Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
3002Visninger
AA

18. Tilbage...

       De to bildøre blev skubbet op og lyset trængte sig straks ind i den mørke varevogn så vi var tvunget til, at skygge med armene. 

       Drengen - Erik - bandede lavmælt for sig selv, da han langsomt rejste sig og trådte ned på jorden udenfor. Jeg fulgte efter ham, da jeg så, hvor vi var. Det hele mindede om en stor mark som bare havde fået lov til, at passe sig selv. Der var højt græs og blomster som groede vildt. I baggrunden lå byen med sine høje bygninger. 

       "Kom så," hørte jeg Erik sige da de andre pludselig kom farende forbi mig. 

       Foran os lå der et lille hus som ikke var ret større end et lille sommerhus. Det var af sten og lignede noget der kunne flade sammen når som helst.

       "Kom," sagde Nadia og tog min hånd og trak mig med over mos huset. 

       "Hvad skal vi egentlig?" Spurgte jeg da hun lukkede døren efter mig. 

       Rummet som vi kom ind i var tomt, bogstaveligtalt tomt. Der var ingen møbler overhovedet der var kun vægge, hvor maling og sten var skallet af. Der lå smulder på gulvene og vinduerne der var, var enten tomme eller så var de revnet. En ting kunne jeg dog konkludere, der var koldt og der stank.

       "Lige nu skal vi først sikre os, at vi kan være her i fred," svarede hun og satte sig under et af vinduerne. Jeg fulgte efter og gjorde det samme så vi sad direkte op ad hinanden. "Man kan aldrig vide om, man bliver forfulgt".

        Jeg kunne ikke andet end, at give hende ret. Til vores held var der ingen der fulgte efter os, ikke engang dyrene sagde noget. Det eneste vi kunne høre var larmen fra byen der langsomt var igang med at vågne.

       Jeg lod blikket glide omkring på de andre som sad placeret rundt omkring i rummet. Der var Erik som sad lænet op ad døren. Hans rødlige hår hang ned i øjnene på ham, så de næsten ikke kunne ses. Ved siden af ham sad pigen som havde kørt bilen. Hun havde et knald sort hår som gik lige til hendes skuldre, hendes øjne var en iskold blå. Når hun så direkte på en kunne jeg forstille mig, at hun stirrede direkte ind i ens sjæl.

        Vi sad i stilhed, da pigen med det sorte hår pludselig rejste sig op og stillede sig midt i rummet.

       "Hvad gør vi nu?" Spurgte hun og slog ud med armene. "Jeg tror nok, at vi alle ved, hvad vi skal men, hvordan gør vi?"

       Nadia tog min hånd og smilede stort til mig. Hvorfor hun smilede, havde jeg ingen anelse om. Hun sad bare der og smilede til mig. Nok vidste jeg ikke, hvor gammel hun var, men lige nu virkede hun faktisk som et barn. Jeg kunne ikke genkende den pige som jeg havde mødt i gyden.

       "Vi skal vel tilbage i aften," svarede Erik der dovent rejste sig."Nu, hvor vi har hende, så er der vil større chance for, at det hele kommer til, at virker".

        Han nikkede kort hen mod mig, der bare gerne ville have svar på, hvad der egentlig skulle ske.

       "Hvor god er du til, at kontrollere det?" Spurgte pigen med det sorte hår og lagde strengt armene over kors. "Jeg vil bare helst være på den sikre side".

       Jeg sad og tænkte lidt over det. Jeg vidste godt, hvad det var hun hentydede til. Hvor godt kunne jeg lade være med, at dræbe nogle af mine egne? Jeg havde jo bare lige sådan uden videre angrebet Twinkel og Victoria, det havde været uheld. Men så var der ved politibilerne. Jeg havde kontrolleret det perfekt, jeg havde reddet mit eget liv ved, at bruge det.

       "Det kunne være bedere," svarede jeg ærligt. "Jeg har kun haft fuld kontrol over det en gang".

       Pigen med det sorte hår stirrede bare dumt på mig. "Èn gang? Seriøst! Du kan sgu slå os alle ihjel lige nu, hvis du vil!"

       "Maia slap af!" Råbte Nadia pludselig og rejste sig. Der lød en svag rungen omkring os, da de tog piger stod ansigt til ansigt og bare stirrede arrigt på hinanden.

       Erik ignorerede dem og stillede sig over ved siden af mig. "Brug din dag på noget fornuftigt og vær klar til i aften, hvor du skal tilbage til det sted du frygter mest"

       Jeg nikkede. Jeg skulle bruge min dag på noget fornuftigt, med andre ord, jeg skulle lære, at kontrollere det der gjorde mig til et monster...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...