Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2999Visninger
AA

19. ...Til "Fængslet"

       Det var som om, at dagen fløj afsted. Normalt går tiden langsomt, når man er nervøs, spændt eller bare noget helt tredje. Det havde åbenbart på en eller anden måde bare lykkedes mig, at distrahere mig selv fra den nervøsitet der havde overtaget.

       Jeg havde dog gjort som Erik havde sagt til mig. Jeg skulle lære at kontrollere det. Til mit held havde han gået med til, at hjælpe mig efter, at jeg havde brugt timer på at plage ham.

       Det viste sig, at Erik havde det samme som mig. Han fik det til at slynge op ad jorden som de rødder de var. Han kunne kontrollere det og lod det beskytte sig, hver gang jeg mistede kontrollen.

       Det var først da klokken blev 11, at pigen - Maia - kom ud til os. Desværre havde det nær endt med, at jeg havde slået hende ihjel, da jeg mistede kontrollen. Til hendes held, havde hendes egne evner reddet hende fra den visse det.

       Lige nu sad vi i den mørke vogn og trillede afsted mod byen. Foran mig sad Erik. Jeg vidste det kun fordi jeg havde set ham sætte sig inden de to døre blev smækket i så vi lå hen i mørke. Ved siden af mig sad Nadia, hun havde siddet og holdt om min ene hånd med et krampagtigt greb. Hun rystede og så hele tiden ned mod sine fødder før hun igen så op med et suk.

       "Hvordan... Hvordan er det her...?" startede jeg, men af en eller anden grund kunne jeg ikke få ordene ud. Det virkede forkert, at spørge dem om, hvordan det her var sket med dem. Det var et personligt spørgsmål.

       "Det her er sket med os?" lød Eriks stemme fra mørket. Han havde forstået. "Ligesom ved dig. Man vågner op i et rum, hvor de siger, at de vil hjælpe dig, men sandheden er vel, at de bare vil bruge dig som et våben. Det hele er bare en måde, at undgå sygdomme på. De sprøjter gifte stoffer - jeg ved ikke præcist, hvad det er for noget - men de ændre vores celler".

       Af de ord som han sagde, var det som om, at nogle ting faldt på plads. Undgå sygdomme. Jeg havde selv set, hvordan folk nærmest gik i panik, hvis man hostede eller snøftede.  

       "Ikke noget kønt syn med længden," mumlede han lavt for sig selv.

      Stilheden omringede os igen og vi sad bare i stilhed og fordøjede det der nu skulle til, at ske. Vi legede med vores liv, men det skete der vel ikke noget ved? Vi skulle jo dø alligevel? Hvis ikke befolkningen slagtede os først?

       Bilen stoppede og det var som om, at mit hjerte satte farten op. Det føltes som om, at det bankede i halsen på mig. Vi sad bare og stirrede på hinanden, da der var en der rejste sig og dørene gik op. 

        Erik stod udenfor og så sig omkring, da vi andre fulgte efter ham og bevægede os ud på gaden. Vi trak hætterne over hovedet. Erik havde haft et par gamle hættetrøjer som vi havde brugt til, at skjule os med for befolkningen. 

        Som en bande gik vi i en klump over mod "Hospitalet" med rolige skridt. For hvert et skridt, føltes det som om, at mit hjerte sprang et slag over. Jeg havde lyst til, at stikke af.

       Erik lagde hånden mod dørhåndtaget og skubbede døren op. Vi kom ind i den velkendte hall, da vi gik over mod skrænken, men vi nåede aldrig ret langt, da Erik stoppede op. Vi vendte alle ryggen mod ham så vi alle stod med ryggen til hinanden.

       Jeg nåede lige, at høre Nadia puste ud, da kaosset begyndte.

       En rungende lyd vrængede sig gennem bygningen, da folk begyndte, at skrige op, nogle faldt endda da det bølgede op ad jorden som var det bølger ved havet. Fliserne revnede og jorden trådte frem.

       Der gik ikke lang tid før bevæbnede folk klædt i sort stod omkring os og sigtede på os med ladte geværer. De sigtede indtil der lød et råb og de alle trykkede aftrækkerne inde og skuddene fløj ud til alle sider.

       Jeg mærkede et skub i ryggen, da Nadia bakkede tilbage. De høje lyde havde tydeligvis forskrækket hende, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere da hun faldt over sine egne ben og trak mig med sig ned, da hun greb om min grå trøje.  

       Vi ramte gulvet da mørket lagde sig omkring mig da jeg så skuddene nærme sig langsomt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...