Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
3037Visninger
AA

22. The End

       Smerten løb hele vejen ned gennem min ene arm. Jeg havde tårer i øjnene som gjorde alting slørret og ikke mindst værre.

       Jeg havde kun fokus på blodet der langsomt forlod min ene skulder. Jeg opdagede slet ikke da Dr. Sayers gik forbi mig, ikke engang lyden af hendes hæle opfangede jeg.  Min hånd var rød af blod. Smerten var ulidelig, den fik mig til, at kæmpe en kamp med at holde små klynk tilbage. Jeg lå på randen til, at græde!

       "Jeg sagde jo, at jeg ikke ville stoppes så let," hørte jeg Dr. Sayers sige længere væk.

       Jeg trillede over på maven med panden mod fliserne. Jeg kneb øjnene sammen, mens nogle enkle tårer faldt ned mod gulvet.

       Langsomt hævede jeg mig fra jorden ved hjælp af albuerne og så ned ad gangen. Dr. Sayers stod nede for enden ved et af bordene, mens hun stod og fumlede med et eller andet. Hvis jeg havde kunnet ville jeg havde slået hende ihjel på stedet med det, men de kom ikke frem når jeg ønskede det.

       "Jeg er ikke færdig endnu," lykkedes det mig, at få sagt, da jeg forsøgte at komme på benene igen.

       Med blodet løbende ned over min ene skulder vaklede jeg ned mod hende. Blodet lød gennem mine fingre, da jeg lagde hånden mod skudsåret. Det var varmt og tykt og føltes fuldstændig forkert.

       Dr. Sayers vendte sig langsomt mod mig, da der pludselig var en der råbte op.

       "Stop der, Valerie!"

       Jeg så straks over på Leo der stod i døren. Han stod med en pistol i hænderne og sigtede på mig. Jeg stivnede kort, da han langsomt pegede over på Dr. Sayers der stirrede tilbage på ham. 

       "Hvad tror du, at du laver?" Snerrede hun irriteret.

       "Stopper dig," svarede han kort og trådte med forsigtige skridt over mod mig. Da han stod ved siden af mig lagde han den ene arm omkring mig og trak mig ind til sig som var han en far der beskyttede sin datter. Mit hjerte slog langsomt, mens han bare holdte om mig. "Dine venner er længere oppe i bygningen, de er okay."

        Jeg nikkede kort.

        Vi begyndte langsomt at gå ned mod Dr. Sayers der tydeligvis havde givet sin opmærksomhed til det hun stod med foran sig igen. Hun ænsede os ikke engang. Hun havde kun øje for det der var foran hende.

       I en hurtig bevægelse vred jeg mig ud af Leos greb og satte i løb direkte mod hende, da hun vendte sig om og så mig direkte ind i øjnene. Hun stod med noget i hånden, som fik mig til at stoppe op med det samme!

       Det var et lille rør med røde tal på som talte ned. 

        "Jeg har ikke tænkt mig, at lade mig stoppe på den her måde," knurrede hun, mens hun langsomt gik hen mod mig.

        "Valerie," Leo greb om min arm og forsøgte, at tvinge mig tilbage. Jeg ignorerede ham og rystede hans hånd af mig og gik tættere på Dr. Sayers der langsomt bakkede tilbage.

       Hun rystede svagt på hånden som hun holdte genstanden i. Samtidig begyndte vi, at gå rundt omkring hinanden som var vi dyr der ventede på det rette signal til, at gå i kødet på hinanden.

       "Har du tænkt dig, at slå os alle ihjel?" Spurgte jeg udmattet. Jeg var begyndt, at føle mig dårlig på grund af blodmanglen. Hvis der ikke snart skete noget, var jeg sikker på, at jeg ville besvime.

       "Hellere det end, at overgive sig," sagde hun og blinkede hurtigt med øjnene. Sveden glinsede på hendes pande så hendes blonde lokker klæbede sig til hendes hud. "Det her er slutningen!".

       Mit blik faldt over på genstanden i hendes hånd.

       5...4...3...2...1...

       I en hurtig bevægelse kastede jeg mig direkte imod hende. Vi fik øjenkontakt. Hendes blå øjne rystede bogstaveligtalt fra side til side. De var helt opspilet og fyldt med frygt, da de mødte mine brune katteagtige.

        0...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...