Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2971Visninger
AA

15. Selvtillid & Mod

       "DET KAN IKKE PASSE!?" 

       Jeg kunne høre Leos stemme gennem døren. Jeg tror, at det var første gang, at jeg hørte Leo råbe. Han havde altid virket så rolig og stille og ikke mindst alvorlig når jeg havde set eller været sammen med ham.

       Jeg sad bare på gulvet midt i rummet og stirrede over på den hvide dør. Jeg kunne se skyggerne der hele tiden kom og gik under døren. 

      De havde råbt af hinanden i jeg ved ikke, hvor længe nu. Leo havde ikke gjort andet end, at brokke sig og råbt af sine lungers fulde kræft. Selvfølgelig havde Dr. Sayers råbt lige så højt tilbage. Med tiden var der endda kommet flere til som havde taget deltagelse i diskussionen.

       Jeg havde ikke fulgt ret meget med i samtalen, det var der alligevel ingen grund til. Jeg vidste, hvad de diskuterede.

 

      "Valerie!" 

       Leo kom vadende ind med hurtigt og selvsikre skridt, da han satte sig på hug foran sengen. Forsigtigt lagde han en hånd på mit ene knæ og stirrede på mit tomme blik.

       "Du vil jo ikke det her," sagde han, da hans blik pludselig blev meget alvorligt. "Du er kun 16, hvordan kan du tage sådan et drastisk valg. Du har stadig et helt liv foran dig! Du må ikke lade det her stoppe dig -"

       "Du kan lige så godt lade være," lød Dr. Sayers stemme bag Leo, der irriteret sukkede og skulede tilbage mod hende. "Hun har allerede bestemt sig"

       Leo rejste sig op med sådan en hastighed at mit ene knæ næsten blev flået til den ene side.

       "Du skal ikke tage hendes valg for hende!" Snerrede han koldt og pegede strengt på hende...

 

       Jeg havde ikke set andet end dødsblikke mellem dem efter den dag. De havde hele tiden holdt en hvis afstand mellem dem, hvilket jeg havde konkluderet var godt eftersom de sikkert bare ville slå hinanden ihjel.

       Døren blev åbnet og lyset kastede sig i en søjle ind i rummet. Dr. Sayers trådte ind med store skridt, da hun stoppede op foran mig. Efter hende kom der en hel flok af bevæbnede mennesker som var klædt i sort fra top til tå.

       "Så er det nu," sagde hun koldt og tog om min arm og træk mig på benene. Jeg havde allerede fået forklaret hvad der ville ske. Jeg skulle sige farvel til den verden som ikke ville acceptere mig, men som jeg heller ikke ville accepteres af.

      Der lød et svagt knæk da håndhjernen lukkede sig sammen om mine håndled og vi forlod værelset. Leo stod ude på gangen og stirrede bare efter mig. Der var et eller andet over hans øjne som gjorde, at jeg næsten ikke kunne få mig selv til, at se væk igen. Han lukkede kort øjnene, da jeg gik forbi ham.

       Vi gik ned ad gangen som for en gangs skyld ikke var badet i rødt. Under hele vejen var jeg omringe af mændende i sort. De ville tage nogen chance. Jeg forstod dem godt, jeg var en morder, hvorfor overhovedet vise mig en lille form for tillid?

       Vi kørte ned ad elevatoren og kom ned i hall'en som var svagt oplyst. Endnu engang regnede det udenfor og der var overskyet og gråt. Trist. 

        Af en eller anden grund følte jeg mig selvsikker, da jeg så den hvide lastbil holde udenfor. Den var åben som var det en direkte port til Døden. Jeg trådte langsomt op og gik med små skridt. En kuldegysning løb gennem kroppen på mig, da mine muskler spændtes. 

       Jeg så langsomt op mod regnen der faldt ned i ansigtet på mig. Jeg lukkede øjnene og lod dråberne slå mod mine øjenlåg, da jeg åbnede dem igen. Jeg følte mig pludselig selvsikker, fuld af styrke... Det var nu jeg skulle springe ud fra den bygning. 

      Jeg havde ingen anelse om, hvad der skete med mig. Selvtilliden strømmede ind over mig, da jeg i en hurtig bevægelse slog ud mod armene der stadig var spændt sammen. 

       Der lød en rungende lyd, da jorden under os langsomt revnede som var det et jordskælv. Jeg lod blikket glide ned mod mine hænder. Neglene var syle spidse og jeg var næsten 100 på at mine katteøjne var fremme. 

       Folk begyndte, at skrige omkring mig, da der pludselig blev affyret skud. I en enkel bevægelse sprang jeg ned på den våde jord og lod det  beskytte mig fra skud og folk der ville kaste sig over mig. Jeg tog en dyb indånding og tog den vamle fugt til mig.... 

      Nej... Jeg ville ikke dø!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...