Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
3011Visninger
AA

10. Planlægning

       Jeg stirrede tomt på hende. Død for verden, hvad mente hun lige med det? Jeg var jo lige her og, hvis de lod mig tage hjem ville alt være ved det samme igen, ikke?!

       Som havde hun læst mine tanker, svarede hun kort: "En lille løgn kan gøre meget når den kommer fra medierne".

       Jeg så bare op på hende. Hvad mente hun med det? Havde de sagt et eller andet til medierne om, at jeg var død? Måske omkommet i en bilulykke eller måske endda gået så langt og sagt, at jeg var død på grund af sygdom?

       "Tro mig, hvis du bevægede dig ud på gaden, ud i offentligheden, ville det ikke blive kønt," sagde Dr. Sayers og greb om min arm og trak mig på benene. Idet jeg kom op og stå, blev jeg pludselig overvældet af svimmelhed, da det hele pludselig blev sort...

 

       Jeg vågnede ved, at stemmerne kørte rundt i hovedet på mig. Der var nogle omkring mig der snakkede. 

       Jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg stirrede op i det samme grå loft som første gang jeg vågnede op, lamperne var bare tændt så rummet var oplyst.

       "Det ser ud til, at der er kommet liv i hende" lød en stemme.

       "Jeg tror du har ret," svarede den anden, da der lød skridt.

      Jeg åbnede øjnene endnu engang, men ligesom sidste gang gled de i igen. I noget tid lå jeg bare, da der pludselig blev lagt en hånd i min. Jeg slog øjnene op og stirrede direkte op i et par blå øjne, som stirrede ligegyldigt tilbage.

       "Har du sovet godt?" Spurgte Dr. Sayers og trak igen sit blik væk fra mit.

       "Hvis bare jeg kunne sige, ja" sagde jeg og satte mig langsomt op. Det virkede til, at min krop havde tilladt sig, at falde ned igen. Der var ingen hurtig puls eller hjertebanken, der var ingenting, kun det normale.

       "Der er en ting som jeg vil sige til dig," sagde Dr. Sayers, mens hun studerede min ene arm godt og grundigt. "Du må ikke overanstrenge din krop, så meget som du har gjort her på det sidste".

       Jeg svarede hende ikke, da mit blik faldt på drengen der stod lænet op ad muren lige overfor min seng. Han stod med korslagte arme og var iført et sort jakkesæt. Hans blik var tomt og alvorligt, det føltes som om, at han så direkte igennem mig, som var jeg her slet ikke.

       "Jeg skal prøve, at lade vær," det var faktisk en stor fed løgn. Tanken om, at jeg skulle hjem hang stadig i mit hoved. De skulle ikke tro, at de bare lige sådan kunne holde mig her. Jeg havde ret til, at komme hjem til min familie og Victoria. De havde ingen krav på, at jeg skulle blive her.

       Drengen der stod overfor mig stirrede fortsat bare tomt, mens jeg stirrede lige så tomt tilbage.

       "Det er Leo Ryker," sagde Dr. Sayers som troede hun, at vi forsøgte, at regne ud, hvem vi var ved, at stirre. "Han er fra Politiet og skal efterforske.... Nogle hemmelige ting og sager".

       Jeg så straks op på hende. Hemmelige sager? Okay, nu havde det helt klart vækket min nysgerrighed.

        "Hvad er klokken?" Spurgte jeg og begyndte, at se efter et ur.

       Der var intet på væggene. Ingen billeder eller ure for den sags skyld, det eneste som der var, var et overvågningskamerarer som havde deres øjne på os hele tiden. Det mindede mig om skolen. Kameraerne der hele tiden holdte øje med os og fulgte vores bevægelser.

       "Vil I fortælle mig, hvorfor jeg er her?" Spurgte jeg og rev min arm til mig igen. Jeg havde forventet, at Dr. Sayers straks ville have grebet om min arm igen, men hun ignorerede mig bare og begyndte, at pille ved maskinerne der bippede ved siden af mig.

       "For, at svare på alle dine spørgsmål," startede hun og så ned på mig. "Et, klokken er 11 om aftenen, to lige nu er din krop desperat efter at slappe af. Du skal nok få hele historien i morgen tidlig, når du er klar til at lytte".

      Hun trådet væk fra maskinen og stak mig et skævt smil, inden hun forlod rummet med Leo Ryker lige i hælene. Jeg var alene igen.

       Så vidt som jeg havde opdaget indtil videre, var der ikke mange mennesker her på stedet. Måske var vi de eneste? Så jeg ville have let ved, at slippe ud uden, at andre mennesker ville se mig. De eneste som ville kunne se mig var kameraerne som hele tiden ville have deres blik på mig...

      Jeg skulle væk og jeg ville gøre det når jeg havde chancen.....   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...