Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2989Visninger
AA

2. Ny

      Halvsovende forsøgte jeg, at holde fokus på den grønne tavle som var fyldt med store hvide bokstaver. Der var ikke noget værre end en kristendomstime, hvor læreren ligesom overtog undervisningen og lod eleverne glo på. Det var en irriterende vane vores lære havde. 

       Jeg så mig langsomt tilbage i klassen og så på de andre. Nogle sad med deres mobiler under bordet, mens andre hviskede til hinanden, noglehelt tredje sad halvsovende ligesom mig eller så sov de faktisk. 

       Victoria, en af de få mennesker som jeg kunne kalde for mine venner, sad med mobilen i hånden da mit blik fangede hendes. Hun sendte mig et stort smil så hendes kridhvide tandsæt blev blottet for mig. Victoria var en af de pæne piger i klassen. Hun havde et flammende rødt hår, en pæn hud også havde hun grønne øjne som smaragder. Det var et par øjne som man kunne forelske sig i, blive fanget i.

       Hun hev mobilen frem og svang den let mellem sine fingre, et tegn til at jeg skulle finde min frem. Jeg gjorde som hun havde sagt og fandt den frem. Der var allerede tikket en besked ind. 

       Jeg kastede et hurtigt blik op på læreren, da jeg igen så ned på beskeden:

       - Har noget som du skal se, når vi engang slipper ud af det her fængsel!

      Jeg kunne ikke lade være med, at smile over hendes sammenligning af skolen og et fængsel. Det var lige før, at man faktisk godt kunne være bekendt, at sammenligne den med et fængsel. Der var overvågningskameraer i hvert hjørne på hele bygningen, mens lærer gik rundt som fængselsbetjente og holdte øje med os. Selvom jeg nu havde gået på skolen i pænt lang tid, havde jeg stadig ikke fundet ud af, hvorfor det var sådan.

       Som et lille barn der ventede på, at få lov til, at åbne sine julegaver, flakkede mit blik op til uret der tikkede højlydt over os. Tallene hang ud i luften med en sort farve, mens de lige så sorte viserer tikkede afsted på livet løst. 

       Jeg var ikke den eneste der havde opdaget de få minutter vi havde tilbage af skoledagen. Rundt omkring i klassen begyndte, de andre så lydløst som muligt, at skubbe deres bøger ned i tasken og rydde deres borde. 

      Viserne tikkede langsomt afsted...5...4...3...2...1...Riiing.

     Jeg sprang op fra min stol som var der nogle der havde sat ild til den. Efterfulgt af resten af eleverne skyndte vi os alle ud af lokalet og ned ad gangen. Det handlede kun om én ting nu, nemlig at komme ud.

       Jeg nåede lige, at komme udenfor i den friske luft, da Victoria greb om min arm og trak mig med sig.

       "Kom nu, vi skal skynde os," sagde hun og satte i løb ned ad gaden. Vi nåede ikke ret langt før de høje bygninger tårnede sig op over os som træer. Solen reflekterede sig i vinduerne som udgjorde de høje bygninger, det var lige før man blev blændet.    

       "Hvad er det jeg skal se?" Spurgte jeg da jeg kom i tanke om den besked som hun havde sendt mig i timen.

        "Nej, nej... Du må vente til vi kommer hjem!" lo hun og sprang op på trappen som førte op til hendes hus. Deres hus var ligesom alle de andre "glas-bygninger", bare mindre. Det vil så sige, det var ikke på flere hundrede etager.

       Hun åbnede døren og der lød straks en gennemtrængende gøen hele vejen gennem rummet. Hun så tilbage på mig med et stort smil da hun åbnede den hvide dør. Farende lige ind i os kom der et bette pjok af en hund. Den var lille og bokstaveligtal rund som et cylinder. Dens spidse ører stod lige op i luften, mens dens små runde øjne stirrede på os. Den lille hale logrede med lynets hast fra side til side.

       "Det er en Welsh Corgi, 100% naturlig også hedder hun Twinkle," sagde Victoria og løftede den lille hund - Twinkle - op i hænderne. Hun gav den et hurtigt kys som bare fik den til, at logre endnu mere med halen.

       Jeg var ikke den største fan af små hunde, jeg foretrak de store som en Schæfer eller Husky. 

       Jeg kunne ikke lade være med, at smile da dens små brune øjne stirrede intenst på mig, da den pludselig undslap en knurren og lagde ørerne tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...