Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
3038Visninger
AA

3. Noget Underligt

 

       Jeg trak hurtigt hånden til mig og stirrede på den lille hund der nu havde blottet sine tænder for mig. De havde en svag hvid farve også var de spidse. 

       "Hey, hvad er der med dig!" udbrød Victoria og satte hunden fra sig i en fart. Twinkle stirrede op på mig, inden den løb ind i stuen med noget der lød som en pibende lyd efter sig.

       "Underligt, hun plejer aldrig, at reagere sådan," mumlede Victoria, men vendte sig hurtigt mod mig og trak mig med ind i deres lille hvide, oplyste stue. "Hva' så, hvornår tager du dig sammen til, at få en hund?"

       Jeg smilede hurtigt og svarede: "Når mine forældre engang tillader det".

       Twinkle dukkede op igen, da hun sprang op i sofaen ved siden af mig. Hun sad som en statue og stirrede lige ud i luften, som turde hun ikke andet. Forsigtigt lagde jeg en hånd på hendes hoved og aede hende blidt. Inden længe trykkede hun sit lille bløde hoved mod min hånd som et tegn på, at jeg ikke måtte stoppe. 

       Jeg trak hånden til mig, da Twinkle rejste sig og logrede med halen ligesom da vi var kommet. Den var endda så modig, at træde op på mine ben, mens den stirrede på mig med sine store runde øjne. Hvorfor var den hun lige pludselig så glad?

       "Hun kan lide dig," sagde Victoria med et stort flabet smil over læberne.

       "Måske," sagde jeg og klappede hurtigt Twinkle på hovedet inden jeg rejste mig. "Jeg beklager at jeg bliver nødt til, at gå nu. Mine forældre ser mig helst hjemme direkte efter skole".

       Victoria rejste sig og lagde armene omkring mig i et langt knus. "Dine forældre er verdens mest overbeskyttende, at du ved det. Men ja, jeg vidste godt, at du skulle være hjemme med det samme, så beklager fra min side af".

     Jeg rystede på hovedet af hendes sidste bemærkning og forlod hende tilbage sammen med Twinkle. Lydløst lukkede jeg døren efter mig og satte kursen mod Hjem. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Heldigvis boede jeg ikke ret langt fra Victoria så jeg skulle ikke så langt, da jeg så min mor stå i døren med et bekymret blik.

       "Godt du er hjemme," sagde hun med et smil og flyttede sig så jeg kunne komme indenfor. Min mor, Elise, var den mest overbeskyttende af mine forældre. Hun var den der mindst turde, at give mig noget løbesnor, hvor min far, James, derimod tog nogle chancer engang imellem.

       "Jeg kommer altid hjem," sagde jeg og tog min frakke af. "Jeg har alligevel ingen grund til, at blive væk".

       Jeg modtog et varmt smil fra min mor, som forsvandt ind i stuen. Nu havde hun sikret sig, at jeg var kommet hjem i god behold, så nu kunne hun endelig tillade sig, at slappe af. 

       Jeg satte direkte kursen mod mit værelse, da jeg opdagede det. Min puls hamrede afsted, som havde jeg løbet et maraton. Den bankede afsted så det var lige før at jeg frygtede, at man kunne se den slå. Jeg følte mig slap, vægtløs, da jeg i en enkel bevægelse faldt ind mod væggen. Med en hånd mod halsen vaklede jeg afsted ned ad gangen, indtil jeg kom ind på mit værelse, hvor mine ben gav efter og jeg faldt sammen. 

       Pulsen i mit håndled slog lige så ledes afsted så jeg kunne mærke det i mine fingre. Langsomt så jeg op, da jeg så min egen refleksion fra spejlet overfor.... Mine øjne!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...