Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2982Visninger
AA

13. Liv Eller Død?

        Jeg stirrede bare tomt ned på mine rystende hænder. Blodet. Det lå som fine små lag hen over min lyse hud, t-shirten var langt fra hvid længere, det samme med mine ben og fødder som var lige så røde som på det sted.

        De mørke sener på jorden bølgede langsomt tilbage til, hvor de kom fra og efterlod mig tilbage alene. Der var stille, kun regnen kunne trænge igennem når den ramte en rude eller et tag.

        Jeg lukkede kort øjnene og lod tårerne falde ned ad kinderne. Hvorfor?! Hvorfor skulle de gå ud over Victoria? Hun havde jo ikke gjort noget! 

        Jeg faldt sammen på gulvet, hvilket bare resulterede i, at der kom mere blod på mig. Jeg tror, at det var første gang, at jeg havde grædt så meget som jeg gjorde lige nu og her. Jeg slog armene omkring mig og forsøgte og holde sammen på mig selv. Hun havde ikke gjort andet end, at ville hjælpe! 

        Jeg så langsomt ned ad  mig selv, lod blikket vandre hen over blodet der nu var et print på min t-shirt. Jeg hev efter vejret da jeg igen så over mod stedet, hvor Victoria havde stået. I et kort øjeblik så jeg hendes skræmte grønne øjne for mit indre. De havde været helt opspilet, mens hun havde skreget og forsøgt, at kæmpe sig fri. For første gang havde jeg set min bedste veninde være bange og det havde været på grund af mig...

        Det var som om, at min hjerne lukke min krop ned. Mit greb om mig selv blev slapt og mine arme faldt ned mod gulvet. Jeg sad bare der og hang som en dukke, mens jeg bare stirrede tomt ud i luften. Hvad var det der skete med mig?! Der var et eller andet som var ved, at overtage styringen, noget der snart ville få mig til, at bryde sammen.

        Der blev pludselig lagt et par hænder omkring livet på mig, da jeg blev løftet op fra det blodige gulv. Jeg stirrede bare fortsat ned på gulvet der hurtigt skiftede til våde fliser. Regnen slog let mod min krop, da den pludselig forsvandt og en bildør blev smækket i.

       "Du ved godt, at det eneste vi vil er at hjælpe dig?" Spurgte personen der nu havde sat sig ind på forsædet. 

       Jeg skævede op mod ham. Det var Leo, ham fra politiet som jeg havde set på "Hospitalet".

       Han stirrede ind i mit blik i bakspejlet, da han startede bilen der langsomt begyndte, at trille afsted ned ad vejen. Under hele turen sad vi i stilhed og bare lyttede til regnen der slog mod taget... Jeg havde slået hende ihjel. Jeg havde slået min eneste veninde ihjel!

       Flere gange tog jeg Leo i at stirre på mig gennem bakspejlet. Måske frygtede han også, at det måske ville være hans tur næsten gang?

       Bilen stoppede og jeg så ud ad vinduet. Jeg var blevet slæbt hele vejen tilbage til "hospitalet". Det var som om, at tankerne straks blev sat igang, endnu engang. Skulle jeg lade dem gøre de ting som de ville også stole på dem? Eller skulle jeg bare stikke af nu og her?

       Døren blev åbnet ved siden af mig og jeg steg ud ad bilen. Hvorfor overhovedet gøre modstand? Lad dem dog gøre, hvad de vil med mig. Jeg havde alligevel ødelagt det hele for mig selv. Min familie var forsvundet eller døde - som medierne regnede med - og jeg havde lige været skyld i min bedste venindes død.

      Leo holdte hele tiden et stramt greb om min arm da han træk mig gennem de mørke gange. Vi stod i stilhed i elevatoren og bare stirrede over mod dørene som hurtigt gled fra hinanden. Vi gik ned ad gangen og kom igen ind det lille velkendte værelse som jeg så desperat var flygtet fra. 

       "Vinduet" var blevet lavet igen. Der var ingen spor efter, at jeg havde været der og ødelagt det med en plastic blomst. 

       Leo fulgte mig over til sengen, hvor jeg tungt satte mig ned. Han stod i noget tid og betragtede mig, inden han satte sig på hug foran mig.

       "Hør her," sukkede han dybt og forsøgte, at få øjenkontakt. "Jeg ved godt, at det er svært for dig lige nu, men giv ikke op. Du må ikke give op".

        Han sad bare og stirrede på mine øjne, som var det øjnene på en død fisk eller noget. Han sukkede opgivende og rejste sig igen da døren bag ham blev åbnet og en hvis Dr. Sayers trådte ind. Hvorfor var det altid hende jeg mødte?

        "Rart at se dig igen," sagde hun og stillede sig foran mig. Jeg følte mig som et eller andet barn der havde gjort noget forkert. De var som et par strenge forældre det hele tiden holdte øje med om deres barn lavede noget forkert. 

        Dr. Sayers stod med en blok papir i hånden som hun hele tiden bladrede i. Hun gik fra side  et til to hele tiden, indtil hun i et frustreret suk smed den fra sig så den ramlede ind i væggen.

        Hun bed sig i læben da hun igen så ned på mig. I en hurtig bevægelse lagde hun hånden mod min kind og løftede mit hoved op så jeg var tvunget til, at stirre på hende. Hendes blik gled hurtigt frem og tilbage mellem mine øjne da hun igen slap ansigt som straks faldt ned igen.

       "Jeg hader og skal sige sådan noget her," sukkede hun en smule irriteret og så ned på mig igen. "Desværre har du ikke ret mange valg. Faktisk for, at være helt præcis har du kun to".

       Der blev stille i rummet, da Dr. Sayers så over på Leo. Som havde hun sendt en tanke gennem luften til ham, forlod han værelset med et utilfreds ansigtsudtryk.

       "Dit første valg er, at blive her og gøre som vi siger," hun tog en dyb indånding og fortsatte: "Dit andet valg, hvilket også er derfor, at den er beslutning bliver så svær for dig er Døden".

       Jeg slog straks øjnene op. Var det her bare enten eller?! Jeg så op på hende med et skræmt blik og for første gang så jeg dog en smule medlidenhed i hendes øjne... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...