Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
3011Visninger
AA

4. Øjne

       

        Mit blik var fæstnet på spejlet. De var katteagtige, mine øjne var katteagtige! Pupillerne havde samlet sig sammen så de næsten var umulige at se.

       Jeg sank en klump og stirrede bare tomt på mine øjne. De lignede noget fra et monster. Jeg lignede et eller andet vildt som bare ventede på, at blive sluppet løst så det kunne komme ud og dræbe. 

       Jeg blinkede hurtigt og da jeg igen slog øjnene op, var mine øjne tilbage med runde pupiller. Jeg blinkede endnu et par gange som forsøgte jeg, at finde ud af om de katteagtige øjne ville komme igen. Det gjorde de ikke - til min lettelse.

      Min før så kraftige puls faldt langsomt hen til en normal banken igen. Jeg lukkede øjnene og pustede lettet ud. Var jeg nu ved, at blive sindssyg eller noget? 

      Sådan havde det været i noget tid nu. Jeg havde haft en bankede puls og var blevet slået helt ud af den hver gang.  Engang var det sket på skolen, det var i idrætstimen. Min puls var pludselig steget voldsomt og jeg var faldt sammen på stedet. Lærerne havde straks ringet efter ambulancer og det hele, mens elever havde trukket dem væk. Sygdomme var en grim ting, derfor var man så desperat efter, at få dem fjernet fra kloden.

       Efter ulykken på skolen var det som om, at min krop havde forstået, at det ikke var godt, at falde sammen i offentligheden. Jeg hørte aldrig noget til min bankende puls i skolen eller andre steder, kun når jeg var alene. Nogle gange føltes det som om, at den sneg sig frem fra mørket og kastede sig over mig når den havde chancen, som om at den nød, at se mig bryde sammen og næsten gå i panik.

       "Valerie, hvordan gik skolen idag?"

       Min mors stemme vrængede sig igennem rummet og jeg skyndte mig, at komme på benene igen. Mine forældre skulle for guds skyld ikke se mig sådan her, de ville dø af bekymring og sikkert sende mig på hospitalet eller noget, hvis de vidste det. Dengang på skolen, havde det lykkedes mig, at overtale lærerne til ikke, at nævne det for nogle igen. De havde modvilligt gået med til, men havde sagt med alvorlig tone, at de ville holde øje med mig. 

       "Det gik fint," svarede jeg og lænede mig op ad væggen. "Victoria har lige fået hund... Det er en et eller andet Welch-noget. Den er rigtig sød også er den rund".

       Min mor dukkede op i døren med det sædvanlige store smil over læberne. Det var som om, at hun ville have mere, at vide som vidste hun, at jeg ikke var kommet direkte hjem fra skole. 

        "Det var da hyggeligt," sagde hun mens hun tørte sine hænder af i et viskestykke. "Victoria er nu sådan en sød pige, det er bare ikke så tit vi ser noget til hende mere?"

        "Hun har bare tralvt for tiden," sukkede jeg og himlede med øjnene som bare fik min mor til, at smile endnu mere. Vi stod i akavede stilhed i noget tid, da hun langsomt vendte ryggen til og forlod mig alene tilbage i mit værelse.

       Jeg så på min refleksion igen og besluttede mig for, at gå tættere på. Jeg stoppede op direkte foran spejlet og lagde fingrene mod det glatte glas. Blodårene på min arm var tydelige og min puls vågede kun, at sætte farten op et kort sekund før den faldt til ro igen.

       I et kort øjeblik havde jeg set min ene pupil trække sig sammen for, at udvide sig til normal tilstand igen.... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...