Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2998Visninger
AA

21. Jagten

       Jeg løb stadig med fuld fart ned ad den smalle gang. Sofaer og planter lå væltet ud over det hele mens gulvet og væggene var ved, at falde sammen på grund af rødderne der havde snoet sig op ad jorden. Nogle steder lå de stadig op ad væggene mens de truede med, at vælte når som helst.

       Jeg havde tabt Dr. Sayers af syne, da en af hendes vagter var kommet springende ud foran mig og straks havde trykket aftrækkeren i bund. Heldigvis havde jeg noget der sikrede min sikkerhed.

       Jeg huskede mandens ansigt, da han havde set rødderne sno sig op omkring hans krop. Han havde skreget på livet løs, mens geværet var glidet ud af hans hænder. Rødderne havde strammet sig så meget ind, at blodet var strømmet ud ad øjnene og næsen på ham, indtil hans krop gav efter og efterlod et blodbad over det hele. Det havde resulteret i, at jeg havde fået blod ud over det hele.

       Pludselig kom der en mørk skikkelse susende ind foran mig. Den kom fra den ene væg og fortsatte direkte gennem den anden. Min vej var blokeret af rodden der tydeligvis ikke ville samarbejde med mig.

       Jeg bakkede langsomt tilbage så jeg kunne se hele gangen igen. Jeg ville ikke tage chancen og kravle under, hvis den pludselig styrtede sammen. Jeg var sikker på, at min krop ikke ville kunne holde til dens vægt. Måske kunne jeg komme over?

       Jeg trådte nærmere igen og forsøgte, at komme over den. Der var bare et problem, jeg kunne ikke engang nå kanten på den. 

       "Shit," mumlede jeg for mig selv, da jeg hurtigt kastede et blik på det revnede gulv under mig... Måske?

       Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig, forstillede mig, hvad der skulle ske inde i hovedet. Langsomt revnede gulvet og jeg løftede mig fra gulvet. I et kort sekund var jeg ved, at falde, hvis ikke det var fordi jeg havde grebet om den tynde rod der var dukket op ved siden af mig. Jeg stod på de sorte rødder som havde hjulpet mig op.

       I en hurtig bevægelse svang jeg det ene ben op og kravlede over. Jeg ramte jorden og faldt bag over. Der lød pludselig skridt. Jeg sad i stilhed og lyttede. Det var en kvinde, der var hæle på skoene.

       Jeg sprang op og satte i løb igen. Jeg var allerede ved, at være ved, at dø af forpustelse. Efter det her, skulle jeg helt klart til, at løbe noget mere.

       Jeg kunne lige ane den hvide kittel længere fremme, da hun pludselig drejede ind ad en dør og forsvandt ned ad en trappe. Jeg skyndte mig straks efter hende. Jeg var flere gange ved, at falde ned ad trappen, da den var temmelig stejl og med små trin.

       Jeg havde aldrig været i den her del af stedet før.  Faktisk var det her et stort eventyr for mig, jeg havde altid kun set de smalle gange og mit værelse også hall'en selvfølgelig.

       Trappen endte og vi var begge kommet ned i noget der mindede om en kælder. Der stod store glas på to rækker langs væggene, hvor der var noget grønt stads der flød rundt i. Der stod borde med ledninger og store computere som havde sort skærm. Der var helt stille, hvis man så bort fra lyden af den grønne væske der flød rundt og slog mod glasset.

       "Dr. Sayers" kaldte jeg. Min stemme lavede ekko hele vejen ned. 

       "Tro mig jeg har ikke planer om, at lade en enkel teenage-pige ødelægge hele det her," hørte jeg hende sige. "Jeg har ikke tænkt mig, at lade alt det her gå til spilde bare fordi du siger det. Jeg har tjent millioner".

       Jeg bevægede mig langsomt længere ind i kælderen, da der lød et højtlydt bip der lavede det samme ekko som min stemme havde gjort.

        "I ødelægger mennesker!" råbte jeg jeg drejede rundt om mig selv for,at  sikre mig, at hun ikke listede sig ind på mig bag fra.

       Hun svarede ikke igen. Hun begyndte, at gå rundt. Lyden af hendes hæle lavede det samme ekko som alt andet gjorde. Det værste var bare, at jeg ikke kunne høre, hvor hun var henne.

       "Men det ender her!"

       Jeg vendte mig hurtigt om, da skuddet ramte mig. Jeg vaklede tilbage og faldt sammen på jorden, hvor blodet langsomt bredte sig ud på gulvet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...