Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2999Visninger
AA

17. Flygt!

       Vi løb langs muren, men regnen stadig slog ned. Vi forsøgte, at holde os i skyggerne så folk ikke opdagede os. De blå og røde blink kastede sig flere gange op ad murene og hen ad jorden når en politibil passerede os. 

       Himlen havde ikke længere de triste grå farver, men var nu blevet invaderet af orange og lyserøde farver. Solopgang. Det føltes ikke helt rigtigt, at flygte fra politiet når vi var omringet af så smukke farver.  Der var forkert, at der skete sådan noget hæsligt på sådan et smukt tidspunkt.

       "Hvor langt væk skal vi?" Spurgte jeg næsten lydløst da vi stod ind imellem tog store bygninger.

       "Vi skal lidt endnu," svarede pigen forpustet. Jeg havde stadig ikke fået navnet på hende. Det var heller ikke fordi, at vi ligefrem havde tid til, at stoppe op for, at have en hygge samtale. "Bare rolig. Vi skal bare lidt længere ned, så holder der en vogn som skal have os ud af byen". 

       Jeg nikkede kort og vi tog den tværs ud over vejen.

       Vi løb hurtigt. Til min overraskelse var pigen faktisk hurtig i betragtet af, at hun ikke var ret høj. Hun var lille og spinkel og virkede mere som en der var vant til, at blive opvartet og passet på hvert sekund. 

       Der lød en sirene, da vi hurtigt så os tilbage. En flok politibetjente kom løbende, mens de råbte op. Bad os om at stoppe. Vi ignorerede dem og fortsatte videre. Flere gange var vi nødt til, at skubbe og vælte folk for, at komme hurtigere forbi. Lige nu måtte vi være egoistiske og redde os selv. Der var ikke tid til, at stoppe op og undskylde.

       Pludselig var de ren flok drenge der kom styrtende mod os. Det fik bare pigen ved min side til at sætte farten op. Den ene af drengene langede ud efter os, da han greb om pigens arm og nærmest kastede hende forbi sig. Det samme gjorde den anden med mig, da de hurtigt vendte om og løb lige bag os.

       "Vi skal ned omkring hjørnet!" var der en af dem der råbte.

       Vi gjorde som vi gik besked på. Vi nåede knap nok, at komme omkring hjørnet før vi lød ind i et mørke som lagde sig omkring os som var det vand vi var sprunget i.

       Jeg mærkede et greb om min hånd, da vi pludselig bevægede os. Vi bevægede os med sådan en fart, at det var som om, at det hele tippede til den ene side så jeg væltede. Da jeg ramte en væg lød der små brag som havde jeg ravet noget med mig ned i mit fald. Vægten der lå hen over mine ben var et svar på, at jeg faktisk havde trukket nogle med mig.

        "For satan! Jamie kør dog ordentligt!" var der en der råbte. Det var en dreng.

       "Det er ikke dig sidder bag rettet og skal flygte fra strømere!" råbte en pigede stemme tilbage. "Vi kan da bare bytte, hvis det er!".

       Drengen svarede ikke tilbage. Jeg kunne ane lidt af en figur der bevægede sig, da drengen rejste sig og gik over og trak et eller andet til side så det hele blev oplyst. Bilen blev badet i de orange farver. Vi var inde i en lastbil. Det eneste der var her inde var os. Der var ingen sæder eller noget bag i. Der var kun to sæder foran, hvor en pige sad og holdte krampagtigt om rattet.

       "Forresten jeg hedder Nadia," svarede pigen der havde reddet mig fra poltiet. Det var åbenbart hende jeg havde trukket med ned, da jeg var væltet.

       "Valerie Adams, men det ved du vel allerede," sagde jeg og tog den hånd som hun havde rakt ud mod mig. 

       "Vi er på vej ud af byen nu, bare lige så du ved det," svarede hun og satte sig op. Det var en lettelse at få noget af vægten væk fra mine ben. Jeg kunne straks mærke blodet sive ned til mine fødder.

       "Hvad med min familie?" Spurgte jeg og skulle til, at rejse mig, da vi drejede i et sving så jeg igen trillede hen over gulvet. Denne gang blev jeg dog stoppet af en af drengene der hurtigt greb om min før jeg ramte ind i væggen.

       "Din familie kan du lige så godt glemme alt om," sagde drengen der havde grebet mig. Der var et eller andet over hans stemme der lød friskt. "De sørger som regel altid for, at skaffe sig af med tæt knyttet ting når de giver folk et valget. Jeg hedder Erik".

       Jeg stirrede bare fraværende på ham. Han havde et kraftigt postkasse rødt hår og et par grønne øjne. Jeg kom til, at tænke på Victoria. Hun havde haft et knald rødt hår og et par gennemtrængende grønne øjne.

       Jeg skulle lige til, at spørge efter, hvordan han vidste det, da bilen pludselig stoppede med sådan et ryk, at vi alle blev kastet frem i sæddet.... 

 

____________________________

 

 Tilgiv mig, hvis dette kapitel ikke blev så godt ^-^

- Det kan være, at mit humør har smittet lidt af? -_^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...