Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2978Visninger
AA

11. Flugten

       Stilheden krøb sig afsted som en slange. Det var som om, at den havde invaderet det hele, som var det en kamp mod lyden af de bippende maskiner der stod ved min side.

       I en langsom bevægelse steg jeg ud ad sengen. Gulvet under mig var iskoldt, da mine nøgne fødder kom i kontakt med det, dog var det ikke nok til, at stoppe mig. 

       Hurtigt listede jeg hen over gulvet, da jeg tog om dørhåndtaget og trak til. Døren rykkede sig ikke ud af stedet. Endnu engang forsøgte jeg at flå den op, men der skete ingenting overhovedet. 

       Jeg slap døren og bakkede langsomt tilbage. Hurtigt lod jeg mit blik vandre rundt i lokalet, da det landede på en plasticblomst er stod over i hjørnet. Den var kun svagt grøn på grund af støvet der havde lagt sig hen over dens blade.

       Hurtigt gik jeg over og greb om planten og slæbte den hele vejen med over til "vinduet". Jeg pustede en smule nervøst ud da jeg i en enkel bevægelse løftede planten op fra jorden og smed den direkte mod "vinduet". Ruden revnede langsomt, hvor derefter glasset faldt ned i tusinde stykker som var det et spejl der knustes.

       Jeg greb om "vindueskarmen" og sprang ud i det andet rum, da jeg igen satte i løb. Jeg forlod hurtigt rummet og skyndte mig ud på gangen som var badet i rødt, da pæren på væggen blinkede kraftigt. 

       Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Det føltes som om, at mine ben bar mig, igen kom den følelse af at jeg kunne alt. Den var så overvældende, at jeg næsten fik lyst til, at prøve at springe ud fra en høj bygning eller noget.

       Jeg kastede et hurtigt blik tilbage og sank en klump. En flok læger i hvide kitler kom løbende efter mig. Det føltes som om, at alle mine muskler spændtes som var de ved, at gå i krampe da jeg drejede ned omkring et hjørne. Jeg kastede endnu et blik tilbage, lægerne var kommet længere bag ud.

       Lige foran mig, var mit eneste håb. En elevator. Den stod åben som havde den vidst, at jeg var på vej. Jeg satte farten yderligere op og nærmest kastede mig direkte ind i væggen, da jeg fløj ind mellem de to døre der langsomt lukkede.

       Min vejrtrækning var hurtig da jeg sad på gulvet med ansigtet vendt mod dørene. Jeg kunne se mig selv og mine øjne. Jeg havde set dem før! Det var katte øjnene der var tilbage. De stirrede direkte tilbage på mig, de stirrede tilbage som ham betjentenhavde gjort. Der var bare en ting i forskel, mine øjne stirrede tilbage med en form for lyst. Der var et eller andet i dem som virkede farligt, som ville de ikke andet end at dræbe. 

       Der lød et pling da dørene skød fra hinanden. Udenfor dørene stod der en flok mennesker, de stod med geværer der sigtede direkte på mig. En kuldegysning løb direkte igennem mig, da jeg langsomt kom på benene. Jeg stirrede intenst på dem, da jeg næsten blev overvældet af følelsen. 

       Jorden under dem revnede langsomt, da det langsomt bølgede frem. Mændende bakkede langsomt tilbage, da det langsomt snoede sig omkring deres ben. Der gik ikke lang tid før skuddende lød og jeg hurtigt løb forbi dem i et hånende spring. Jeg satte kursen mod udgangen. 

       Det sidste jeg hørte var deres skrig i panik og skuddende.

       Jeg skubbede de to glasdøre op og trådte ud på gaden, hvor støvregnen let ramte mit ansigt.

       "Frisk luft," mumlede jeg svagt for mig selv. De folk der passerede mig stirrede bare på mig som var jeg et eller andet uopdaget dyr. Jeg ignorerede dem og begyndte langsomt, at gå. Mine fødder var beskidte og våde og bar små blodstænk, heldigvis var der ingen der lagde mærke til det.

       Jeg fortsatte bare ned ad gaden med blikket rettet mod jorden hele vejen. Jeg kunne mærke folks blikke konstant, det var som om, at jeg ikke kunne tage et skridt uden, at der var en der vendte hovedet.

      Det værste var, at jeg faktisk ikke havde nogen anelse om, hvor jeg skulle hen, jeg gik bare. 

       De store bygninger forsvandt langsomt omkring mig, da jeg kom ud i et område, hvor der kun lå små villahuse. Jeg gik fortsat med blikket rettet mod jorden, da der lød skridt og en stemme brød stilheden:

       "Valerie? Er det dig?!"...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...