Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2985Visninger
AA

8. Fanget

       Jeg stirrede op i...Ingenting. Der var intet. Det var hvert fald, hvad jeg kunne konkludere indtil videre, det eneste jeg kunne se var hvidt. Der var kun en skarp hvid farve som næsten var blændende. Det var ligesom når der lå sne udenfor og himlen samtidig var hvid, mens man så ud.

       Jeg løftede min hånd og rakte den op i luften. Mine negle var anderledes, de var syle spidse som tårne på en rose også sad der noget rødt, indtørret noget ved mine neglerødder. Blod.

       Langsomt lagde jeg hovedet til side og så de hvide skikkelser stå længere væk. De stod bukket ind over noget mens de mumlede til hinanden, da en af dem pludselig vendte sig mod mig.

       Af en eller anden grund steg min puls, da han med hurtigt små skridt gik over mod mig. Der var pludselig en dør der blev slået op, da en lille dreng kom gående ind.

       "Far, hvad sker der?" Spurgte han og så skræmt fra mig til manden som åbenbart var hans far. 

       "Ikke noget min dreng," sagde faderen beroligende, da han trygt lagde en hånd mod drengens hår. "Det hele er okay".

       Den lille dreng så skræmt på mig, da han igen så op på sin far og smilede. Faderen fulgte drengen ud igen, da der pludselig var en der greb om mit håndled...

       Jeg forsøgte af alle kræfter, at tvinge min hånd ud ad hans greb, men han strammede bare grebet endnu mere. Nåle fra kanylen dukkede op,  da den med en hurtig bevægelse blev ført ned mod mig...

 

       Jeg slog straks øjnene op og stirrede direkte op i mørket. Jeg kunne ane nogle grålige firkanter som udgjorde loftet. Længere væk var nogle af firkanterne svagt oplyst, så de fungerede som lamper. Der var næsten ikke noget lys her inde, det eneste der var, var selvfølgelig fra lamperne også et "vindue" som man ikke kunne se ud ad. 

       Jeg satte mig langsomt op, men kom ikke ret langt da jeg opdagede, at mine arme var spændt fast til sengen. What the...?

       Jeg forsøgte, at trække mine arme fri, men de komme ingen vegne. En smule panisk svang jeg benene ud over sengen og satte den ene fod mod sengen og trak til, da der lød et svagt knæk. Desværre var det ikke sengen der gav sig, men min ene arm der protesterede mod, at blive flået mere i.

       Jeg så mig hurtigt omkring. Som sagt var værelset lagt hen i mørke og jeg kunne kun ane skyggen af ting. Ved siden af min seng stod der nogle store apparater/maskiner som bippede lydløst, over ved døren var der en hvid sofa som så ret så ubehagelig ud. "Vinduet" var ved siden af døren også var det slørret. 

       "Hallo?" Kaldte jeg... Hvad var der lige sket?

       Jeg så panisk omkring. Der kom intet svar, med andre ord, jeg var alene.

       Jeg rev og flåede i min arm, men der skete ingenting. Jeg havde så mange ord og forbandelser som jeg havde lyst til, at råbe ud til omverdenen, men det var ligesom ikke rigtig noget ved det, når man var helt alene.

       "Hallo!" Råbte jeg så højt jeg kunne. "Er der nogle?!"

       Stadig intet svar.

       Jeg gav op med et suk og gled ned på gulvet, mens mine arme stadig hang fast ved sengen. Min puls slog hårdt af forpustelse, mens jeg hvilede hovedet mod sengekanten. Der var tusindvis af spørgsmål der drev rundt inde i hovedet på mig. Hvor var jeg? Hvem var det der havde ført mig her til? Hvorfor var jeg her? Og ikke mindst, hvad ville der ske med mig? 

       Jeg knyttede mine hænder sammen til næver og kunne mærke tårerne presse på, da jeg kom med noget der mindede om et ynkeligt klynk.

      Af rent raseri rev jeg armene til mig, så det føltes som om, at de var ved, at falde af til sidst. Det gjorde så forbandet ondt. Stoffet der var viklet om mine arme for, at beskytte min hud for remmene, havde strammet sig i mit forsøg på, at komme fri. Det føltes som om, at mine arme var ved, at falde af på grund af blodmangel. 

       Der var pludselig en lyssøjle der kastede sig hele vejen igennem rummet og hen over ryggen på mig.

       "Du kan godt slappe af nu..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...