Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2990Visninger
AA

9. Død For Verden

        Jeg skævede langsomt tilbage. En mørk, spinkel skikkelse stod over i døren med en hånd placeret ved hoften. Bare ud for stillingen kunne jeg næsten regne ud, at det var en kvinde.

       "Okay?" Spurgte hun, da hun langsomt gik gennem rummet, over mod mig. "Der sker ikke noget..."

       Hun satte sig på hug ved siden af mig. Hun var køn, hun havde et flot krøllet lyst hår der var sat op i en knold, hun havde en sort nederdel på, en blå skjorte og en hvid kittel ud over.

       "Jeg hedder Dr. Sayers," sagde hun roligt som var det er barn hun snakkede til. "Hvis du nu tager det stille og roligt, så får vi dem her af dig".

       Langsomt greb hun om mine arme og begyndte, at fjerne remmene. Følelsen kom tilbage i mine arme, da jeg hurtigt trak dem til mig som ville hun - Dr. Sayers - have taget dem fra mig i det hun fik chancen.

        "Hør her," sukkede hun. "Jeg forstår godt, hvis du er bange, men vi gør dig ikke noget... Okay?"

        I noget tid lyttede jeg bare til hende. Det var som om, at jeg kunne mærke blodet pumpe rundt i kroppen på mig. Mit hjerte hamrede stadig afsted og denne gang var det ikke bare af forpustelse, der var et eller andet inde i mig der var ved, at knække mig. Jeg følte mig udmattet og slået ud som om, at min krop bare lige så langsomt var ved, at fortærre mig op. 

       Hendes ord forsvandt bare ud i intetheden, mens jeg diskret forsøgte, at ignorere den fortærrende følelse. Mine muskler spændtes i hele kroppen, da jeg langsomt lænede mig forover, så mit ansigt kun var få centimeter fra gulvet.

       I en pludselig bevægelse, slog jeg armene ud efter hende, hvilket straks fik hende til, at kaste sig tilbage. Jeg var hurtigt på benene og satte i løb og forlod værelset så hurtigt jeg kunne. Adrenalinen løb gennem kroppen på mig, da jeg løb gennem et helt oplyst lokale. Jeg nåede ikke, at se mere af det, da jeg hurtigt fortsatte videre.

       Jeg flåede endnu en hvid dør op, hvor jeg derefter kom ud på en smal gang. Hele vejen ned var der dører og "vinduer", nogle stedet stod der små bænke med en plante ved siden af. Det hele virkede på en eller anden måde forladt og tomt som havde bygningen stået tomt lige fra den blev bygget.

       Der gik ikke ret lang tid før en pære på væggen begyndte, at blinke rødt som et blinklys. Af en eller anden grund, var der et eller andet der sagde mig, at det var min skyld at den blinkede.

       Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Mit hjerte hamrede stadig afsted. Det var som om, at det der før ville nedbryde mig, havde taget overtaget. På en måde føltes det godt. Det føltes som om, at jeg kunne alt!

       Da jeg var kommet helt ned for enden af gangen delte den sig til højre og venstre. Hvis der havde været en uhyggelig gang også en fredlig gang ville det have været meget lettere, at vælge, men da gangene var ens, blev det pludselig svært.

       Der lød skridt...  

       Hurtigt vendte jeg mig om for, at se om der var nogle efter mig, men gangen var tom. En smule panisk tog jeg en beslutning og løb til venstre. 

       Efter nogle meter var jeg allerede ved, at være slået ud. Jeg orkede ikke, at løbe mere, da det endte med, at jeg stoppede op og bare lænede mig op ad væggen. Langsomt så jeg op, hvor mit blik mødte min refleksion i et af "vinduerne". Jeg var iført noget der mindede om en lang hvid t-shirt. Tanken om, at de faktisk havde taget mit tøj af skræmte mig en smule.

       "Stop lige der!"

       Jeg så forskrækket op for, at stirre direkte over på Dr. Sayers, der stod med hånden rakt ud i vejret som ville hun gribe noget. Jeg rettede mig op, hvilket åbenbart virkede truende, da hun tog et lille skridt tilbage.

       "Hvad er det I vil?!" Snerrede jeg uden, at slippe væggen.

       "Hvis du nu tog dig sammen istedet for, at flygte hele tiden," sagde hun koldt, mens hun langsomt begyndte, at komme nærmere. "Så ville det hele måske være lidt lettere for dig. Som for eksempel, hvis nu du ikke var stukket af, kunne du have fået en forklaring på, hvorfor du er her".

       I et kort øjeblik huskede jeg den Dr. Sayers der havde siddet og snakket til mig som var jeg et barn. Hende der stod foran mig nu, var hvert fald ikke en der var bekymret eller behandlede en som et barn. 

       "Hvorfor kan jeg ikke bare komme hjem?" Spurgte jeg og lod hende komme så tæt på som hun ville.

       "Fordi lige nu, er du ikke andet end død for verden...." sagde hun koldt og følelsesløst...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...