Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2996Visninger
AA

5. Blodet

       Jeg prak let til maden der lå på min tallerken foran mig. Jeg havde ikke haft nogen appetit hele dagen, efter det der skete da jeg var kommet hjem havde jeg faktisk ikke haft lyst til noget overhovedet. Jeg havde ignoreret Victorias sms'er, mine forældres tale emner osv.

       "Hold op med, at lege med maden," sagde min mor forsigtigt og lagde en hånd på min. Jeg stoppede straks og så op på hende, inden jeg stak hende et lille smil for, at få hendes bekymrede blik til, at forsvinde. 

        Jeg lagde gaffelen fra mig og lænede mig tilbage med et suk. 

       "Tak for mad," sagde jeg og rejste mig fra bordet inden de kunne nå, at komme med nogen form for indvending. Jeg forlod køkkenet og gik ud i gangen, hvor jeg en smule vaklende fik min jakke revet ned fra knagerækken. Uden at vælte forover, fik jeg taget skoene på og nåede lige, at høre min mors kald, da jeg lukkede døren efter mig.

       Vinden var kold og skyerne over mig var grå, som truede de med regn når som helst. En buldrende lyd bekræftede det hele, da regnen kort tid efter stod ned. Dråberne var så store, at man kunne forveksle dem med hagl.

      Jeg trak jakken tættere sammen omkring mig og gik derefter ned ad gaden. 

       Folk kom løbende med frakkerne trukket op over hovederne, andre havde været så smarte at finde en paraply frem. Bilerne var nådeløse når de - uden at sænke farten - strøg direkte gennem vandpytter der havde samlet sig i vejkanten. Heldigvis havde folk for travlt med, at komme i læ til, at ville gøre et stort nummer ud af at råbe efter føreren.

       Det endte med, at jeg satte i løb med blikket rettet mod jorden under mig. Mine bukser var allerede gennemblødte sammen med min jakke som nu var blevet nuancer mørkere. 

       Det var først nu, at det gik op for mig, hvor kold jeg egentlig var. Det føltes som om, at jeg lige var sprunget i havnen midt om vinteren og bare flød rundt som et stykke træ der bare ventede på, at blive samlet op. 

      Jeg så langsomt op da jeg jorden under mig ændrede sig. Istedet for fliser var der nu kommet sand og sten som var blandet op med regnen der faldt. Det hele var smattet. Det eneste tegn der var på liv var lygtepælene, der lyste op. 

      Parken var mennesketom, hvilket ikke kom som en overraskelse. Hvem ville også være ude i det her regnvejr? Et spørgsmål som jeg burde stille mig selv. 

      Jeg havde ingen anelse om, hvorfor jeg var gået her hen, men én ting var jeg dog sikker på. Det føltes ikke rigtigt, at være her lige nu. En kvalmende følelse kastede sig over mig, da mine ben begyndte at ryste under mig og det var ikke på grund af kulden. Jeg vaklede langsomt tilbage, jeg skulle væk fra parken. Når noget ikke føltes rigtigt var det bedst, at lytte til sin mavefornemmelse. 

      Jeg gik med armene slået omkring mig, da der pludselig lød en gøen. Den var så gennemtrængende, at det kom som en overraskelse, at der ikke var nogen der havde bedt den om, at holde sin kæft endnu. 

      Langsomt så jeg til den ene side for, at se en lille hund stå og stirre direkte op på mig, mens den hysterisk knurrede og blottede tænder.

      "Hej Twinkle," mumlede jeg og satte mig på hug foran den. Den bakkede lidt tilbage, men stoppede med at knurre. "Hvad laver du her ude?" 

     Twinkle trådte langsomt nærmere. Jeg greb chancen og aede den blidt på hovedet. Det bette pjok var jo helt gennemblødt, hvorfor havde Victoria ikke fået hende ind? 

     Jeg nåede ikke, at tænke mere over det da hunden pludselig slog sine kæber op og lukkede sammen om min hånd. Jeg kvalte et skrig i mig og trak automatisk min hånd tilbage, hvilket bare resulterede at min hånd begyndte, at bløde endnu mere. Twinkle trådte tilbage og knurrede højlydt mens håret på hendes ryg langsomt rejste sig. 

     Jeg holdte om min hånd og stirrede tilbage på hende, da der pludselig løb en følelse igennem mig. Jeg stirrede bare intenst på den lille hund, da der lød en knagende lyd. Jeg stirrede bare på hunden, mens den langsomt peb og vred sig, mens den forsøgte, at komme fri. Den peb højlydt, da der lød et gennemtrængende knæk!

       Blodstænk ramte mig i ansigtet, da mit hjerte sprang et slag over....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...