Den Enestående

Året er 2021 og man gør ALT for, at undgå sygdom og død, man vil endda gå så langt som, at eksperimentere på mennesker...
Valerie er en af de få der ikke kan huske noget fra sin barndom, det er dog noget som ikke genere hende, da hun har et lykkeligt liv med familie og venner.
Men da hun en dag kommer til, at gøre noget forfærdeligt som angår hendes bedste veninde, finder hun ud af, at hun langt fra er normal... Specielt da hun vågner op på et "hospital" med konstant overvågning.

20Likes
34Kommentarer
2976Visninger
AA

20. Bivirkninger

       Jeg stirrede direkte op i mørket. Der var kun svage lyssøjler der trængte igennem. Der var kun mig og Nadia her inde. Jeg havde ikke engang nogen anelse om, hvad der var sket. Det sidste jeg havde kunnet huske var Nadia der var faldet og havde grebet fat i mig, hvor skuddene derefter var kommet direkte imod os.

       Jeg kunne høre Nadias tunge åndedræt lige ved siden af mig. Hun havde stadig fat i min trøje. Vi så hurtigt over på hinanden, da hun med et ryk gav slip på min trøje som havde der været et eller andet på den.

       "Hvad skete der?" Spurgte hun forvirret. 

       "Jeg tror ikke rigtigt, at jeg ved det," mumlede jeg og stirrede på mørket.

       Det havde reddet os. Det havde slynget sig op omkring os og havde lavet et form for skjold som havde taget alle skuddene. Der var bare en ting som var anderledes denne gang. Hver gang jeg havde set det havde det altid været mørke, næsten sorte farver, denne gang var der også en lyssegrøn farve blandet ind i det.

       "Jeg tror," mumlede jeg og lod hånden glide hen over rødderne. "At dine og mine er blandet sammen".

       Det var tydeligvis forskel på mine sorte og Nadias grønne. Mine var mere rug i det, mere hårde, hvor Nadias føltes mere glatte og bløde, hvis man kunne kalde dem det. 

        "Hvad med de andre?!" udbrød hun pludselig og sprang op på benene. Hun stod bukket så hendes ryg buede. Ingen af os kunne være her inde. Istedet for, at rejse mig satte jeg mig på huk og så mig omkring.

        "Jeg ved det ikke," svarede jeg ærligt og lod hånden glide hen over rødderne igen. "Jeg ved det ærligtalt ikke".

       "Vi tager chancen," mumlede Nadia, da der pludselig begyndte at drysse drys ned i ansigtet af os, da de sorte og grønne rødder langsomt trak sig ned i jorden igen. Synet som vi mødte var ikke lige, hvad vi havde regnet med. Alle dem der havde stået og skudt på os for bare få minutter siden lå nu på jorden mere døde end levende. Blodet flød fra deres kroppe og havde lavet et kæmp griseri.

        "Hvor er der andre?" Spurgte Nadia en smule uroligt.

        "Sikkert længere inde i bygningen," svarede jeg og så op i loftet. Der var der endda også blod. 

       Vi blev enige om, at dele os op da Nadia insisterede på, at finde de andre, hvor jeg derimod bare gerne ville længere ind i bygningen. 

       Jeg gik med lydløse skridt ned ad gangen, mens væggen ved siden af mig langsomt revnede på grund af rødderne der gled efter mig. Jeg brød mig ikke om stilheden. Der havde været mange bevæbnede soldater oppe i hall'en, men her  var der ingen overhovedet. Var de allerede flygtet

       "Stop lige der," jeg genkendte Dr. Sayers stemme. I et kort øjeblik huskede jeg da jeg lige var vågnet op her ude og hun fandt mig på gangen.

       Jeg vendte mig langsomt mod hende og stirrede direkte ind i hendes blå øjne. Hun stod med en lille pistol i hænderne og sigtede på mig.

       "Hvorfor er du her?!" snerrede hun. "Pøves du virkelig, at ødelægge mere her!".

       "Det gør jeg faktisk," svarede jeg og trådte tættere på hende. "Fordi I ødelægger mennesker og det skal stoppes".

       "Ødelægger, ha!" lo hun for sig selv. "Vi forbedre dem. Sygdomme fører til død og det skal for guds skyld stoppes. Tænk på det, hvis menneskeracen slet ikke døde af nogen form for sygdom, men bare døde en naturlig død som alle skal. Tænk på en plante. Hvis den er døden nær giver vi den bare noget vand og sætter den ud i solen, næste dag er den lige så grøn og frodig som før..."

       Hun stoppede straks rødderne langsomt bølgede op fra gulvet bag hende med en knagende lyd. Hun stirrede bare tilbage mod dem, mens hendes hænder svagt rystede.

       "Forsøget havde selvfølgelig nogle bivirkninger," fortsatte hun, mens hendes blik langsomt flakkede over mod mig. "Det er firmaets lille hemmelighed, noget som du nok allerede har opdaget. Du er selvfølgelig selv et bevis på, hvad der sker, hvis man giver en overdosis og det er jeg sikker på, at dine små venner også godt er klar over".

       Jeg begyndte langsomt, at gå mod hende.Jeg kunne ikke bruge hendes tomme ord til noget. Pludselig lagde hun en hånd mod rødderne og sprang i et elegant spring over dem og satte i løb ned ad gangen. 

       Jeg nåede knap nok lige, at registrere det, da jeg selv satte i løb efter hende. Hun skulle ikke have lov til, at stikke af...        

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...