Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12414Visninger
AA

30. Vores "fortælling"

"Vil du have noget mere at drikke?"

Spurgte Jon venligt, og rakte ølkanden frem mod Gilan. Han rystede let på hovedet. Han var ikke glad for at drikke, når han skulle holde øje med både situationen i krostuen og mig, samtidigt med at han lyttede efter rygter. Jon drejede sig let over mod mig.

"Hvad med dig?"

Spurgte Jon venligt. Gilan brød hurtigt ind.

"Kun vand."

Sagde han roligt, men med et skarpt blik på mig. Jeg nikkede hurtigt, som om jeg helt klart var for ung til at drikke. Jon aede mig let på hovedet.

"Din lillesøster er nuttet."

Sagde Jon roligt, og så på Gilan. Han smilede og nikkede let.

"Og noget for sig selv."

Sagde Gilan roligt, og drak det sidste af sin kaffe. Jon nikkede hurtigt, også med et smil på læberne. Der opstod en kort tavshed, indtil Jon ikke længere kunne styre sin nysgerrighed.

"Så hvor er i på vej hen?"

Spurgte han, som om det ikke betød det mindste. Selvom det faktisk gjorde det.

"En af mine fars venner."

Sagde jeg roligt, og tog en mundfuld mad. Det var ikke meget information, men det var det for mig. Jon satte sig ned på en stol, for enden af bordet. Det kunne han lige så godt, når der ikke var andre end os.

"Hvad skete der?"

Spurgte Jon forsigtigt, og lænede sig let ind over bordet.

"Det... det var min skyld. Det var min skyld, at de døde. Det var min skyld, fordi at jeg havde glemt at slukke lyset i kostalden. Den tændte ild i høet, så stalden brændte ned."

Vrøvlede jeg hurtigt afsted, og gav mig til at snøfte. Jeg gned mine øjne, for at fremkalde nogle tårer.

"Vores forældre forsøgte at redde stalden, og blev fanget derinde."

Digtede Gilan videre, og skævede let til mig. Jon nikkede undskyldende, og rejste sig fra bordet.

"Følg mig i seng, og gå ned i krostuen igen."

Hviskede jeg lavt, imellem mine falske tårer. Gilan rejste sig forsigtigt, og slog sin ene arm om mig, hvorefter han fulgte mig i seng. Han forsvandt hurtigt ned i krostuen igen, stamkunderne var ved at ankomme og ville forhåbentligt sladre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...