Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12367Visninger
AA

3. Syv ud af syv

"Yderste imponerende, ikke mange af mine lærlinge ejer adrætheden og styrken til at kæmpe som du gør."

Jeg vendte mig mod Rodney igen, og nikkede let.

"Det var Elrondianernes speciale."

Forklarede jeg, og fik et let nik fra Rodney.

"Trænet, siden du knap kunne gå."

Gentog han undrende en del af min sætning, fra tidligere. Jeg nikkede let.

"Almindelige træner fra seks års alderen, royale træner, så snart de er i stand til at stå på benene."

Rodney nikkede let. Jeg kunne fornemme hver enkelt lærlings blik lure på mig. De lyttede nysgerrigt til mine ord.

"Hvor mange års erfaring har du så med kamptræning?"

Spurgte han nysgerrigt, også klar over at hans lærlinge fulgte nysgerrigt med. Det var et spørgsmål, så vel som en advarsel til hans lærlinge om ikke at komme mig for nær.

"16 år, sir."

Svarede jeg glat. Rodney spærrede det ene øje lidt op.

"Og hvor gammel er du?"

Spurgte han dernæst.

"17 år."

Svarede jeg roligt, og fik en del tvivlende blikke fra lærlingene. Rodney selv hævede mistroiske det ene øjenbryn.

"Jeg har altid løbet før jeg kunne gå, sir. I en alder af syv trænede jeg på syvende niveau."

Rodney nikkede anerkendende.

"Og hvor mange niveauer er der i Elrondiansk kamptræning?"

Spurgte Rodney, men gættede på at han havde svaret allerede. Jeg smilede roligt for mig selv, en smule selvsikkert.

"Syv, sir."

Rodney nikkede let for sig selv, og kløede sin hage.

"Så 10 års kamptræning på højeste niveau, men hvor meget har du i kamp?"

Spurgte han roligt, og så nysgerrigt på mig.

"I følge min mor og hendes mand, ingen kamperfaring."

Sagde jeg roligt, og kunne fornemme Rodney ånde let op. Han var begyndt at overveje om jeg var en for stor mundfuld for hans lærling.

"Men..."

Sagde jeg lavt, og håbede på at han ikke hørte mig. Men det gjorde han desværre, og så nysgerrigt på mig.

"... jeg har aldrig været meget for at sidde og glo. Hellere slås, brydes eller sværdkamp end at sidde høfligt og kede min røv i laser. Sir."

Jeg tilføjede et let sir til sidst, da det gik op for mig at jeg havde bandet en smule. Han nikkede dystert.

"Så man kan antage at du har erfaring?"

Spurgte han uroligt. Jeg nikkede.

"Første kamp?"

Spurgte han kort.

"Otte år sir. En vandringmand fra et land langt herfra, tog mig for at være en simpel bondepige. Han fik hurtigt andre tanker, da jeg..."

Jeg tøvede med at sige det sidste, den del havde jeg aldrig delt med nogen. Rodney gjorde tegn til at jeg skulle fortsætte. Jeg omformulerede det hurtigt i mit hoved, så det ikke længere lød så slemt endda.

"Lad os bare siger at han ingen sønner eller døtre får."

Sagde jeg roligt, med et svagt smil. Flere af lærlingene gøs. Måske skulle jeg have holdt det for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...