Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12399Visninger
AA

8. Jeg hader børn!

"Hej Will."

Hilste jeg roligt, og satte mig i græsset. Han holdt op med at skyde, og så på mig.

"Hvad er der i vejen?"

Spurgte han roligt, og gik ned for at hive sine pile ud af skydeskiven.

"Hvad får dig til at tro, at der er noget i vejen?"

Svarede jeg kort, og samlede mine ben under mig. Han vendte tilbage med sine pile, og satte dem i pileholderen.

"Fordi jeg kender dig, og jeg ved hvilket tonefald jeg skal lytte efter."

Svarede han roligt, og satte sig på jorden ved siden af mig.

"Kongen og prinsessen kommer på besøg, og jeg skal være beskytter for hende."

Svarede jeg tvært. Will kløede sig let på sin kind, og så forvirret på mig.

"Jeg kan ikke se problemet. Du er..." 

Jeg gav ham et skarpt blik, da han sagde at jeg stadig var kongelig.

"... var kongelig, og ved lidt hvordan de tænker. Det er ikke nogen dårlig ide, at du skal vogte over prinsessen."

Jeg lagde mig på ryggen i græsset. Will blev siddende, og så på mig.

"Det ved jeg."

Svarede jeg modvilligt.

"Men kongelige er højrøvede, umulige at tilfredsstille og i det hele tager opfører de sig som børn."

Jeg så på Will, og tøvede lidt med at sige det sidste.

"Og jeg hader børn."

Sluttede jeg af. Will hævede sit ene øjenbryn, og så skævt på mig.

"Hader du børn?"

Spurgte han mistroisk. Jeg nikkede ærligt.

"Børn savler, kaster op, skider på sig selv og er i det hele taget pisseirriterende."

Will trak på skuldrene.

"Sådan er børn."

Sagde han roligt. Jeg fnøs.

"De er forsvarsløse, og der skal ingen ting til, før de græder, skriger eller opfører sig som møgunger."

Sagde jeg, og tænkte svagt på en baby, jeg engang havde haft i hænderne. Den havde kastet op på min nye kjole, og havde givet sig til at græde bagefter. Den var blevet taget fra mig, da jeg ikke kunne få den til at tie stille.

"Så du vil måske ikke have børn?"

Spurgte Will roligt, og lagde sig ned i græsset ved siden af mig. Jeg sank en klump. Det ville ikke være fair at lyve overfor Will, men ville han på den anden side kunne lide sandheden? Will aede let min kind, efter at have sikret sig, at vi var alene.

"Hvis det nu er en mini-mig?"

Spurgte han drillende, og kyssede min kind.

"Så bortadopterer jeg den!"

Udbrød jeg hurtigt. Will så overrasket på mig.

"Jeg har nok i at styre dig."

Sagde jeg let, og lo. Will nev mig let i siden, så jeg slog ud efter ham.

"Men helt ærligt, vil du have børn?"

Jeg tænkte længe over hans spørgsmål, men fandt til sidst nogenlunde et svar.

"Tja, jeg tror ikke at jeg ville have haft fået børn, hvis jeg havde ægtet en som min mor havde fundet til mig. Ikke destro mindre, så tror jeg ikke at jeg ville have noget imod en mini-dig."

Sagde jeg let, og fik et kys på kinden fra Will.

"Men..."

Påpegede jeg, og så tvært på Will.

"... hvis den kaster op på mig, bare en gang, så kommer du til at tage dig af den, indtil den er gammel nok til at flytte hjemmefra."

Will kunne ikke lade være med at le, og kyssede mig hurtigt på læberne, inden jeg satte mig op, fordi jeg kunne høre nogen komme ridende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...