Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
13008Visninger
AA

2. Jeg er mere, end hvad jeg ser ud af

"Hold inde!"

Sagde Rodney så bestemt, at alle lærlinge straks holdt op med at kæmpe. Jeg stod ret, for at skyde et par centimeter til min højde, med mit sværd i skeden. Det selv sammen sværd som Gilan havde givet mig, hang nu ved min side, i bæltet om mit liv. Det siges at i en rangers pileholder bæres der to dusin liv, men med mit sværd kunne jeg nå at tage dobbelt så mange med mig i døden. Hvis jeg overlevede længe nok til at blive ranger, så ville jeg blive en yderste farlig modstander.

Det viste lærlingene ikke, og så skeptisk på mig. Sammenlignet med mig, var de fyre kæmper. Jeg håbede på at Horace ikke var på størrelse med de største af dem, ellers ville jeg få vanskeligheder med at besejre ham.

"Er det ikke hende rangerlærlingen?"

"Du mener ham den skæggede ranger's datter, ikke?"

"Hun ser ikke ud af meget."

"Hun ligner et barn.

"Du har ret, hun er vel knap nok i stand til at løfte et sværd. Hun er jo lille."

Det var bare nogle af de mange, fornærmende sætninger, der blev hvisket og båret til mig med vinden. Jeg reagerede på den sidste sætning. Jeg skubbede sværdet fri, satte af og sprang, mens jeg drejede en omgang i luften og svang sværdet. Mine bevægelser var så hurtige, at lærlingen først opdagede mig, da jeg holdt sværdet mod hans hals. Han sank tøvende en klump. Jeg holdt sværdet ud i strakt arm, i en let angrebs-position, der hurtigt ville kunne blive til enten forsvar eller et dræbende angreb. 

"Imponerede."

Sagde Rodney oprigtigt, og lagde hånden på min skulder. Jeg sank sværdet igen, og ville stikke det tilbage i skeden igen, da jeg afløste ordene på hans læber. Ord, han ikke havde modet til at sige. Jeg gik på hug, og sparkede ud med det ene ben, så han faldt bagover og landede tungt på ryggen. Jeg trådte hen ved siden af ham, og holdt sværdet over ham, pegede mod hans hjerte.

"For det første er jeg ingen simpel pige, for det andet er jeg ikke heldig, men har trænet siden jeg knap kunne gå, og for det tredje så er jeg ikke lille."

Sagde jeg hårdt, og gav ham mit trodsige blik. Han sank en klump af nervøsitet. Han nikkede hurtigt, da jeg gjorde det klart for ham at han ikke måtte rejse sig uden at undskylde.

"Undskyld min frue."

Stammede han frem. Jeg så på Rodney, ikke helt tilfreds.

"Lad drengen gå, inden han pisser i bukserne."

Sagde Rodney let. Han morede sig over mit temperament. Jeg stak sværdet i skeden igen, og rakte min hånd frem til lærlingen. Han tog den forsigtigt, og blinkede overrasket, da jeg hev ham på benene. Han havde ikke regnet med, at jeg besad den styrke. Jeg gav ham et svagt smil, og kunne se ham skæve bekymret på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...