Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12400Visninger
AA

20. Jeg beskylder dig ikke for noget, Gilan

Det var bestemt ikke det, jeg havde regnet med, at bruge min formiddag på. Hvis det var helt rigtigt, så skulle jeg følge i hælene på Cassandra. Men da hun var væk, og den sidste, ifølge pigen, var Gilan, skulle jeg gå i hælene på ham. Noget vi begge ikke brød sig om. Men jeg var blevet beordret til det, og Gilan var blevet beordret til ikke at stikke af fra mig, ellers ville han få ballade med Halt. Halt havde hadet at give os de ordrer, mest af alt fordi Gilan ikke længere var hans lærling.

"Siden vi stortset er lænkede til hinanden, hvad kunne du så tænke dig at lave?"

Sagde Gilan, og lød mest af alt som om han ikke havde lyst til at lave noget som helst. Jeg havde ikke selv spurgt, og havde bare holdt min mund. Jeg trak lydløst på skuldrene. Gilan stoppede op, med et dybt suk og så på mig. Jeg aflæste hans tanker i hans øjne.

"Lige et øjeblik."

Sagde jeg utilfreds, og lagde mine arme over kors. Han så på mig.

"Jeg mistænker dig ikke for noget. Jeg giver dig ikke skylden for noget."

Jeg indtog en mere afslappet stilling, da Gilan så mistroisk på mig.

"Din hemmelighed er din egen."

Afsluttede jeg, og gav ham et svagt smil.

"Men...."

Begyndte han. Jeg afbrød ham, ved at holde min hånd i vejret.

"Som du nok husker, så holdt jeg mine egne hemmeligheder og flere af dem holder jeg stadigt."

Sagde jeg, men sluttede dystert af. Jeg gjorde det klart for Gilan, at han ikke skulle spørge ind til de hemmeligheder, jeg stadig holdt. Han nikkede let, og smilede lettet. Han var glad for at jeg ikke beskyldte ham for noget.

"Selv hvis jeg fortalte dig det, så ville du ikke kunne holde din mund overfor Halt. Og han ville først eksplodere, hvis han kendte til nogen af dem."

Gilan grinte stille, og forsøgte at forstille sig hvad det var for nogle hemmeligheder. Jeg trak på skuldrene.

"Desuden er jeg næsten sikker på, at jeg ved hvad det drejer sig om allerede."

Mumlede jeg lavt. Gilan hørte det, og så længe på mig. Jeg sagde dog ikke noget, for at få det be- eller af-kræftet. Jeg havde jo allerede sagt at hans hemmelighed var hans egen.

"Hvorfra?"

Spurgte Gilan kort, og hentydede til hvorfra jeg vidste det.

"Det er en af mine hemmeligheder."

Svarede jeg med et dystert smil, og trak over mod træningsområdet. Gilan havde brug for at komme af med nogle aggressioner. Så vi kunne lige så godt træne lidt sværdkamp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...