Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12321Visninger
AA

31. Informationer

Jeg lå længe og lyttede, håbede på at jeg kunne opfange noget nede fra krostuen. Det var ikke just fordi at jeg var træt, jeg havde trods alt ikke lavet noget hele dagen. Det var jeg jo vant til, så nu havde jeg ekstremt meget energi til overs. Jeg kom kort til at tænke på Halt, og hvor meget jeg egentligt savnede ham. Han var måske lidt strid engang imellem, ok, lidt mere end engang imellem, men ikke destro mindre så elskede jeg ham. Han var min far, og holdt jo utroligt meget af mig. Jeg skubbede hurtigt mine tanker til side, da de gav sig til at cirkle omkring Will. Det gav et ubehageligt stik i mit hjerte, bare af at tænke på hans navn. Jeg savnede ham utroligt meget. Men hurtigt gled mine tanker tilbage mod Will.

Da Gilan hurtigt trådte ind i værelset, og lukkede døren bag sig, rev jeg mig fri fra mine tanker om Will. Gilan stoppede hurtigt op, og så på mig. Han havde vist ikke regnet med at jeg stadig var vågen, så sent om natten.

"Du savner ham?"

Spurgte Gilan let, og satte sig på sin sengekant. Jeg nikkede let. Det var tydeligt at Gilan også tænkte på Halt og Will. Han var ved at sige noget, men bremsede sig selv og rystede på hovedet.

"Hvad nu?"

Spurgte jeg nysgerrigt, for at tænke på noget andet. Gilan gav mig et af sine muntre smil, men sagde ikke noget. Jeg satte mig hurtigt op i sengen, med en meget utilfreds attitude.

"Lad mig gætte..."

Sagde jeg roligt, men en smule dystert.

"Du vil bede mig om at vende næsen hjemad?"

Sagde jeg mere roligt. Gilan hævede let sit ene øjenbryn.

"Man skulle tro at du er tankelæser."

Kommenterede han uroligt. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Jeg kender dig bare for godt."

Sagde jeg roligt med et dystert smil. Han sukkede opgivende, og rystede på hovedet.

"Ikke destro mindre har jeg stadig ikke regnet dig helt ud."

Sagde Gilan opgivende. Jeg fnes let.

"Det er hellere ikke så let."

Indrømmede jeg, og lænede mig afslappet op af væggen. Jeg kom til at tænke på alle de gange hvor min mor, og senere Halt, havde belært mig hele tiden om at holde en lav profil og så usynlig som muligt. Det gjorde det svært for mig, at åbne op overfor andre, da det kom mig meget naturligt til.

"Det er ikke noget som helst at høre endnu, af rygter."

Sagde Gilan, og trak sine støvler af.

"Vi bliver nødt til at vente til rygterne indhenter os."

Sagde jeg dystert. Gilan gav mig et dumt blik, velvidende at jeg havde ret.

"Ikke destro mindre bryder jeg mig ikke om det."

Sagde han uroligt. Jeg nikkede, og svarede:

"Heller ikke jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...