Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12399Visninger
AA

36. Halt, Will, Elisabeth og Gilan

"Vent."

Sagde Halt, og signalerede at Will skulle stoppe op. Han gjorde det, og så sig straks søgende omkring. Halt pegede let frem. Will så straks i den retning, og opdagede en frit gående hest. Den havde ingen saddel eller noget hovedtøj på, og var meget beskidt. Dens pels var dækket af kager af mudder, og på venstre ben haltede den let. Men der var noget ved det hele, som fik Halt til at føle, at der var noget galt. Også Will havde den følelse, han kunne bare ikke finde ud af hvad det helt præcist var.

Hesten opdagede den, og vrinskede kort til hilsen, til Tug og Abelard. Den gav sig bagefter til at græsse videre. Will steg hurtigt af Tug, inden Halt kunne gøre det. Han gik med rolige skridt hen til hesten, i et langsomt tempo, så han kunne holde øje med sine omgivelser. Han fik forsigtigt fat i hesten, som roligt spiste videre. Han bøjede sig let ned, for at trække hestens hoved op, da en tynd stemme bremsede ham.

"Hov, vil du lade hesten være i fred?"

Han for hurtigt op, og sprang tilbage. Han havde slet ikke opdaget den siddende skikkelse i græsset, der holdt øje med hesten. Han opdagede hurtigt hvorfor. Skikkelsen bar en rangerkappe, som fik ham til at flyde i et med græsset. Skikkelsen rejste sig med en tavs mine, mens Will hurtigt gav sig til at skrabe det værste af det mudder som sad på hestens hals. Den hest han havde givet Elisabeth, havde en speciel hvid plet midt på halsen, som ikke var til at tage fejl af. Han fandt pletten og gøs. 

"Hvor er hesten fra?"

Spurgte Will roligt, mens Halt nærmede sig på Abelard. Tug blev stående, men holdt skarpt øje med Will.

"Jeg fandt den vandrende rundt inde i skoven, og tænkte at det var synd, bare at efterlade den."

Svarede drengen, og så nervøst ned i jorden. Will trak let hesten i manken, så den så op. Han studrede den kort, og lod den så spise videre. Den så ikke ud til at have lidt nogen overlast. 

"Og kappen?"

Spurgte Halt roligt. Han kunne godt se på den lille dreng, at han var meget nervøs. Drengen gav let et sæt fra sig, og så sig omkring, men uden at se på dem.

"Den.... den.. jeg fandt den... Ikke så langt fra hesten."

Stammede drengen, og trak kappen omkring sig.

"Jeg frøs."

Hviskede han forklarede, men løsnede kappen og tog den af. Han lagde hurtigt kappen fra sig på jorden, og forsøgte at trække sin tynde skjorte tættere omkring sig. Det var tydeligt, at han frøs meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...