Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12320Visninger
AA

34. Halt og Will følger efter

Godt klar over at Elisabeth og Gilan sikkert var flere dages rejse foran dem, sadlede Halt Abelard af. Det var ved at være sent. Will havde været hurtigere end ham, og havde allerede trukket Tug ind i sin boks. Han så sig søgende omkring.

"Tror du at de har nogle æbler?"

Spurgte Will nysgerrigt, og mødte Halts skarpe blik. Så trak han opgivende på skuldrene, og nussede let den utilfredse Tug på mulen. Halt og Tug var som altid dybt uenige, om hvor mange æbler en pony skulle have om dagen. Halt lukkede Abelard ind i sin boks, hvor den straks kastede sig over det friske hø. Det havde været nogle lange dage, hvor Halt og Will knap nok havde talt sammen. Specielt fordi at Will ikke stillede en masse spørgsmål hele tiden. På nuværende tidspunkt, måtte Halt indrømme for sig selv, at han faktisk savnede det.

Will derimod bugnede af spørgsmål, men ville ikke stille dem til Halt. Han vidste at Halts liv var blevet meget kompliceret de sidste par dage. Ikke nok med at Elisabeth havde befriet Gilan, og var stukket af med ham, så var Halt og Will blev beordret til at bringe dem tilbage til slottet. De kendte jo bedst deres vaner og mønstre. Ingen af dem brød sig specielt om det, men fulgte nu alligevel sporet. De kunne jo altid, når de havde fundet dem, afgøre hvad de så skulle gøre.

"Will, kom så. Du falder i staver. Vi har jo ikke hele aftenen vel?"

Sagde Halt utilfreds, og fortrød straks hvor skrap hans tone havde været. Will reagerede let, men hørte ikke rigtigt efter hvad der blev sagt. Så han var ligeglad. Han savnede Elisabeth utroligt meget. Han skyndte sig efter Halt, da han så at han så utålmodigt på ham. Halt var ivrig efter at få en god nats søvn i en seng, for en gangs skyld. De havde ikke hørt noget om Gilan og Elisabeth på disse kanter. Kun fordi at Will i sidste øjeblik havde opdaget Elisabeths bue, som lå henkastet under en busk, var de sikre på at de var på den rette vej. Halt bar den nu, sammen med sin egen over ryggen. Han vidste at det nærmest måtte have gjort ondt på Elisabeth at smide den fra sig. Alt dette tænkte han over, mens han spekulerede hvor de ville være på vej hen. Han kiggede op fra gulvet, da kroejeren endeligt dukkede op bag baren.

"Du godeste..."

Udbrød kroejeren lavt for sig selv, mens han bladrede i indskrivnings-bogen. En ranger og hans lærling, i hans kro, hold da op. Det kunne betyde stor profit for ham. Halt rullede opgivende med øjnene, da han hørte kommentaren. Kroejeren fandt endeligt den rigtige side, og så op på Halt. Straks så han noget velkendt, men han kunne ikke helt placere det. Halt var ved at spørge hvad problemet var, da kroejeren blev ved med at se på ham med et underligt blik, kom han til at se ned i kroejerens bog. Hans blik faldt straks på et velkendt navn, som han satte fingeren på.

"Nikolas og Linea."

Læste kroejeren Jon op, da han opdagede at Rangeren pegede på nogle navne i hans bog.

"Er de afrejst?"

Spurgte Halt med en kølig stemme. Han havde indset, at Elisabeth og Gilan gik under dæknavne. Den eneste grund til at han havde fundet ud af det, var fordi at Elisabeth brugte sin mors navn. Og til Elisabeths uheld, havde kroejeren valgt at skrive begge deres navne op, fordi at han ikke ville glemme dem. Kroejeren nikkede let til Halts spørgsmål. Håbet om at finde dem begge uskadte, begyndte at blomstre hos Halt. Men først det næste kroejeren sagde, var lige ved at få Halt til at hoppe over baren for at give kroejeren et kram af lykke.

"De rejste her til morgen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...