Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12663Visninger
AA

35. Halt og Will får travlt

Halt havde med lynets hast smækket to mønter på bordet, som et tak, hvorefter at han var løbet ud af kroen. Han var nær løbet ind i Will, som var på vej ind af døren. Will nåede dog at springe tilbage, så Halt kunne løbe udenom. Men ikke før at Halt havde plantet sin ene hånd i Wills kappe, så han hev ham efter sig. Nu kunne Will ikke holde sine spørgsmål tilbage.

"Hov. Hvor brænder det?"

Spurgte han, som for at spørge hvorfor Halt pludseligt havde fået så travlt. Halt stoppede endeligt op, og så kort på Will.

"Saddel Tug op med det samme. Vi skal straks afsted."

Sagde Halt hurtigt, hvorefter at han for hen til Abelards boks. Will stoppede ham dog hurtigt, med et fast greb i hans kappe, så Halt nær var faldet på bagen. Han rettede sig, og trak sin kappe fri af Wills greb. Han var endeligt ved at falde lidt ned, jubel lykkelig over at der var dukket et spor op.

"Elisabeth og Gilan har været her."

Sagde Halt kort, og så til, mens hans lærling pludseligt fik lige så travlt som han selv havde haft. Han måtte indrømme at det så lidt komisk ud, at en rangerlærling farede så forvildet rundt, indtil at han kom i tanke om at han selv havde gjort det for få øjeblikke siden. Så syntes han ikke længere at det var sjovt, og måtte hele tiden bremse sig selv, mens han sadlede Abelard op. Han ville ikke risikere at nogen så ham, og kunne grine af ham.

Da han endeligt spændte den sidste saddeltaske på, havde Will siddet på Tug længe og havde vovet sig til at sende Halt anklagende blikke. Nu kunne det kun gå for langsomt med at indhente Elisabeth og Gilan.

"Er du klar nu?"

Spurgte Will, som om Halt var en gammel og langsom mand. Halt gav ham et utilfreds blik, så han krøb sig en smule i sadlen. Så blev hans blik gradvist mere blødt, mens han forklarede.

"Hvis vi bare skynder os afsted, kan vi risikere at overse vigtige spor, så vi kunne ende med at ride lige forbi dem. Eller vi kunne risikere, at de ville opdage os, mens vi nærmede os."

Ikke destro mindre kunne Will godt se, at Halt var lige så utålmodig med at komme afsted, som han selv var. Will tvang sig selv til at tage en dyb indånding, og puste langsomt ud igen, så han faldt til ro igen. Halt så roligt til, og nikkede anerkendende. 

"Skal vi komme afsted?"

Fandt Halt sig selv utålmodigt spørgende, før han blev klar over det. Will så let på ham, med et hævet øjenbryn. Halt trak undskyldende på skuldrene, mens han jog Abelard frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...