Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
12414Visninger
AA

12. Halt er rasende

Jeg vågnede ved lyden af Will, der sneg sig ind under min seng. Han nåede lige at trække sine ben til sig, da døren blev åbnet på klem. Gilan stak hovedet ind, og så bekymret på mig.

"Halt er vågen, og han er stiktosset."

Sagde han advarende, og så hurtigt ud på gangen. 

"Hvis jeg var dig, så ville jeg forsvinde i et par timer."

Sagde han, og ville til at gå igen. Han så dog ind.

"Og smide Will ud fra værelset, ellers bliver i begge bare kvalt."

Sagde han dystert. Will sukkede, og sneg sig ud fra under sengen. Gilan havde opdaget det ekstra tæppe. Gilan gav ham et surt blik, der mindede meget om Halts. Han så pludseligt på gangen, og så koncentreret ud. Han så ind i værelset igen.

"I følge de mange bandeord, som jeg kan høre, så er Halt på vej og han er meget utilfreds."

Sagde Gilan hurtigt, og skyndte sig væk. Han skulle ikke risikere, at have ballade, fordi at han havde advaret mig. Will sendte mig et undskyldende blik, før han selv tog sit tæppe, og løb så hurtigt ud af værelset, at det var svært at se ham. 

Han nåede dog ikke så langt. Jeg kunne høre det på hans smerteudbrud. Halt havde været hurtigere, end hvad vi havde regnet med. Will vendte tilbage til værelset. Han havde ikke rigtigt noget valg, når Halt holdt ham i det ene øre. Halt så på mig, med et dystert blik. Jeg satte mig forsigtigt helt op i sengen.

"Jeg kan godt forstå, hvis du er rasende."

Sagde jeg beroligende, da Halt slap Will, som straks tog sig til øret.

"Jeg tror ikke at rasende dækker det."

Sagde Halt dystert. Jeg sank en klump, og rejste mig fra sengen. Jeg trådte få skridt til siden, før jeg drejede rundt og sprang ud af vinduet. Jeg havde det lidt skidt med at efterlade Will, men jeg vidste at han ikke ville få nært så meget ballade som jeg ville. Jeg greb fat i vindueskarmen, og svang mig op af, så jeg kunne gribe fat i karmen op over mig. Jeg kravlede dernæst hurtigt op af borgmuren, hvor jeg nåede taget og satte mig ned. Jeg havde tænkt mig at blive siddende, indtil Halt var faldet til ro igen. Også selvom det kunne tage et par timer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...