Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
13008Visninger
AA

45. Fundet!

"Få mig ikke til at holde øje med jer to."

Mumlede Gilan lavt, da jeg træt lagde hovedet mod Wills lår. Han aede beroligende mig over håret, og så ind i flammerne. Selvom at jeg godt vidste at hans opmærksomhed var lidt ud over det hele.

"Få mig ikke til at skille jer ad."

Sagde Halt utilfreds, da han kom tilbage. Han havde været henne ved hestene, og havde kort snakket med Abelard. Will fnes kort over det lignende som Gilan og Halt havde sagt, men det havde Halt jo ikke hørt, så han gav Will et strengt blik. Jeg sukkede, og trak mig væk fra Will igen. Jeg rejste mig, utilfreds over, at jeg ikke engang måtte ligge med mit hoved på Wills lår. Vi havde jo gjort det, der var værre.

"Jeg kan altså godt passe på mig selv."

Sagde jeg stædigt, og utilfreds, da Halt så bekymret efter mig med et strengt blik. Han skærpede sit blik, hvilket bare fik mig til at række tunge af ham. Gilan fnes, og mumlede stille:

"Hun er ingen prinsesse."

Jeg kunne se, at han tænkte tilbage, tilbage på den gang hvor han havde mødt mig for første gang. Jeg turde vædde med at han, til hver en tid, ville have alle de problemer forfra. Jeg gik ind blandt de tætte træer, for at være lidt alene. Og for at give mit trætte hoved lidt ro.

Jeg mærkede den velkendte hovedpine, og gik på hug ved siden af en busk. Jeg så mig omkring, hvor fanden var jeg endt henne? Det måtte jeg tænke på senere, for hovedpinen var alligevel ikke det samme. Den føltes mere blød, end skarp og stikkende. Jeg rejste mig forsigtigt, og sneg mig frem, stadigt i den sammenbukkede stilling. Jeg syntes at kunne lugte røg, og vovede mig til at rejse mig op. Jeg fik øje på en hytte midt i det hele, langt væk fra hvor jeg stod. Den var beboet. Der kom røg op fra skorstenen, og en hest stod og græssende i en lille indhegning. Jeg så døren blive åbnet, og udstødte det velkendte, ihvertfald i Elronda, glæde-hyl.

"Aaaaiiii!"

Jeg vidste at Halt ville genkende det, og han ville komme stormende om få minutter. Så lang tid kunne jeg ikke vente. Jeg for frem imod den velkendte skikkelse, i ly af træerne. Jeg syntes svagt at kunne høre løbende skridt, langt bag mig, men jeg var så rasende at jeg ikke stoppede op og sprang direkte på skikkelse. Hun skreg overrasket, da vi tumlede rundt i græsset.

"Din lille møgfinke!"

Råbte jeg rasende af hende, og fik hende skubbet ned under mig. Hun vred sig ivrigt for at komme fri, men lige meget nyttede det, når jeg sad ovenpå hende. Jeg stak hende en lussing, så det sang. Hun hylede op, og begyndte at græde.

"Hvad har jeg gjort?"

Hylede Cassandra op, da jeg stak hende endnu en. Jeg var stiktosset, og slog hende igen.

"Din møgunge!"

Råbte jeg surt, og nåede at slå hende endnu engang, inden Will greb fat om mig og trak mig tilbage, af hende. Cassandra blev grædende liggende. Jeg kæmpede for at komme fri fra Wills greb, men det nyttede ikke det store, da Gilan blandede sig og hjalp med at holde mig tilbage. Halt rystede opgivende på hovedet, selvom at han også så ud til at han havde lyst til at slå hende selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...