Skyggens Datter 3: Gilan bliver forrådt

Men det passede ikke. Gilan havde ikke forrådt nogen, og da slet ikke Kongen. Gilan havde ikke bortført Prinsessen, det kunne han ikke finde på. Ikke desto mindre var det det beviserne pegede på. De beviser, der netop havde fået Gilan dømt til døden. Men det skulle blive løgn. Jeg strammede grebet om sværdet ved min side. Mig mod halvtreds af Redmonts bedste riddere og ridderlærlinge. Det kunne vel gå an, tænkte jeg med et smil, inden jeg kastede mig frem og trak sværdet.................................... Hey igen guys. Jeg spurgte, i svarede og her kommer 3'eren så af Skyggens Datter. Jeg håber at der ikke er for mange fejl, og at i også kan lide denne :)

28Likes
226Kommentarer
14505Visninger
AA

14. Duncan og Halt, fædrene

Halt hilste på Duncan, og gav mig derefter et dræbende blik. Jeg lod som ingenting, da jeg holdt øje med prinsessen, hvilket bare gjorde ham endnu mere vred.

"Med forlov, Halt. Det var til dit eget bedste."

Brød baronen ind, da han opdagede Halts lurende raseri. Duncan så nærmere på Halt, og opdagede hans blå øje og den brækkede arm. Duncan nikkede dystert for sig selv, mens han kløede sig på hagen.

"Du har set bedre ud Halt."

Kommenterede han tørt, og kunne ikke lade være med at smile. Halt så på ham, med et hårdt blik.

"Hvis du ikke havde været kongen, så havde du fået bank."

Sagde Halt dystert, og så på mig. Jeg var så færdig, når Halt fik mig for sig selv. Duncan lo, så det rungede.  

"Det har jeg ingen tvivl om."

Sagde han mere roligt, men kom til at grine igen. Prinsessen forstod ikke det sjove, og stå roligt og ventede. Det samme gjorde jeg, mens vi så vurderende på hinanden. Jeg brød mig allerede ikke om hende.

"Men ihvertfald skal Elisabeth og prinsesse Cassandra tilbringe tiden sammen, mens I tilbringer tiden her."

Sagde baronen, for at komme videre med programmet. Duncan nikkede let, hvorimod Cassandra sukkede opgivende. Det gjorde jeg også, så vi endte med at gøre det samtidigt. Både Duncan og Halt gav os hver især et utilfreds blik. Vi trak begge på skuldrene, og opdagede at vi begge havde gjort det samme. Måske var Cassandra ikke så slem, som jeg troede.

 

"Hvordan er det, at være far så pludseligt?"

Spurgte Duncan Halt, mens vi var på vej ind i borgen. Halt så bagud på mig, og sukkede dybt. Duncan var ved at grine igen.

"Nogle få gange har jeg kunnet undvære det, men det resterende del af  tiden tør jeg knap nok lave hende være ude af mit syn."

Indrømmede Halt, men tilføjede roligt, da han opdagede at jeg lyttede.

"Af frygt for hvad hun finder på, hvis jeg ikke holder øje med hende."

Duncan nikkede istemmende, så Cassandra sendte ham et surt blik bagfra.

"Jeg må indrømme, at da jeg først modtog brevet, som informerede mig at hun var din datter... Jeg faldt rent faktisk af stolen af grin. Det havde jeg ikke regnet med."

Sagde Duncan roligt, men med et stort smil på sine læber. Halt trak let på sin ene skulder, da den anden arm stadig var i slynge.

"Jeg vidste ikke at jeg havde hende, før hun fik et raserianfald og stak af."

Sagde Halt, og rystede på hovedet.

"Aldrig på noget øjeblik, har jeg været så forvirret, bekymret og rystet på samme tid."

Tilføjede Halt, og gøs let. Han havde været mere bekymret for mig, end jeg havde regnet med, da jeg var stukket af fra lejren på Sølvmanke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...