Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16245Visninger
AA

9. Slagsmål

Damon trak mig hastigt afsted over parkeringspladsen. Jeg kunne mærke at den smule whisky, jeg havde drukket, gjorde mig mere fuld end jeg havde regnet med. Og på det værste tænkelige øjeblik.

"Åh, Eleanor."

Kaldte Eron lokkende, et sted i mørket. Vi stoppede op, da vi blev klar over at vi kunne risikere at løbe direkte i hans arme. Jeg vaklede usikkert. Jeg havde det langt fra godt. Damon kunne se det på mig, og skævede bekymret til mig. Jeg rystede på hovedet, signalerede at han skulle holde udkig efter Eron istedet. 

"Der er så mange, som har en høne at plukke med dig. Jeg har benyttet mig lejligheden til at ringe til nogen af dem, så snart jeg så dig i Boston."

Lød det fra Eron, et sted tættere på end tidligere. Jeg gøs, da han sagde det. Ikke desto mindre havde han ret, der var mange der intet ville have imod at dræbe mig, eller bruge et par timer på at torturere mig. Damon greb ud efter mig, men for sent. Jeg blev væltet rundt på asfalten, med Eron indover mig. Han lagde straks sine fingre omkring min hals, og begyndte langsomt at stramme til. Han var ikke ude på at kvæle mig, da det ikke ville virke, men han var ude på at brække min nakke. Det ville tage lang tid for mig at hele, hvis jeg overhovedet kunne det i min svækkede tilstand, hvis det lykkes ham. Jeg begyndte at kæmpe voldsomt imod, da det blev umuligt for mig at trække vejret. Damon dukkede op bag Eron, og forsøgte på at få ham væk fra mig. Men Eron var ligeglad, jeg skulle dø og det kunne kun gå for langsomt.

Pludseligt blev hans øjne tomme, og han faldt livløst til siden. Damon rev mig op, og forhindrede mig i at se tilbage, for at sikre mig at Eron var død, helt død. Jeg var dog ikke i tvivl, da Damon havde drevet et stykke træ igennem Erons hjerte. Jeg hostede så voldsomt, at det knap nok var muligt for mig at løbe overhovedet. Damon rev mig ikke desto mindre videre, så vi i et lynende tempo kom hen til bilen. Han skubbede mig ind på passagersædet ved siden af førersæddet, og skyndte sig selv ind i bilen. Vi kørte afsted i et lynende tempo, og hurtigt forsvandt byen i Damons bakspejl. 

 

"Kom så, vi skal videre."

Sagde Damon utålmodigt, da jeg vendte tilbage fra badeværelset på tankstationen. Jeg havde kort set på de blå mærker på min hals, og brød mig ikke som synet. Damon åbnede bildøren for mig, med et utilfreds ansigtsudtryk.

"Kom så, vi skal videre."

Sagde han igen, utålmodigt. Jeg blev stående, og så kort ned i jorden, mens jeg fik styr på mine tanker. Da jeg havde fået styr på mine tanker, så jeg op på Damon med min beslutning truffet.

"Kør uden mig, Damon."

Han så hårdt på mig, og dernæst på bildøren. Jeg blev trodsigt stående.

"Du sætter dig ind i den bil lige nu."

Sagde han hårdt. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, Damon. Det er for farligt. Jeg rejser den anden vej, leder, hvem der nu end følger efter mig, en anden vej."

Sagde jeg roligt, og vendte mig for at gå. Damon stoppede mig, ved at ligge sin hånd på min ømme skulder.

"Så dør du."

Sagde han uroligt.

"Og hvis jeg tager med dig, så får jeg jer alle tre at se dø, før de dræber mig."

Sagde jeg, og forsøgte at skubbe Damons hånd af mig. Da han ikke ville slippe, slår jeg ud efter ham. Han undgår ikke min lussing, og næsten straks lyser hans kind rødt.

"Jeg vil ikke se jer dø!"

Råbte jeg vredt, ligeglad med om nogen kunne høre mig. Damon bed hidsigt tænderne sammen.

"Jeg efterlader dig ikke til at dø, det kan jeg ikke."

Svarede han sammebidt, og slog ud efter mig med flad hånd. Hans slag ramte mig i ansigtet, så det bragede. Jeg var at falde bagover, men inden jeg kunne falde sammen, greb han mine hænder og lænkede dem på ryggen af mig med håndjernet. Jeg vred mig for at komme fri, men det nyttede ikke noget. Damon samlede mig op, og smed mig ind på bagsæddet af bilen. Jeg hvæssede rasende efter ham, da han smækkede døren, så jeg ikke kunne komme ud. Han satte sig ind på førersæddet, og startede bilen op. Mens han kørte, forbandede jeg ham langt væk. Jeg råbte og skreg efter ham, kaldte ham de værst tænkelige ting, men han lod som ingenting. Jeg råbte dog ikke til ham, at jeg hadede ham. Det kunne jeg ikke, den løgn kunne jeg ikke fortælle ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...