Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16699Visninger
AA

11. Skylden gnaver voldsomt i mit indre

"Jeg beklager, men Damon har skjult nøglen."

Sagde Stefan forsigtigt, da han løsnede kneblen. Jeg fnøs hånligt. Elena kom ind på værelset, og det var let at se, at hun var stiktosset.

"Han vil ikke fortælle mig hvor han har skjult nøglen, og det er umuligt at finde den i det her enorme hus. Han siger, at hun først skal lære at opføre sig ordentligt, og ikke bide ham igen.

Jeg fnøs igen, og kommenterede tørt:

"Jeg bed ham kun en enkelt gang, og det var et uheld."

Stefan skævede underligt til mig, og en smule bekymret. Jeg hadede at de to så på mig lige nu, og det gjorde det ikke bedre, at jeg ikke kunne flygte. Jeg sukkede dybt, og lagde mit hoved mod Damons hovedpuden. Den duftede svagt af ham, og gjorde ikke mit humør bedre, når jeg var rasende på ham. Jeg lukkede mine øjne, da vreden blussede yderligere op.

"Forsvind."

Hviskede jeg hidsigt, men lavt. Jeg åbnede øjnene igen, og kunne se at Stefan og Elena så lettere forvirret på mig.

"Jeg sagde..."

Begyndte jeg hviskende, men dybt alvorligt.

"FORSVIND!"

Råbte jeg afsluttende af dem. De trak sig hurtigt tilbage. Stefan lukkede døren bag sig, og gav mig et bekymret blik. Jeg ignorerede det, og så ned i betrækket på puden. Jeg hadede dem, hadede dem alle sammen. Men mest af alt hadede jeg Damon for at bringe mig tilbage hertil. Men det var ikke sandt. Sandheden var, at jeg hadede mig selv for at ødelægge hver eneste mulighed jeg havde, for at blive gode venner med dem igen. Men jeg fortjente ikke deres venskab, jeg fortjente ingenting. Jeg vred mig let over den kendsgerning, men indså at også det var sandheden. Jeg var et monster, og en morder. Derfor fortjente jeg ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...