Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16240Visninger
AA

20. Sandheden i hans øjne

 

Jeg sank grædende på knæ, da Damon stivnede ved mine ord.

"Og det hader jeg dig for."

Hviskede jeg stille for mig selv. Jeg fandt ingen ende på mine tårer, nu hvor jeg havde tilladt mig selv at græde.

"Hvis Katherine ikke havde kastet mig ud fra den klippe, så var jeg selv sprunget."

Sagde jeg stille, og vuggede mig selv frem og tilbage på gulvet.

"Jeg kunne ikke leve, ikke uden dig."

Hviskede jeg lavt for mig selv. Nogen bukkede sig ned til mig. Jeg så op, regnede med at det var Stefan, der ville trøste mig, men det var Damon. Han så forsigtigt på mig.

"Jeg sendte dig aldrig det brev."

Sagde han forsigtigt, og tøvede lidt, inden han forsatte. Jeg mindes brevet, hvor i at Damon havde skrevet at han ikke længere ville se mig, at jeg var en latterligt skabning, han ikke kunne elske og at han havde tænkt sig at gifte sig med en anden. Det var det brev, der havde fået mig til at forsøge selvmord.

"Du var en tjenestepige, og jeg var arving til Salvatore-huset. Vi var så forskellige, at min far sendte dig brevet for at skille os ad."

Damon aede forsigtigt en enkelt tåre af min kind, og fortsatte.

"Jeg vidste ikke hvorfor, eller hvad der sket. Jeg sørgede over dig, da du blev begravet og længe efter. Hvis ikke Katherine havde fået mig til at glemme dig, så havde det slået mig ihjel."

Hviskede han stille, og aede yderligere tårer af mine kinder.

"Stefan fandt brevet, da han rodede på loftet for et par dage siden. Jeg sværger, jeg kendte ikke til det."

Sagde han lidt højere, og aede de sidste tårer af mine kinder. Jeg snøftede let, og så på ham.

"Da jeg spurgte dig..."

Min stemme knækkede over, så jeg måtte prøve igen.

"Da jeg spurgte dig, hvorfor du aldrig havde sagt at du elskede mig..."

Jeg fik øjenkontakt med ham. Jeg ville se sandheden i hans øjne.

"... hvorfor benægtede du det så?"

Han tøvede ikke med at svare.

"Jeg vidste at min far ville sende mig i krig. Jeg ville ikke fortælle dig sandheden, når jeg havde mistet så mange kammerater og bekendte i krigen allerede. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville overleve. Jeg kunne ikke fortælle dig sandheden. Jeg ville ikke have at du skulle vente forgæves på mig, hvis jeg ikke overlevede. Ikke når jeg ville..."

Han tøvede kort, men fortsatte.

"Ikke når jeg ville fortælle min far, at jeg ville gifte mig med dig, så snart jeg vendte tilbage. At jeg var ligeglad med om han slog hånden af mig, om han gav det hele til Stefan og ikke ville kendes ved mig. At jeg var ligeglad med det hele, så længe jeg havde dig."

Jeg sank en klump. Det kunne ikke passe, at Damon fortalte mig det her. Det kunne ikke passe, at Damon virkeligt elskede mig eller havde gjort det i et andet liv, mit menneskelige liv. Han så tvivlen i mine øjne, da jeg så ned i gulvet. Han skubbede let mit ansigt op igen, ved at ligge sin fingerspids mod min hage. Jeg så ham i øjnene igen, og mærkede tårene presse på igen.

"Jeg elsker dig Eleanor. Det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre."

Han trak mig pludseligt ind til sig, og kyssede mig på læberne. Jeg kyssede ham overrasket tilbage, og følte en overvældende lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...