Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16266Visninger
AA

10. Hjemme igen

Damon kørte helt uden at stoppe, for at få mig tilbage til Salvatore-huset hurtigst muligt. Jeg var blevet helt hæs af at råbe af ham, og havde opgivet det. Han stoppede op, og jeg kunne se ud af vinduet på bilen, at han havde parkeret bilen i garagen til huset. Han gik hurtigt ud af bilen, og åbnede døren ind til mig. Jeg hvæsede af ham, og viste tænder.

"Hvis du bider mig, så kommer du til at fortryde det."

Sagde han dystert, og advarende. Han greb mig under armene, og trak mig ud af bilen. Langt nok, til at han kunne kaste mig over skulderen og bære mig ind i huset. Det var tydeligt, at jeg ikke ville gå selv. Jeg begyndte at råbe hidsigt af ham, så der ingen tvivl om at Elena og Stefan ville høre mig. Damon skubbede hoveddøren op med foden, og trådte ind med mig. Jeg råbte af ham igen:

"SÆT MIG NED!"

Jeg så Elena og Stefan komme løbende fra køkkenet. De stoppede op, og så forvirret på os. Jeg bandede yderligere af Damon igen, men opgav igen. Han havde ikke tænkt sig, at slippe mig. Jeg fangede Stefans blik, og sagde hidsigt til ham:

"Få mig ned herfra, eller jeg sværger at jeg slår Damon ihjel!"

Han reagerede ikke, men blev stående. Jeg undgik Elenas blik. Endeligt gik Damon op af trappen med mig, så jeg ikke længere kunne se dem. Jeg hang hjælpeløst over ryggen på ham, og opgav at råbe af ham. Det var lige som at tale til en mur, der ville intet ske.

Damon bar mig ind på sit soveværelse, og smed mig tungt på sin seng. Jeg hvæssede smertefuldt, da jeg landede på den ømme skulder. Han vendte mig let, så jeg ikke længere lå på den, men næsten på maven. Jeg bed ud efter ham, da han trak hånden til sig. Han så koldt på mig.

"Som du vil."

Sagde han roligt, og formede en knebel ud af et tørklæde fra hans skab. Han gav mig det i munden, og bandt det på bagsiden af mit hoved. Jeg forsøgte at undgå den, men han lagde et let tryk på min skulder, så jeg blev liggende. Da han havde kneblet mig, bandt han mine fødder sammen med endnu et sæt håndjern. Så lod han mig ligge, og forlod værelset. 

Jeg vred mig i få minutter, men opgav det hurtigt. Jeg ville ikke kunne komme fri fra det, og det ville være spild af kræfter. Jeg hørte ikke Damon låse sin dør, og få minutter efter at han var gået, dukkede Elena op i døråbningen, sammen med Stefan. Hun kastede et hurtigt blik på mig, som undgik hendes blik, og for så rasende afsted efter Damon. Stefan sukkede og skyndte sig efter hende, inden hun gjorde noget dumt. Hvor jeg dog elsker at være hjemme, tænkte jeg sarkastisk. Men alligevel syntes jeg en smule om at være her, ikke fordi at Damon havde lænket mig til sin seng, men fordi at det sted her, var det eneste som havde budt mig tryghed og sikkerhed. Ikke desto mindre ville jeg kvæle Damon til han blev blå i hovedet, når jeg først var sluppet fri herfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...