Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16262Visninger
AA

6. Et kort stop

"Lover du mig, at du ikke stikker af?"

Spurgte Damon, og så utilfreds på mig. Jeg var stadigt lænket til bildøren, og havde næsten lige fået drukket mig mæt. Vi var nødt til at stoppe for natten, da Damon mente at jeg behøvede en god nats søvn. Han tøvede dog med at tage håndjernet af. Han var bange for, at jeg ville stikke af. Jeg nikkede let. Han så længe på mig.

"Jeg lover at jeg ikke stikker af."

Svarede jeg, og fik et let nik fra Damon. Han låste håndjernet op, og smed nøglen tilbage i lommen på hans læderjakke.

"Nu ved jeg, at du ikke stikker af. Du holder altid hvad du lover."

Sagde han roligt, og steg ud af bilen igen. Jeg gned let mit ømme håndled. Jeg havde trods alt været lænket til døren i næsten to dage. Jeg trak tæppet af mig, som Damon havde lagt over mig i løbet af dagen, mens jeg sov. Jeg steg forsigtigt ud af bilen, en smule svimmel. Jeg troede ikke, at min svimmelhed var så slem, indtil jeg kom op at stå. Det svimlede voldsomt for mig, og jeg vaklede let. Damon støttede hurtigt op omkring mig. 

"Nu er jeg helt sikker på, at du ikke forsvinder fra mig."

Sagde han med et smil, og tilføjede med en lidt mere alvorlig tone:

"Du kan jo knap nok gå."

Jeg så ned i jorden. Jeg var mere svag end jeg havde regnet med, og jeg fandt det irriterende. Før jeg kunne sige til Damon, at han skulle lade være, tog han mig op i armene. Jeg hvinede let, og så derefter irriteret på ham. Han lod som ingenting, og bar mig fra parkeringspladsen og ind til kontoret. Motellet havde et lille kontor, hvor vi skulle tjekke ind.

"Det gør du ikke."

Sagde jeg hidsigt, da han fortsatte ind af døren. Han sukkede opgivende, og satte mig forsigtigt ned på bænken ved siden af døren. Jeg blev træt liggende, mens han fik et værelse til os. Da han kom ud igen, løftede han mig igen op i armene. Denne gang var jeg for træt til at protestere.

"Jo mere du sover, jo hurtigere får du det bedre."

Hviskede han i mit øre, da jeg lukkede øjnene igen. Det var på en måde beroligende at ligge i hans favn, og det føltes trygt. De blide bevægelser mens han gik, fik mig hurtigt til at falde i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...