Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16277Visninger
AA

7. En kort samtale med Elena

 

Jeg åbnede øjnene igen, da jeg kunne høre en svag, men vedvarende brummende lyd. Jeg strakte mig i sengen, og fik fat omkring mobilen. Jeg hev den til mig, og besvarede opkaldet.

"Damon, for helvede din idiot. Hvor er du? Nu har vi ikke hørt fra dig i over en uge, og Elena bliver mere og mere bekymret."

Lød Stefans vrede stemme, og mindede mig på at jeg lå og sov i sengen på værelset, på motellet. Det var jo ikke min mobil jeg holdt tæt ved øret, det var Damons. Men hvor var Damon? Jeg kiggede hurtigt rundt i det lille værelse, men det var tydeligt at han ikke var der.

"Ikke nok med at du pludseligt forsvinder, samtidigt med Eleanor. Men at du ikke engang fortæller os hvor du tog hen, eller hvordan du har det er lige i overkanten. Så..."

Jeg ville egentligt bare have lagt på, men kom til at tænke på, at Damon nok ville få balladen for det.

"Stefan..."

Sagde jeg for at afbryde ham, han blev straks stille.

"... det er Eleanor."

Stadigvæk stilhed i den anden ende af røret. Jeg kunne høre telefonen skifte hænder.

"Eleanor, er det dig?"

Spurgte Elena vantro. Pis, tænkte jeg for mig selv. Af alle personer, så var hun den person jeg mindst havde lyst til at snakke med. Jeg ville bare nødt til at svare hende, jeg kunne ikke få mig selv til at lægge på.

"Ja, det er mig."

Sagde jeg uroligt. Elena tøvede inden hun spurgte.

"Hvad laver du med Damons telefon?"

Jeg gned træt mine øjne, og vendte mig i sengen, så jeg lå på ryggen i stedet.

"Han er her ikke lige nu, og mobilen vækkede mig."

Jeg ømmede mig højlydt, da jeg rakte et hul i madrassen, hvor en fejder stak ud. Der var en lang pause, inden Elena forsigtigt spurgte:

"Dig og Damon, i har vel ikke..."

Jeg satte mig straks op i sengen. Det mente hun vel ikke. Hun tøvede med at sige det sidste. Jeg kunne godt forstå hvorfor hun spurgte. Specielt med Damons rygte, men alligevel, hvad regnede hun mig for?

"Nej. Vi deler godt nok værelse, men vi har hver vores seng i hver sin ende af værelset."

Sagde jeg dystert, lidt for hårdt måske.

"Han er her ikke engang."

Tilføjede jeg lidt mere blødt, og trak min hånd igennem mit hår, der allerede gik på til under hagen igen. Jeg hadede, at være et monster. At mit hår så desuden voksede så hurtigt, var endnu en ulempe.

"Okay."

Sagde Elena kort. Jeg kunne svagt høre et spørgsmål fra Stefan, men ikke tydeligt nok til at forstå det. Elena gentog det forsigtigt.

"Hvad laver du sammen med Damon?"

Spurgte hun nervøst. Jeg ville ikke give hende den fulde forklaring, da det nok ikke ville hjælpe mig synderligt meget. Så jeg skar det betydeligt ned, og sagde uroligt i røret:

"Jeg... kom i problemer..."

Jeg tøvede med at fortælle det til Elena, men fortsatte alligevel.

"... som nok ikke var endt med en lykkelig slutning, hvis ikke Damon var dukket op og havde hjulpet mig."

Jeg ville egentligt have sagt reddet, men det lød forkert, så jeg endte med at ændre det. Elenas næste spørgsmål kom bag på mig.

"Kommer du ikke snart hjem?"

Jeg rejste mig fra sengen, og overvejede bare at lægge på.

"Det er ikke mit hjem."

Svarede jeg ligegyldigt. Elena sukkede på en trist måde.

"Det kunne det blive?"

Sagde hun forsigtigt. Jeg kom til at fnyse, og sagde kort til hende.

"Der er ikke noget, der holder mig der."

Jeg fortrød straks. Det var sandheden, men jeg kunne høre Elena blive ked af det i den anden ende, så det gjorde mig utilpas. Stefan tog røret fra hende, men inden han kunne sige noget, lagde jeg på. Jeg hadede mig selv for hvad jeg netop havde sagt til Elena. Det var det samme som at sige, at jeg ikke bekymrede mig om hende. Jeg indrømmede dystert for mig selv:

"Jeg kunne helt vildt godt bruge en drink."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...