Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16673Visninger
AA

30. Dræbende øjne

Vi var endeligt ankommet, og jeg var ved at gå til af spænding. Jeg glædede mig til at se hvordan det hele så ud, nu hvor alt var fra den tid hvor jeg havde været menneske. Kusken bremsede vognen, og jeg kunne let høre nogle begejstrede kommentarer om hestevognen. Stefan åbnede døren, og trådte ud. Han hjalp Elena ud, der havde lidt besvær med at bevæge sig i den store kjole. Dernæst trådte Damon ud, og tog min hånd, for at hjælpe mig ned.

Da jeg trådte ned, og stod og ventede mens Damon lukkede døren igen, fangede jeg Carolines blik. Hvis øjne kunne dræbe, så ville jeg have været død, for alvor. Damon vendte tilbage, og anmodede om min hånd. Jeg gav ham den med et smil, og gik op af stien til det overdådige hus.

"Hvis øjne kunne dræbe, så var jeg meget død lige nu."

Mumlede jeg for mig selv, da jeg opdagede at Caroline stadig så på mig. Damon så på mig, med forvirring i sit blik, indtil han opdagede Caroline. Han sukkede opgivende, og ledte mig ind i huset. Ligesom hjemme hos Damon og Stefan, så var hele huset indrettet i den stilart der havde været, da jeg var et menneske. Jeg sukkede let.

"Det er næsten som at være hjemme."

Sagde jeg stille for mig selv.

"Du er hjemme."

Hviskede Damon i mit øre, og kyssede let min kind. Jeg rødmede let, ikke fordi jeg ville det, men fordi at der var så mange mennesker, hvoraf flere af dem så mistroisk på Damon, og opgivende på mig. Jeg kunne gætte mig til, at de troede at jeg var endnu en af Damons fangster. Jeg tog det dog med et smil, indtil Caroline besluttede sig for at hilse på os.

"Ja, du er jo tydeligt din forfader."

Sagde Caroline let, og forsøgte at lyde imponeret, mens hun så op og ned af Damon. Hendes opmærksomhed gled dog hurtigt over på mig.

"Og du er..."

Hun lod som om hun tænkte længe, mens hun så misbilligende på mig.

"Nåh ja, den ukendte kvinde. Det klæder dig. Om end du er lige så ukendt for denne by, som kvinden er."

Sagde hun glat, det var tydeligvis ment som en fornærmelse. Hun kunne vel næppe vide, at jeg rent faktisk var den ukendte kvinde.

"Så må jeg vel næppe ødelægge min karakter, ved at lade dig vide en ting eller to om mig selv."

Sagde jeg lettere truende, og fnes let. Damon trak let i min hånd, for at få mig til at følge ham. Jeg gik villigt med, jeg havde bestemt ikke lyst til at tilbringe mere tid med Caroline.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...