Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16796Visninger
AA

49. Den dunkle fortid

"Du har en gravsten."

Mumlede Linia lavt, henvendt til Damon. Han så undrende på hende. Linia skævede til mig, men jeg blev siddende, lænet ind mod Damon.

"Eleanor fik først at vide, at du var i live for knap tre år siden. Katherines løgne havde forgiftet Eleanor sind så meget, at hun var overbevist om at hun hadede dig."

Forklarede Linia, og fortsatte dystert.

"Eleanor har altid, dybest inde, vidst sandheden. Så når Katherine ikke havde brug for hende, og hun var hos mig, så luskede det frem. Hun har en tendens til at drukne sine minder i alkohol, hvilket hun nød at gøre på kirkegården, hvor din sten står."

Forklarede Linia, og rystede på hovedet.

"Hun sagde aldrig dit navn, og lod mig aldrig se din gravsten, så jeg vidste ikke at det var dig. Ellers ville jeg forlængst have fået jer to i samme rum."

Forklarede hun undskyldende. Damon var dog mere optaget, af at fange mit blik. Jeg så væk, ind i hans skjorte. Han aede mig over hovedet, ikke glad for hvad han lige havde fået at vide.

"Sammen med Katherine, så kunne jeg ikke kende forskel på godt og ondt. Men når hun ikke havde brug for mig, og sendte mig væk. Så kunne jeg godt kende forskel, og det gjorde ondt."

Forklarede jeg kort, stadig uden at se på ham. Da jeg havde troet, at Damon var død, havde jeg ikke haft nogen grund til at leve. Og det havde nær slået mig ihjel. Jeg ville faktisk have slået mig selv ihjel, hvis det ikke var for Linia.

"Det er jeg ked af at høre."

Sagde Damon trist, og aede min kind. Han lagde sin arme tættere omkring mig, og krammede mig beskyttende ind til sig.

"Undskyld."

Hviskede han forsigtigt i mit øre.

"Det er ikke din skyld. Katherine holdt jer med vilje adskilt."

Sagde Linia, og tømte sin tekop igen. Jeg sank træt sammen mod Damons bryst. Han kyssede mig forsigtigt på hovedet, han kunne se at jeg var træt. Linia rejste sig, og lagde sin hånd mod min pande.

"Du har feber."

Sagde hun bekymret. Damon nikkede let.

"Hun bliver hurtigere svagere, end hvad vi havde regnet med."

Sagde Stefan bekymret, da Damon rejste sig med mig i sin favn. Han fik mig tilbage i seng, for at jeg skulle hvile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...