Vampire Diaries - Eleanor del 2

"SÆT MIG NED!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da Damon kom bærende med mig ind af hoveddøren. Elena og Stefan så overrasket til, men Damon lukkede hoveddøren med sin frie hånd. Den anden lå rundt omkring livet på mig. Jeg selv lå over skulderen på Damon, bagbundet på ryggen. Jeg sprællede for at komme fri, og rassede igen af Damon. "Sæt mig ned din idiot!" Råbte jeg surt, men det nyttede ikke noget. Jeg fangede hurtigt hurtigt Stefans blik. "Få mig ned herfra, eller jeg sværger jeg slår Damon ihjel!" Jeg knurrede hidsigt efter Damon, der ligegyldigt gik videre med mig på skulderen.

42Likes
69Kommentarer
16270Visninger
AA

13. Damons spørgsmål, som jeg ikke vil svare på

 

Han snød mig, og pakkede to spørgsmål ind i et. Jeg sukkede dybt. Damon havde ikke altid været så lusket, som han var nu. Det mindede mig ikke om den Damon, jeg havde kendt som menneske.

"Jeg snød og bedragede dem. Hvis det ikke var fordi at jeg havde mistet min hukommelse, og de havde hjulpet mig så meget som de havde gjort, så ville jeg have ladt Katherine slå dem ihjel."

Sagde jeg uroligt, og kom til at tænke på, at jeg mest havde reageret, fordi at Damon havde lagt livløst på jorden. Damon så afventende på mig, han var godt klar over at der var mere.

"Men før det, jeg..."

Nogle enkelte tårer undslap min øjenkrog, men jeg talte.

"Jeg slog ihjel, uanset om Katherine beordrede mig til det eller ej. Jeg gjorde det ud af frustration. Jeg kendte godt sandheden inderste inde, men jeg ville ikke have at det skulle være sandheden. Og nu, på grund af det, kan jeg risikere at jeg får jer slået ihjel."

Damon aede forsigtigt tårene på mine kinder væk. Jeg trak mig let væk. Jeg ville ikke have hans kærtegn, ikke når jeg havde alle de følelser i mit hjerte, som ikke kunne blive til noget. Han trak sig ikke tilbage, som jeg havde regnet med, men så længe på mig. Han tøvede kort, inden han rejste sig, bukkede sig ind over mig og låste håndjernet omkring mine håndled op. Han satte sig tilbage på stolen igen, med håndjernet i hænderne. Han lod det falde ned på gulvet, da han lænede sig frem igen. Jeg masserede let mine håndled, men skævede bekymret til Damon, da han stillede sit spørgsmål.

"Du sagde de. Du nævnte ikke mig. Generelt undgår du at nævne mig, hvorfor?"

Jeg for op fra sengen, så jeg stod på den anden side af sengen. Jeg rystede hidsigt på hovedet, det spørgsmål ville jeg ikke svare på. Damon rejste sig, og så utilfreds på mig. Han havde gjort mig endnu en tjeneste, så nu skyldte jeg ham at svare på spørgsmål.

"Svar på spørgsmålet."

Beordrede han, og lagde armene over kors. Jeg rystede hidsigt på hovedet igen. Han så mere strengt på mig, så jeg blev lidt bange for ham. Sådan havde han aldrig set på mig før, heller ikke selvom jeg havde gjort ham rasende før.

"Det er fordi... Jeg... at jeg..."

Jeg stammede voldsomt, en vane jeg troede at jeg for længst var sluppet af med som barn. Det var en af de grunde til at jeg ikke havde haft mange venner, da jeg var lille. Damon og Stefan havde faktisk været mine eneste venner.

"Damon!"

Råbte Stefan pludseligt, og afbrød mig, netop som jeg skulle til at fortælle Damon sandheden. Vi blev stående overfor hinanden, Damon havde ikke reageret på Stefans råben. Da et pludseligt brag lød, reagerede Damon endeligt og for ud af værelset. Jeg skyndte mig udenom sengen, og fulgte efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...