shootings at Long Island..

Skrevet af H.D Vestergaard.

1Likes
2Kommentarer
1066Visninger
AA

1. Første del. "Stikker"

 

Jeg mærkede kuglen strejfe min tinding, jeg stønnede lavmælt, idet jeg dukkede mig. Jeg måtte koncentrere mig. Jeg ladede den svedige Colt og jeg sigtede frem for mig, jeg kunne ikke se ham længere, jeg kiggede panisk rundt og nåede kun lige at se en fyr dukke frem fra den anden side af vejen før jeg så Mitch blive blæst bagud. Han var blevet skudt i brystet, jeg så hurtigt op og bemærkede fyren der havde skudt Mitch. Jeg dukkede mig igen og bukkede mig mod Mitch. Hans døde opspilede øjne lå og gloede på mig. Sikken en slutning. Idet jeg mærkede hans svage puls hørtes en skudsalve på den raserede bil vi var i skjul bag. Da den var stilnet af og der hørtes hvisken fra den anden side satte jeg mig i hug så jeg kunne se dem, de troede jeg var død. Jeg sigtede mod den høje gut der havde skudt Mitch, jeg sendte aftrækkeren i bund og så skudsalven gøre det af med ham. Den anden nåede ikke at reagere før han fik et skud i tindingen. Jeg rejste mig og løb gennem en gyde. Den endte blindt. Jeg så mit snit til at hoppe op på muren og trække mig over, men den var for høj og det ville tage for lang tid. Da jeg hørte råb og fodtrin i min retning bestemte jeg mig hurtigt for at kravle op på en container og se udsynet derfra. Jeg greb fat om containerens kant og trak mig op. Intet besvær. En spinkel mand kom til syne i gydens hjørne. Jeg greb til min ladte Colt og sigtede mod ham, han hoppede ind i dækning bag hjørnet. Jeg sendte en skudsalve mod asfalten tæt ved ham. Alt var stille bortset fra nogle skridt. Så hørtes hans råb: ”Han er her!” alt var tavst. Ingen skridt. Ingen råb. Ingen skud. Men pludselig hørte jeg et våben blive ladt. Stilhed før stormen. Jeg spidsede øre, jo. Der var blevet ladt et våben. Pludselig hørtes et skud og et kort skrig. Jeg så den spinkle mand falde til jorden med et plask i sit eget blod. ”Stikker,” hørte jeg en mumle. De var tæt på nu. Det var nu jeg måtte handle. Jeg trak mig op på bliktaget over mig, glemte alt om muren. Alt om fyren der var blevet skudt. Nu måtte jeg væk. Jeg spænede over bliktagene, det buldrede og bragede når jeg hoppede fra tag til tag. Jeg vendte hovedet for at se om de var fulgt efter mig. Ganske rigtigt, de var på vej op taget. Jeg stormede videre, da et par skud ramte bliktagene og lavede huller i det grønne bølgede tag. De stormede efter mig. Men jeg var langt foran dem. Selvom de skød efter mig havde de svært ved at ramme, når de løb på det bølgede tag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...