Breaking Through - 1D

Katherine har altid haft svært ved at snakke med andre og at tilpasse sig. Det hjælper heller ikke at hendes ellers så elskede storebror, Liam Payne, røg i et boy band og nu er verdens kendt. Hun har altid haft venner, det har ikke været det, hun har bare aldrig følt noget for dem. Den eneste hun nogensinde følte noget for var Liam og efter han kom i boy bandet One Direction, har han ikke haft tid til hende og hun røg mere og mere ind i sig selv. Liam er bekymret for Katherine, da hun aldrig er sammen med nogle, ikke dater nogle, men bare sidder inde i sin lejlighed og glor. Hun er en skygge af sig selv og hun er kun ude, når hun er på arbejde i en kiosk, men en dag vælger Liam at få hjælp af sine venner fra One Direction. Hvad sker der, når Katherine ender med at være så meget sammen med drengene, at det er som om de bor sammen? Og vil drengene overhovedet kunne hjælpe hende? Vil hun nogensinde bryde igennem sin skal?

4Likes
6Kommentarer
893Visninger

2. 1

"Låser du af?" spurgte Hannah og tørrede forsigtigt disken af. Hendes flotte brune krøller faldt ned i hendes ansigt, da hun bøjede lidt i ryggen for at komme længere frem. Hun havde gjort det meste i dag, men jeg orkede ikke at låse af i dag. Jeg plejede ellers at gøre det, for så var jeg alene og så ville der ikke være nogle til at forstyrre mig, men i dag ville jeg bare hjem.

Jeg kiggede op på hende med intetsigende øjne og bed forsigtigt i min tunge. "Nej." sagde jeg bare og så nikkede hun. Hannah var den eneste, der fandt sig i min opførsel, hvilket jeg ikke forstod, men det gjorde ingen forskel. Jeg opførte mig stadig sådan.

"Så må du godt gå nu, faktisk," sagde Hannah og kiggede op på mig med et smil, hvorefter hun kastede kluden hen mod spanden med sæbevand. Jeg fulgte den forsigtigt med øjnene og så hvor flot den landede i en bue nede i spanden.

Jeg kiggede på Hannah og nikkede så bare til hende, hvorefter jeg hev det irriterende og stramme forklæde af og puttede det ned under disken.

Da jeg løftede hovedet, trak Hannah mig uden videre ind i et kram. Det lignede hende ikke, så jeg spærrede øjnene op og gjorde hele min krop stiv. Det hjalp ikke at hun hviskede nogle ord i mine ører, for jeg fik kuldegysninger af det og ordene sivede ind. Jeg forstod dem bare ikke.

"Katherine, du må begynde at se mennesker. Det gør ondt på mig at se dig sådan her. Jeg har aldrig set dig smile og jeg har været sammen med dig fire dage om ugen i et år snart. Få nogle venner, åben op. Jeg ved du kan," sagde Hannah også trak hun mig væk, drejede mig om og puffede mig om bagi, hvor jeg uden tøven gik ud af bagdøren og endte i baggården, hvor der lugtede svagt af pis. Man kunne ikke se asfalten, jeg gik på bar cigaretskodder.

Jeg lavede en frastødt grimasse, men jeg forstod egentlig ikke hvorfor. Jeg røg også en smøg i ny og næ, men jeg var ikke afhængig. Langt fra. Faktisk røg jeg kun, fordi jeg ikke have andet at tage mig til.

Jeg fortsatte ud af baggården og gik med intetsigende øjne på gaden. Min cykel holdt parkeret henne i et mørkt hjørne, hvor der tit havde siddet en eller anden fuld og fortabt person, men der havde ikke været andre pladser og jeg orkede ikke gå meget længere end et par skridt.

Til min store skuffelse var min cykel flad og der var bræk ud over hele sædet. Jeg kiggede frastødt på det og lukkede øjnene hårdt, hvorefter jeg vendte mig om og gik hjemad.

 

*

 

Mit tøj lå i en stor bunke på badeværelset og jeg tændte for vandet. Min krop var kold og mine knæ rystede kraftigt. Efter lidt stak jeg forsigtigt hånden ind under vandet og da det var varmt, lod jeg det varme vand overfalde hele min hånd. Jeg nåede lige at høre min mobil ringe, inden jeg gik ind under vandet og lod alle lyde, undtagen vandets pisken mod min krop og nede på fliserne, forsvinde ud af min verden.

Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg stod der. Lang tid i hvert fald, for snart blev vandet for varmt og jeg kørte en hånd igennem mit hår og skruede lidt ned for varmen, hvorefter jeg begyndte at vaske min krop og mit hår.

Jeg slukkede med rystende hånd for vandet, hvorefter jeg gik ud og hentede et håndklæde og bandt det omkring min krop. Jeg tog et andet håndklæde og bukkede mig ned i knæ, lagde håndklædet om min nakke og rystede det så, så mit hår blev uglet, men tørt.

Jeg smed håndklædet på de opvarmede fliser og gik så ud af badeværelset. Min mobil blinkede en enkelt gang og jeg skævede hen mod den, men ignorerede den. Jeg skulle have noget tøj på.

Jeg gik med lette skridt ind på mit nydelige værelse. Der var intet rod, for jeg brugte det ikke til noget. Jeg sov ikke specielt meget og på en eller anden måde, så gjorde mit værelse det mere svært for mig at sove. Det var sikkert alle de tanker. Alle de tanker, som jeg ikke delte med nogen.

Jeg smed håndklædet og skyndte mig at kigge væk fra spejlet. Jeg skulle aldrig se mig selv i spejlet igen, for jeg blev så trist af det. Jeg blev trist af at kigge på mig selv. Af at se mit kolde ansigt, som altid havde været koldt. Af at se mine tynde ben, mine tynde arme og derefter kigge ned på min mave, som altid havde haft lidt ekstra fedt. Jeg gjorde bare intet ved det. Der var ingen, der skulle nyde min krop og jeg skulle aldrig nyde andres, færdig.

Jeg fandt hurtigt noget undertøj og tog det på, hvorefter jeg fandt en stor hvid striktrøje, som gik ned til lårene. Den var alt for stor, så den hang altid ned af den ene skulder, men den var dejlig behagelig og jeg havde to andre af samme slags.

Jeg vendte mig om for at samle håndklædet op, så jeg bukkede mig ned, men da jeg bukkede mig op, så jeg mit eget spejlbillede.

Jeg rystede på kroppen, da jeg fangede mine øjne og langsomt gik jeg hen mod spejlet, som stod perfekt på gulvet. Jeg lod en finger glide ned, der hvor mit hoved var fint afspejlet.

Mit blik gled hele vejen rundt og til min egen skuffelse havde intet ændret sig. Til sidst faldt mit blik på mine egne øjne og jeg bed mig selv i læben, da jeg så de ligeglade krystalblå øjne.

Men det passede ikke.

De var ikke ligeglad. Ligeså snart jeg kiggede ind i mine egne øjne, blev de langsomt fyldt med tårer og jeg indså det hele. Det som jeg inderst inde vidste, men altid lagde bag mig. Jeg kunne, hvis jeg ville, godt få et godt liv. Jeg kunne få venner, eventuelt en kæreste og jeg kunne få et liv, men det varede ikke længere end et par sekunder, før jeg aggressivt tørrede de få tårer væk og med et var de ligeglade øjne tilbage. 

Ingen skulle nogensinde se mig i øjnene. De ville se alt hvad jeg gik rundt med og de ville ødelægge hele min facade. De ville ødelægge det, jeg havde opbygget. De ville ødelægge mit nye jeg.

Min mobils ringen ødelagde min negative tankegang og jeg gik med slæbende fødder hen til min mobil. Det var en iPhone og jeg havde kun fået den, fordi Liam havde sendt den til mig, for et par måneder siden. Det var så det sidste, jeg havde hørt fra ham.

Jeg tænkte ikke over hvem der ringede, det var sikkert bare min mor eller far. Der var ikke andre, der plejede at ringe, så jeg gloede på skærmen og mit hjerte hoppede et slag over.

Liam, stod der tydeligt på displayet og jeg spærrede øjnene op, men jeg så ikke glad ud. Mit ansigtsudtryk var det samme.

Jeg tog den op til øret og trak vejret. ".. Hallo?" sagde jeg og da der blev snakket i den anden ende, fik jeg lyst til at hive mobilen langt væk fra mit øre.

"Katherine? Endelig!" sagde Liam og lød glad. Jeg smilede ikke, selvom han gjorde mig glad. "Jeg har prøvet at få fat i dig i.. hvad? To måneder?" sagde han derefter og jeg spærrede øjnene op igen.

"Nå," sagde jeg og det var ikke min mening at lyde som om, jeg var ligeglad med Liam. Det var jeg ikke. "men nu har du fat i mig. Hvad vil du?"

Jeg kunne høre på Liams vejrtrækning, at han blev en smule rystet, men han snakkede videre i en lavere tone. "Du er ikke blevet gladere," konstaterede han og jeg synes det var noget vrøvl. Jeg havde aldrig været glad, hvorfor skulle jeg være gladere?

Der var stille i et øjeblik, hvorefter Liam fortsatte. "Du har brug for hjælp, Katherine, og jeg kender muligvis nogle mennesker, der kan hjælpe dig." sagde han og jeg fik en knude i maven. Hjælp? Mennesker?

"Kom hjem til mig i morgen, fredag, også kan vi mødes. Resten af drengene kommer alligevel." foreslog Liam og da drengene ligesom ikke slog klik for mig, forklarede han nærmere. "Altså Harry, Niall, Louis og Zayn."

Det hele slog klik for mig. Han ville have overgearede Louis, altædende og grinende Niall, utrolig irriterende Harry og den Zayn, der altid ville snakke med mig, da vi mødtes første gang, til at hjælpe mig.

"Fandme nej!" nærmest råbte jeg ned i telefonen. "Jeg skal ikke hjælpes af dine venner! De hjælper ikke!"

Men jeg vidste jeg ikke havde noget valg, for dagen efter kom Louis og Liam og hentede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...