Trying to call home, at a payphone (15+)

I know it's hard to remember
The people we used to be
It's even harder to picture
That you're not here next to me
You say it's too late to make it
But is it too late to try?
And in our time that you wasted
All of our bridges burned down

3Likes
3Kommentarer
765Visninger

1. Prolog

Basen brummede højt i mine øre, og jeg stod trist, ovre i hjørnet helt alene. Mine veninder havde fundet fyre forlængst, men jeg har altid været sådan lidt.. Bagefter, genert, og måske en lille smule kikset.. Dengang vi gik i 6 klasse, var jeg typen der kunne finde på at tage en grøn rullekrave på, med blå posebukser. Men mine venner har altid elsket mig for den jeg er, og det er jeg meget taknemmelig for.

Men nu havde de forladt mig, alene inde på et diskotek. Jeg stod trippene i et par (ALT for høje) hæle, og kiggede lidt genert rundt.

Jeg havde set ham før, men aldrig sådan lagdt mærke til ham. Han var der bare. Jeg kendte ikke engang hans navn, han var bare ham fra 3.g. Men nu.. Nu gik han over til mig, med to øl i hånden, og rakte mig den ene. "Tak" jeg nikkede stille mod ølen, og tog en ordentlig slurk for at skjule min nervøsitet. Det lykkedes ikke, da jeg drak så meget i en slurk at min mave sagde stop, og jeg sprøjtede det hele ud på hans sko. Jeg blev ilderød i hovedet, og han stod med et lidt klamt udtryk i ansigtet. "Ærrh, øv! - Kom lad os gå ud" han vrissede af mig, og tog sine sko og strømper af. "Det.. Det må du undskylde.." jeg mærkede tårene presse på. Sådan var det ALTID! En fyr var sød mod mig, og jeg fucker det hele op, ved brække mig ud over hans sko, af nervøsitet. Han tog mig i armen, og vi gik udenfor. En lun brise ramte mig, og drengen (som jeg stadig ikke vidste hvad hed), tørrede sine fødder af i græsset. Da han kom tilbage kiggede han lidt på mig, med en LILLE smule interrese i øjnene. "Det.. Jeg.." jeg skælvede over hele kroppen, og kunne ikke tvinge et ord ud. "Det okay, Judy" han smilede til mig, med et lille glimt i øjnene. Han.. HAN KENDER MIT NAVN! "Øhh, det var godt.. Ømh.. Hvor kender du mit navn fra?" spurgte jeg, og følte mig liiiiiidt gladere. IIIIHRRHRHRH.. "Facebook. Nå men fuck det, du ved så ikke hvad jeg hedder?," jeg rystede genert på hovedet, "Elias" sagde han, og jeg lagde hovedet lidt på skrå, og prøvede at blinke lidt med øjenvipperne som mine veninder altid gør. Han grinede højt over mit kiksede forsøg på at score, og det endte med at jeg brækkede mig ud over ham igen.

1 år senere

"Judy, kan du ikke lige komme over?" spurgte Elias, min kæreste, og jeg sagde "Selvfølgelig" og lagde på. Det var den samme rutine hver dag, jeg, eller han, ringer og aftaler noget. Aldrig spontant, altid aftalt. Men sådan var det bare med Elias.

"Hej skatter" jeg kyssede ham på kinden, og satte mig ned på hans stol. "Judy, vi skal lige tale sammen, om noget vigtigt" han så nervøs ud, og ville ikke rigtig kigge mig i øjnene. En kæmpe kvalme begyndte, og jeg følte mig ubehageligt tilpas. "Sig frem" sagde jeg, og lagde benene over kors. Det BEHØVEDE jo ikke betyde noget alvorligt vel? - det kunne bare være hans hamster der var død, eller hans ven der havde brækket armen... Ikke?

"Judy, jeg har været sammen med en anden"

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...