Born To Lose ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 26 aug. 2012
  • Status: Igang
I det 70 Dødsspil bliver en pige fra Distrikt 4, brune krøller, havgrønne øjne, fregner og slank trukket. Hun er distriktes kvindelige soner, og sammen med den mandlige soner fra hendes distrikt, sendes de til Capitol, hvor de skal forberedes til arenaen, en kamp på liv og død.
Men hvordan skal man dræbe børn, som måske er mindre end sig selv- hvis man selv er skrøbelig og svag? Hvordan skal man kunne slå uskyldige ihjel- uden at knække sammen? Og hvad hvis man allerede er knækket?

18Likes
55Kommentarer
3020Visninger
AA

3. Trukket

 Jeg syntes normalt at Torvet et stort, men alle mennesker fra Distrikt 4 kan ikke være her. Børnene som er mellem 12 til 18 bliver ført hen til et område hvor de andre på ens alder står, dem som ikke er mellem 12 til 18 står udenom, og hvis der ikke er plads, sendt hen til store TV skærme rundt omkring i 4, som viser hele Høsten. "Held og lykke." hvisker Almela og kysser mig på panden. Hun går hen til nogen på hendes egen alder som står udenom.

 Da jeg begynder og gå hen mon de 16-årige, tager en hånd pludselig fat i min arm, og trækker mig lidt væk fra alle de andre. Jeg snurrer rundt for at se hvem det er, og da jeg ser ham, breder smilet sig ud over mit ansigt. "Finnick!" Jeg slår armene om ham og han kysser mig på hovedt. "Lad mig nu ikke ødelægge din frisure. Jeg kan se, at Almela har brugt lang tid på den." Han går et skridt tilbage og betragter mig med sine havgrønne øjne. "Er du klar?" Jeg sukker og kigger ned i jorden. "Så klar som man nu kan blive. Er der nogensinde nogen som er klar til Høsten?" spørg jeg og se på ham. "Nogle er," siger han og trækker på skuldrene. Jeg kender Finnick godt nok til at vide, at det ikke er Capitol han snakker om. Han snakker om dem fra Distrikt 1 og 2. Nogle derfra træner hele deres liv til Spillet, og melder sig så som frivillige når de er omkring de 18 år. Det gør dem utrolig farlige, og det er næsten altid en derfra, som vinder. Der er nogle her i 4 som træner, men ikke særlig mange. Men vi har stadig meget større chancer for at vinde, end dem fra fx Distrikt 8, 11 og 12. Vi har i 4, fået mad og husly hele vores liv, vi har vokset os sunde og stærke. Distrikt 4 er fiskedistriktet, derfor ved vi, hvilke ting man kan spise fra havet, håndtere nogle forskellige slags våben og finde mad fra søer eller floder. Men vi er ikke særlig gode til at finde mad som ikke er fra havet, eftersom vi altid har haft nok.

 Jeg må have mumlet noget som svar, for Finnick ser på mig og hæver sit ene øjenbryn. "Du er da ikke bange for at blive trukket, er du?" Han ser bekymret på mig. "Det er alle jo," svarer jeg og prøver at undgå hans blik. Han tager sin hånd og løfter mit ansigt, så vi kigger hinanden i øjnene. "Men er du?" "Ja, ja det er jeg. Jeg er jo den eneste Almela har tilbage, og hvem skal ellers passe på dig?" driller jeg for at lette stemningen. Han smiler, det bløde smil som jeg sådan elsker. "Bare rolig, mig sker der ikke noget med," Han  bøjer sig ned og kysser mig på munden, mens han hvisker: "Jeg finder dig efter Høsten." Så går han ind i menneskemængden, og ligeså hurtigt som han dukkede op, forsvinder han igen.

 Det hele vil være så meget nemmere, hvis Finnick er ved min side til Høsten. Men han skal sidde oppe på scenen blandt de andre vindere fra Distrikt 4. Finnick vandt da har var kun 14 år i det 65 Dødsspil. Jeg kendte ham ikke dengang, men efter han havde vundet, prøvede jeg at komme i kontakt med ham.

 Jeg skynder mig hen til de 16-årige og stiller mig blandt dem. Vi hilser kort på hinanden, og kigger så op på scenen. Jeg har ikke rigtig nogle venner i 4, ikke andet end Finnick og Almela. Jeg kender selvfølgelig mange, men det er også det. Det er ikke fordi, de ikke gider mig, det er bare det, at efter min mors død lukkede jeg af for alle, fordi jeg var fuld af sorg. Det er jeg selvfølgelig stadig, men det er bedre. Tiden heler alle sår som man siger.

 Marvelune Drever, en dame på omkring de 30, kommer gående ind på scenen. Hun har en guld paryk på, jeg håber i hvert fald det er en paryk, med små glitrende perle i som skinner sølv og gult. Hun har en lang kjole på, den er så lang, at den rør gulvet på scenen. Den er fuldstændig skinnende guld, med perlietter over det hele. Det gør, at når hun står stille, ligner det at hun er en gyldne statue. Hendes make-up er også gylden. Hendes øjne ser mere fremtrædene ud, og pupillerne er helt gyldne. Hun har en gyldne læbestift på, og sølv øreringe. Sidste år var hun helt blå. Det var rimlig skræmmende, for hendes ansigt var svagt blåt, og nogle gange lignede det at hun var ved at blive kvalt.

 "Velkommen, velkommen!" Hendes stemme runger ud over hele Torvet med hjælp fra mikrofonen. "Velkommen til det 70 Dødsspil. Og må heldet altid være med jer!" Hun ser ud over os, og blinker med det ene øje. "Damerne først!" Hun går over mod galsbeholderen hvor pigernes navne er i. Hun roder godt ned i bunken, før hun tager fat om en og hiver den op. Hun går tilbage til mikrofonen, og jeg når kun lige har mærke frygten i mig, før hun læser navnet på. "Annie Cresta!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...