Born To Lose ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 26 aug. 2012
  • Status: Igang
I det 70 Dødsspil bliver en pige fra Distrikt 4, brune krøller, havgrønne øjne, fregner og slank trukket. Hun er distriktes kvindelige soner, og sammen med den mandlige soner fra hendes distrikt, sendes de til Capitol, hvor de skal forberedes til arenaen, en kamp på liv og død.
Men hvordan skal man dræbe børn, som måske er mindre end sig selv- hvis man selv er skrøbelig og svag? Hvordan skal man kunne slå uskyldige ihjel- uden at knække sammen? Og hvad hvis man allerede er knækket?

18Likes
55Kommentarer
2943Visninger
AA

4. Sonerne

 "Prøv nu!" lød Elenors irreterende stemme. "Du lærer det jo aldrig, hvis du ikke engang tør røre det!" Jeg stirrede ud over havet, på bølgerne som skvulpede ind og så trak sig tilbage. Vandet ramte mine bare tæer, og en kuldegysning røg igennem mig. Det var sidst i sommer, og min mor var død for 3 måneder siden. Jeg var ramt af en overvældene sorg. Havet havde taget min mor i en storm, og efter det turde jeg ikke være ude i havet. Jeg havde ellers været en dygtig svømmer. "En anden gang!" råbte jeg og vendte mig for at gå tilbage. "Tøsepige!" råbte Elenor. Jeg ved ikke hvorfor, men dengang fandt jeg mig ikke i, at folk kaldte mig det.

 Vreden blussede op i mig, og jeg traskede målrettet ud i vandet. "Se du kan jo godt!" lyder Elenors stemme. "Længere," Elenors stemme lød så fjern. Som om han stod meget længere væk end han egentlig gjorde. Mens jeg gik, krøb kulden hurtigt ind under tøjet på mig, gennem huden og helt ind til knoglerne. Jeg begyndte at forestille mig ting, hvad der kunne ske, hvis man besvimede af kulde. Hvis jeg pludselig faldt om, ville Elenor så sprige ud og redde mig? Selvfølgelig ikke. Elenor var en selvglad idiot, som altid skulle vise sig. Det havde kostet ham livet da han fyldte 15.

 Vandet gik mig nu til brystet. Jeg prøvede at fokuserer på et skib som lå langt ude på vandet. På det tidspunkt troede jeg der var storm, for skibet gyngede voldsomt fra side til side. Men så gik det op for mig, at det var mig der gyngede. Jeg stod stille, og svajede fra side til side mens jeg stirrede ud over havet. "Annie?!" et svagt råb lød inde fra stranden, men jeg kunne ikke svare. Kunne ikke bevæge mine iskole læber. Var det sådan min mor var død? Var hun faldet i, og kunne i råbe på hjælp for kulden? Kunne hun ikke svømme godt nok? Eller havde hendes lunger simpelthen bare svigtet hende?

 Tankerne led mig på vildspor, og jeg kunne mærke vandet gik mig til halsen. Går jeg stadig? "STOP! Hvad laver hun? Er I blevet sindsyge?!" Den nye stemme rev min hjerne tilbage til min krop, jeg mærkede muslingerne under mig skride, jeg snublede og faldt. Jeg knaldede hovedt ned i vandet, og alt blev sort. Det næste jeg kan huske er, at jeg vågner og en dreng sidder ved min side. Finnick.

 Det den eneste gang hvor det faktisk sagde klik for mig. Jeg kan mærke, det samme er ved at ske nu. Pigen ved side af mig prikker mig på skuldren og hvisker: "Er du ikke Annie Cresta?" Jeg stirrer på hende et kort øjeblik, før det går op for mig, at det er mig. Jeg er Annie Cresta. Jeg træder ud fra rækken og går målrettet op mod scenen.

 Men det mod som fik mig til at gå frem, svinder da jeg ser hans ansigt. Han er ligebleg. Alt farven har forladt hans ansigt og han står bare og stirrer ud mod skrænterne, som fører ned til havet. Marvelunes stemme lyder, men jeg hører hende ikke. Ser kun Finnick. Hans havgrønne øjne finder mine, og de er udtryksløse. Men det er dét, det får mig tilbage til virkeligheden. Til Distrikt 4. Til Torvet. Til Høsten hvor Marvelune lige har råbt mit navn op. Jeg tøver, men går så op på scenen, med et ansigt jeg håber der er følelsesløst. "Er du Annie Cresta?" Hun ser nysgerrigt på mig. Det er et latterligt spørgsmål, selvfølgelig er jeg Annie Cresta. Hvilken idiot træder frivilligt frem, og lader som om de er personen der bliver trukket? "Ja," hvisker jeg svagt. "Hvor gammel er du Annie? 15?" Mange mennesker vil måske blive fornærmet over hvis nogle tror de er mindre. Men jeg er ligeglad, det kommer ikke til at spille den store rolle for mig alligevel. "16," siger jeg ind i mikrofonen hun holder hen til min mund. "16..." hun tygger nærmest på ordet. "Nogen frivillige?" Hun ser ud over forsamligen. En gang imellen kan 4 godt have et frivillig pigesoner, men hvis der endelig er frivillige, er det for det meste drenge. "Ikke nogen?" Hun holder en kort pause før hun siger:" Videre til drengene!"Hun går glad hen mod glasbeholderen med dregenes navne i, og roder godt ned i bunden før hun tager fat om en seddel. Hun går tilbage, og holder en pause inden hun læser navnet højt. "Chash Fanrell!"

 Jeg genkender ikke navnet, men da jeg spejder ud over forsamlingen, ser jeg ham træde frem. Han er de 18 år, havgrønne øjne ligesom de fleste i 4, lys hus og en smule fregner. Han ligner faktisk mig, bortset for at hans hår er kulstort og ikke mørkebrunt. Han går hen mod scenen, og der er det, jeg genkender ham.

 "Annie-Banni!" Han grinte og så på mig. "Stop med at kalde mig det!" råbte jeg og kylede en bunke sand efter ham. "Chash-..." jeg gik istå, og prøvede lynhurtigt at finde på et navn der passede til ham. Han så afventende på mig med et smørret grim 0m munden. Og da det gik op for ham, at jeg ikke kunne finde på et ord som rimede på hans navn, grinte han endnu mere. "Men du ligner en Annie-Banni," sagde han og smilte kækt. "Men dine runde kinder, fregnerne og krøllerne!" Da jeg var mindre, havnde jeg runde kinder, fregner over næsen og et vildt brunt hår. "Du ved ikke engang, hvordan en Banni ser ud," mumlede jeg til ham. "Jo jeg gør," sagde han og så på mig. "Som dig," Han smilte igen til mig. "Så er du også en Banni! Chash-Banni!" gav jeg igen. Han vidste det udemærket godt. Hvis han kaldte mig noget omkring udseendet, passede det også til ham. Da vi var omkring 10 år lignede vi hinanden på en prik. To dråber vand. Men nu, nærmest 6 år efter er hans hår blevet kulsort, men stadig de samme krøller som dengang, og jeg har en del mere fregner.

 "Giv ham nu hånden... Annie!" Marvelune prikker mig på skuldren. Jeg kigger op og møder Chash blik, og da han trykker min hånd, er hans varm og muskuløs i forhold til min kolde og spinkle. Da jeg igen møder hans blik, er jeg ikke i tvivl om, at han genkender mig, Jeg er pigen som var hans bedste ven i mere end 5 år. Pigen, som nogen nogle gange forvekslede som hans lillesøster. Pigen, som han altid vandt over i i spil.

 Vi vender os mod Retsbygningen og går ind. Jeg ser ikke de andre vinders blikker. Ser ikke Finnick. Det eneste jeg tænker på, er, at kun én af os måske er så heldige at vende hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...