Born To Lose ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 26 aug. 2012
  • Status: Igang
I det 70 Dødsspil bliver en pige fra Distrikt 4, brune krøller, havgrønne øjne, fregner og slank trukket. Hun er distriktes kvindelige soner, og sammen med den mandlige soner fra hendes distrikt, sendes de til Capitol, hvor de skal forberedes til arenaen, en kamp på liv og død.
Men hvordan skal man dræbe børn, som måske er mindre end sig selv- hvis man selv er skrøbelig og svag? Hvordan skal man kunne slå uskyldige ihjel- uden at knække sammen? Og hvad hvis man allerede er knækket?

18Likes
55Kommentarer
3123Visninger
AA

7. Minder

 Marvelune sidder i den blå sofa. Hun er ved at opfriske sin gyldne make-up rundt om øjnene ,mens hun holder et lille spejl op foran sig. Hun ser op da jeg kommer. "Annie! Kan jeg hjælpe dig med noget?" Hun tjekker sin make-up en sidste gang, før hun igen kigger på mig. "Jeg ville, øh..." Jeg synker. "Hvem skal være vores mentor?" Jeg ville egentlig have spurgt, om hun vidste om Finnick skulle være vores mentor, for så ville han være på toget. Åh, lad det være Finnick. Så kunne jeg tilbringe al min tid med ham inden jeg skulle ind i arenaen og slagtes. "Jeg tror det er Kahlene og... hvad er det nu han hedder? Ham med det sorte mørker hår? Anthonie! Anthonie Drewel!" Det sidste råber hun nærmest. Hun ser begejsret på mig. "Hvor er Finnick?" jeg siger det måske lidt for skarpt, men det ser ikke ud til, at hun bemærker det. "Finnick? Åh, Finnick Odair!" Hun smiler og ser kort på mig og så på spejlet. "Han er i Distrikt 4," Hun har nu alt sin opmærksomhed rettet mod sit eget ansigt i spejlet. Hvad mener hun med det? Han har jo ikke sagt farvel til mig?

 "Hvad?" vrænger jeg og tager et par skridt hen mod sofaen. Hun ser forskrækket op på mig. "Er det da ikke der han bor?" spørg hun usikkert. Jeg falder sammen på sofaen og læner opgivende mit hoved tilbage, så jeg sidder og stirrer op i loftet. "Han har ikke sagt farvel til mig," erkender jeg og stirrer på lysekronen som hænger over mit hoved. "Åh nej! Hvor forfærdeligt!" siger hun og ser medlident på mig. "Hvorfor kom han ikke og sagde farvel?" hvisker jeg nærmest til mig selv. "Bare rolig. Det kan være I ses hvis du vinder?" Det er et fuldkomment lamt forsøg på at opmuntre mig, og normalt ville jeg svare igen. Men lige nu er jeg taknemlig for at hun forstår, hvad jeg mener. "Ellers kan du jo få Chash til at give ham  en besked. Misforstå mig ikke, men jeg tror, at Chash har flere chancer for at vinde," Der røg den forståelse. Jeg skuler til hende, men hun er alt for optaget af sit eget spejlbilled til at bemærke mig. Han ville ikke lade mig tage afsted, uden at sige farvel. Det ved jeg.

 Marvelune knipser med fingrene og ser på mig. "Nu ved jeg det!" Jeg blinker forvirret og ser mig rundt i rummet for at se, om det måske er Chash hun snakker til. Men da hun taler videre, går det op for mig, at jeg har sagt tanken højt. "Der blev, efter Høsten, en diskussion om hvem der skulle være mentor for jer. Finnick meldte sig straks som frivillig, men det kunne jo ikke være ham, for han var jo sidste år, og det var Anthonie og Kahlenas tur... Men altså, han insisterede, og det blev han ved med uanset hvad de andre sagde. Finnick og en anden vinder var tæt på at komme op at slås. Til sidst kom bogmesteren og sagde, at dig og Chash var klar til at tage afsted. Og så var det jo for sent for ham at sige farvel til dig."

 Jeg sidder og stirrer ud i luften, mens jeg lader hendes ord synke ind. Han prøvede. Finnick prøvede. Han prøvede alt hvad han kunne, at blive vores mentor. Men det blev han ikke. Han må være syg af bekymring når han ikke kunne være min mentor, og så nåede han ikke engang at sige farvel til mig.

 Jeg mærker min krop blive slatten, og længslen tynger mig. "Er I i familie eller hvad?" Marvelune ser nysgerrigt på mig. Hendes øjne glitrer når hun blinker, og de gyldne øjne bliver skræmmende. Selvom hun smiler så venligt med sine gule tænder, er hendes øjne gennemborende.

 "På en måde," mumler jeg og rejser mig hurtigt.

 Jeg løber hurtigt ned ad gangen og tager den første dør på venstre hånd. Et bord. En stol. En reol. En hel masse parpir og blyanter flyder ud over bordet. Ikke her. Jeg smækker hurtigt døren i, og tager den næste lidt længere henne.

 En stor seng står henne i hjørnet, med et rødt sengetæppe over. Et vindue som før viste grøn, viser nu en tør brun. En anden dør fører ind til et badeværelse. Der er helt rent, og det ligner, at det lige er blevet nypuset. Det er det sikkert også, tænker jeg og går derind.

 Jeg går hen til det store spejl, som hænger over vasken. Jeg viger ikke tilbage, da jeg ser mig selv i glasset. Store trætte øjne, som kun ønsker, at lukke sig. Bleg hud og tørre læber. Selvom jeg ikke har grædt, er mine øjne røde og opsvulmede.

 Jeg har set mig selv sådan her én gang før i mit liv, og det var da jeg var 13 år.

 Jeg havde set mig selv i det støvede lille spejl på væggen. Havde brudt hulkende sammen på sengen, mens regnen tordnede ind på ruden. Den dag står ligepludselig lysende klart for mig.

 Chash og jeg der gemmer os i skyggerne bag en båd. Chash og jeg der kommer op af skændes. Mig der stormer hjem og græder på sengen. Fra den dag legede Chash og jeg aldrig sammen igen. Jeg prøvede at glemme ham, og hvad vi havde set og hørt.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...