Born To Lose ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 26 aug. 2012
  • Status: Igang
I det 70 Dødsspil bliver en pige fra Distrikt 4, brune krøller, havgrønne øjne, fregner og slank trukket. Hun er distriktes kvindelige soner, og sammen med den mandlige soner fra hendes distrikt, sendes de til Capitol, hvor de skal forberedes til arenaen, en kamp på liv og død.
Men hvordan skal man dræbe børn, som måske er mindre end sig selv- hvis man selv er skrøbelig og svag? Hvordan skal man kunne slå uskyldige ihjel- uden at knække sammen? Og hvad hvis man allerede er knækket?

18Likes
55Kommentarer
2931Visninger
AA

5. Min Stjerne

 Rummet jeg er i, er smukt. Hvis ikke det er fordi, jeg blev trukket, ville jeg have gået rundt og mærket på de forskellige stof eller set på de forskellige møbler. Men lige nu er jeg bare tom.

 Jeg sidder på en træstol, med en blå pude på, så stolen ikke er så hård at sidde på. Der kommer svagt solstråler ind fra vinduet, som er over den mørkebrune kommode med en slags dug over. Hvorfor sætter man dog en dug over en kommode?- man spiser der jo ikke. Min mor snakkede altid om, da Almela og jeg var små, at hun godt kunne tænke sig en dug. Hun sagde, at vi altid krummede og fedtede så meget, at det ville være meget nemmere at kunne ryste den bagefter, og så var det pænt igen. Men det er kun de meget rige i vores distrikt, som har sådan en. Som Finnick. Hans er dybblå, ligesom tæpperne i hans stue. Åh, Finnick. Hvordan har han det mon? Jeg husker hvordan hans ansigt blev ligblegt, da mit navn blev råbt.

 "Annie!" Almela kommer ind ad døren, og styrer direkte mod mig. Jeg rejser mig, og lukker mine spinkle arme rundt om hendes krop. "Åh Annie," Almela stryger mig over håret og knuger mig tæt ind til sig. "Hvorfor dig, hvorfor dig?" Hun tager sit ansigt mellem sine hænder og ser mig i øjnene. Hendes mørkegrønne øjne, som ellers plejer at have en klarhed over sig, har fået et strejf af panik. "Du kan godt vinde," siger hun bestemt. "Almela, nej..." Min stemme dør hen, for hvad skal jeg sige? At jeg ikke har en jordisk chance for at vinde, fordi jeg er for svag og skrøbelig. At dette er den sidste gang hun snakker med sin lillesøster? Hvilket menneske kan sige det?

 "Nej, hør på mig," hun taler fast til mig, og ser skarpt men mildt på mig. "Du skal vinde. Okay? Hvis du ikke kommer hjem igen, kan jeg aldrig leve videre. Ikke når mor og far også er væk. Du er den eneste jeg har tilbage nu." Hendes øjne bliver blanke, og hun ser trist på mig. Hvad skal jeg gøre? Det er Almela, som burde være stærk nu, trøste mig og måske give mig råd, til hvordan jeg kan vinde. Men hendes øjne er blanke, og tårerne efterlader lydløse ord på  hendes fregnede kinder.

 I det øjeblik ser jeg den samme Almela, som jeg så for 6 år siden. Da hun holdt mig vågen sent om aften, hvor hun og mor troede jeg sov. Det bliver ikke dig Almela, det lover jeg. Hvor hun græd så utrøsteligt, fordi hun var bange, bange for at hun var den uheldige.

 Jeg har altid set Almela som stærk. Men måske er det fordi, hun ikke havde andet valg. Da mor døde, blev vi overladt til nabokonen. Hun tog sig af os, men efter 2 år døde hun af sygdom. Almela var lige fyldt 18, så hun overtog myndigheden over mig og hende selv. Hvis ikke hun havde gjort det, ville jeg være kommet på børnehjem. Det var Almela som holdt sig stærk, for min skyld og så vi kunne overleve. Almela har altid været den stærke af os, men måske, måske var hun ikke så stærk, som jeg troede. Man ved ikke hvor stærk man er, før at være stærk, er det eneste valg man har. Det sagde vores mor altid til os, når en, uanset hvem, fra vores distrikt var død- for det meste druknet.

 "Jeg skal nok prøve," siger jeg hæst. Hun skal til at trække mig ind til sig, da en høj stemme siger, at tiden er løbet ud.

 Almela kysser mig en sidste gang på panden, og ser sørgmodigt på mig. Her er det så, tænker jeg mens hun gå hen mod døren. Den sidste gang jeg nogensinde ser min søster.

 Da hun står i døren, vender hun sig og ser på mig. "Du er min stjerne." hvisker hun. Og det er de sidste ord jeg hører fra hende, før døren lukker i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...