Born To Lose ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 26 aug. 2012
  • Status: Igang
I det 70 Dødsspil bliver en pige fra Distrikt 4, brune krøller, havgrønne øjne, fregner og slank trukket. Hun er distriktes kvindelige soner, og sammen med den mandlige soner fra hendes distrikt, sendes de til Capitol, hvor de skal forberedes til arenaen, en kamp på liv og død.
Men hvordan skal man dræbe børn, som måske er mindre end sig selv- hvis man selv er skrøbelig og svag? Hvordan skal man kunne slå uskyldige ihjel- uden at knække sammen? Og hvad hvis man allerede er knækket?

18Likes
55Kommentarer
2980Visninger
AA

8. Mentor

 "Annie?" Chashs velkendte stemme lyder fra den anden side af døren. "Der er aftensmad, og vi skal hilse på Anthonie og Kahlena, vores mentor,"Aftensmad? Har jeg været herinde så længe? Jeg rejser mig fra sengen, og går ind på badeværelset for at se mig selv i spejlet.

 Jeg har faktisk ikke grædt. Ikke endnu. Jeg ved ikke hvorfor, det burde jeg da have gjordt. Jeg burde have grædt over, at jeg ikke nåede at sige farvel til Finnick. Eller at jeg nok aldrig skal se min søster igen. Eller at jeg skal sendes ind i en arena, og sikkert lide en smertefuld død fra kniven i  et andet barns hånd.

 Åh, lad ikke min død være pinefuld, jo mindre Almela og Finnick ser mine smerter, jo bedre.

 Jeg vasker mit ansigt, og heldigvis så ligner det bare, at jeg har sovet. "Annie?" Chash banker på døren. "Er du der?" "Jeg kommer nu!" råber jeg og går hen og åbner for døren.

 Chash har også stadig sit Høsttøj på, og det ligner heller ikke, at han har grædt. Han kigger på mig og siger: "De sidder allerede derinde," Jeg undgår hans blik og skubber mig forbi ham. "Jeg faldt i søvn," Chash kniber øjnene sammen og ser på mig. Jeg ved ikke hvad eller hvor meget han kan huske om mig, men jeg har aldrig været sådan en der faldt i søvn for at dulme sorgen.

 "Kom nu," siger jeg mens jeg rask går hen mod døren. Jo mere jeg venter, desto mere nervøs bliver jeg for at møde dem.

 Jeg kan huske at Anthonie vandt da jeg var 11 eller 12. Han vandt fordi han var snedig og pæn. Jeg kan huske, at hans sidste modstander var drengen fra Distrikt 10. Jeg tror egentlig bare, at Anthonie vandt, fordi han var stærkere, og så selvfølgelig fordi drengen fra 10 forblødte ihjel først.

 Kahlena vandt vist da jeg var omkring 7 år. Jeg så ikke det Dødsspil, for vores mor ville ikke have, at vi så det. "Du har ikke lyst til at se det, Annie. Vil du se børn slå hinanden ihjel, bare for at komme hjem igen? Det er kun vinderen som kommer hjem igen. Og vinderen, det er den der har skæbnen på sin side. Og skæbnen holder med den, som har flest kanoner."

 Selvfølgelig så Almela og jeg Dødsspil på den alder. I pauserne på skolen, ind ad vinduerne hos folk. Dengang kunne jeg ikke forstå, hvorfor vi ikke måtte se det. Men nu forstår jeg.

 Hun prøvede bare at skærme os fra sandheden. Fra den fremtid som måske ventede os. Hun fortalte os, hvad det gik ud på. Hun fortalte os reglerne og hvordan det ville ende; at én brik ville stå tilbage, vinde det hele. Men hun lod os aldrig se, når brikkerne tabte.

  "Annie! Chash!" Marvelunes skingre stemme skær os i møde. "Godt I kommer nu. Vi skulle lige til at begynde og spise," Hun ser skiftevis på os og smiler med sine gule tænder. "Det her er Kahlena, og det her er Anthonie," Hun peger på dem, når hun siger deres navn. "Anthonie og Kahlena, som I nok ved, så er det her Annie og Chash."

 Anthonie er, som jeg husker ham. Kraftig med en masse muskler. Hans hår er sort og krøllet, men det er ikke så langt, at det falder ned i øjnene, som Chashs. Havgrønne øjne, lidt solbrændt men ingen fregner. Hans hænder hviler om en kop dampende- jeg er ikke sikker, det er jo fra Capitol- te.

 Kahlena er usædvanlig i forhold til, at hun kommer fra Distrikt 4. Langt rødt hår og en meget bleg hud. Hendes mosgrønne øjne er omkranset af lange mørke øjenvipper, som gør dem mere fremtrædene. Jeg finder hendes blik, og ser at det hviler på mig.

 Jeg kigger forlegent væk og vrider mine hænder foran mig. "Dette års soner," siger Anthonie og kigger på os. "En af jer skal nok komme hjem igen, når I har mig som mentor." Det er sikkert ikke meningen at jeg skal bemærke det, eller måske er det bare ligegyldigt, men hans blik hviler lidt længere på Chash end på mig. Chash ser ikke ud til at bemærke det, han stirrer ud på at det vi nu end kører forbi. "Bare rolig," siger Kahlena og smiler beroligene til os. "Jeg hjælper jer også. Der skal en til at holde Anthonie her i ørerne," Kahlena griner let og blinker til os. "Hey," siger Anthonie og tager en slurk af sin drik. "I glemmer vist lige hvem det var, der fik Finnick Odair ud og hjem i live," Da han siger hans navn, retter jeg mit blik og al min opmærksomhed  mod ham. "Var du Finnicks mentor?" spørg jeg nysgerrigt. "Ja da je..." Men Kahlena afbryder ham hurtigt. "Nej han var ej. Det 65 Dødsspil var nogle år efter ham her havde vundet, så han skulle se hvordan det var at være mentor. Han stod bare i sidelinjen, det var Mags der fik han sikkert hjem."

 Jeg rynket brynene, hvad mener hun? Hvordan kunne Anthonie have været Finnicks mentor uden rigtigt at være det?

 "Jeg er ikke helt med..." siger jeg forvirret og ser skiftevis på de to vindere. "Hvordan kan Anthonie ikke være skyld i Finnicks overlevelse, hvis han var hans mentor?" "Det er for..." starter Kahlena, men bliver afbrudt af Marvelunes skingre stemme. "Det skal de nok fortælle jer, men sæt jer nu først ned og tag noget mad,"

 Jeg går hen og sætter mig på stolen overfor Kahlena, og Chash tager den ved siden af mig og Marvelune og overfor Anthonie. "Tag endelig for jer!"siger Marvelune mens hun tager nogle gule små runde ting over på sin tallerken. Jeg følger de gule ting mens hun tager dem over på sin tallerken, elsker den kvinde bare gule ting? "Det hedder kartofler," siger Kahlena som kigger på mig. "De kommer fra Distrikt 11," siger Marvelune. "Og er dyrket med frivillig arbejdskraft." "Frivillig?" mumler Chash så lavt at det nok kun er mig der kan høre det. Jeg ser hurtigt på ham, og rækker så ud efter det de kalder kartofler.

 De smager faktisk godt. Kartoflerne. Jeg rækker ud for at tage en mere, men kommer ved et uheld til at vælte en slags kande med en rød væske som står ude ved kanten. "Hov..!" siger jeg da den vælter, røger ud over bordet, rammer gulvet med et brag og knuses i flere millioner stykker. Jeg skubber hurtigt stolen tilbage og bukker mig ned for at samle det  knuste glas op. Da jeg ser den blodrøde væske ligge på gulvet, gyser jeg. Det minder om blod. Det minder om... "Her, lad mig hjælpe dig," Jeg ser op, og møder Chashs havgrønne øjne, og et minde flyver for mit blik...

 "Annie!" råbte Emeli. "Tager du lige dem her?" Lige efter mor døde, skulle jeg begynde at arbejde efter skole nede ved havet, på bestemte dage, sammen med de andre mellen 14 og 18. Vi skulle rense fiskene som dem ude på havet fangede. "Jeg er der straks," råbte jeg tilbage og smed den fisk, jeg lige havet renset i en kurv og gik over til Emeli. Hendes blonde hår var sat op i en sjusket hestehale og de mandelbrune øjne kiggede på mig. "Husk bare direkte op til toget og..." hun begyndte at grine da hun så mig puste og smilede. "Heldigvis er arbejdstiden snart ovre," Jeg nikkede og tog kurven med fisk i armene. Jeg gik hurtigt op ad trapperne på skrænten og videre mod byen. "Pas nu på du ikke taber dem," grinede en gammel mand ved navn Leol til mig. "Bare rolig," sagde jeg med tungen lige i munden. "Jeg har tjek på det. Tror jeg." Han grinede og gik i den modsatte retning.  Toget stod lige inden byen begynder og man skulle op ad endnu en bakke. Jeg tog et skridt op ad bakken, og borede min fod ned i jorden for derefter at tage det næste skridt. Men da jeg løftede foden, skred den anden og jeg faldt. Kurven røg ud af mine hænder da jeg prøvede at tage imod faldet. Jeg tumlede det korte stykke ned ad bakken, indsmurt i mudder. Fiskene lå der hvor jeg var faldet, også indsmurt i mudder. Åh Gud, nej tænkte jeg og prøvede vakkelvorne at komme på benene. "Her, lad mig hjælpe dig," sagde en velkendt stemme og tog fat i mine skuldre og hev mig op. Jeg snurrede rundt, og så Chash stå der. Hans hænder holdt stadig fat i mine skuldre, og jeg trådte et skridt tilbage, men mit blik veg ikke fra hans. Du stoler ikke på ham. Ikke længere. Det er hans skyld din mor blev beskyldt. Men hans blik var så velkendt. Så trøstende. En kuldegysning gik gennem mig og jeg vendte mig for at samle fiskene op. Jeg satte mine knæ i mudret og begyndte at fjerne så meget af mudret fra fiskene. Det var ikke så stort et problem. De ville alligevel blive renset og vasket mange gange inden de blev spist. Et par hænder hjalp mig med de sidste fisk, men jeg vendte mig ikke om, for jeg kendte duften. Uanset hvad der var sket mellem os, ville jeg aldrig glemme hans duft.  Jeg rejste mig hurtigt- og skulle til at begynde at gå op ad bakken igen- da han satte sine hænder på mine skuldre og holdt mig fast. "Annie..." begyndte han, men jeg skubbede kurven med fisk ind i hans brystkasse, rev mig væk og løb. På vej væk så jeg mig tilbage, og det fortryder jeg stadig den dag idag. Hans stod der, indsmurt i mudder som mig. Med armene om kurven med fisk, og det sorte krøllede hår som blæste i vinden. Men hans grønne øjne, som ellers plejede at være ivrige, skinnende, nysgerrige og strålene- var sørgmodig. Han stod bare der, i vinden, og kiggede trist efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...