Born To Lose ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 26 aug. 2012
  • Status: Igang
I det 70 Dødsspil bliver en pige fra Distrikt 4, brune krøller, havgrønne øjne, fregner og slank trukket. Hun er distriktes kvindelige soner, og sammen med den mandlige soner fra hendes distrikt, sendes de til Capitol, hvor de skal forberedes til arenaen, en kamp på liv og død.
Men hvordan skal man dræbe børn, som måske er mindre end sig selv- hvis man selv er skrøbelig og svag? Hvordan skal man kunne slå uskyldige ihjel- uden at knække sammen? Og hvad hvis man allerede er knækket?

18Likes
55Kommentarer
3015Visninger
AA

2. Høsten

 Den salte havluft slå mig i møde, da jeg vågner. Jeg plejer at vågne til mågernes skrig, råbene og latteren. Men idag er det kun mågerne, som siger noget. Jeg rejser mig fra sengen, og går hen til det lille vindue som peger ned mod havet. Vores hus ligger næsten på toppen af bakken, derfor har vi også en fantastisk udsigt til havet. Der plejer at sejle en masse små både  rundt derude, men idag er der øde.

  Jeg sukker og går hen foran det lille spejl som hænger på væggen. "Er du allerede oppe?" Almelas stemme lyder fra døren. Jeg kigger op, og ser min søsters ansigt i spejlet. "Ja," mumler jeg og går hen mod min bunke tøj, som ligger slænget hen over en stol i hjørnet. Jeg mærker på det, og til min lettelse er det tørt fra dagen igår. "Nej det kan du godt glemme! Det tøj kan man ikke have på til Høsten. Her, du låner en af mine kjoler," Almela åbner den nederste skuffe i kommoden og trækker en rød kjole ud. Det er ikke en bleg rød, som jeg foretrækker, men en knaldrød en, som den farve puden i Finnicks stue er. "Glem det Almela! Den der tager jeg ikke på." Jeg træder et skridt tilage og ryster hænderne foran mig for at understrege det. "Den er..." jeg synker en klump. "Hæslig." Almela bøjer sig ned til skuffen og skuler til mig. "Jeg kunne tilfældigvis godt lide den i din alder," siger hun med hovedt nede i skuffen. Hendes stemmer er ikke vred, bare en smule irreteret. Men Almela bliver heller aldrig vred, jeg har i hvert fald aldrig set hende blive det. "Jeg havde den på til mit... fjerde år til Høsten og..." hun stopper op og retter ryggen. "Den er perfekt!" I sine arme holder hun en mørkegrøn kjole, næsten så mørk som hendes øjne. "Tag den på," Hun rækker mig kjolen, og jeg trækker den ned over min mørke krølller. "Wow... Du ser..." Almela ser begejsret på mig og smiler. "Den fremhæver dine øjne helt perfekt!" Jeg vender mig og ser mig i spejlet, og hun har ret. Med kjolens næsten sorte farve fremhæver den mine lysegrønne øjne. "Må jeg låne den?" spørg jeg og snurrer en omgang rundt om mig selv. "Selvfølgelig. Sæt dig her, så ordner jeg dit hår." Hun trækker mig ned på en taburet som står ved siden af spejlet. "Skal vi sætte det op?" Hun reder børsten gennem mine krøller og lader hånden glide ned af det. "Ja," siger jeg og stryger håret om bag øret. Jeg begynder at nynne en gammel sang, som vores mor lærte os før hun døde.

 Jeg vidste ikke hvad den egentlig handlede om dengang, men min mor sang den altid når hun var glad. Almela opfatter hurtigt hvilken sang det er, jeg nynner. Da hun begynder at synge med, fylder hele hendes stemme vores lille værelse. Børsten stryger gennem mit hår mens hun synger. Hendes stemme er klar og ren, og passer perfekt til min da jeg synger med. Det er en gammel sang, som alle fra Distrikt 4 kender. Vores mor lærte os den da jeg var 10 og Almela 13. Allerførste gang jeg hørte den, var mor, der sang den for Almela om aften.

 Det var stormvejr. Havet åd sig ind på stranden, og den kolde vind fra havet ramte vores distrikt. "Almela søde, læg dig nu til at sove. Du vækker din søster," Almela sad på mors skød med armene rundt om knæene. Mor strøg hende over håret og vuggede hende fra side til side. "Tænk hvis det bliver mig," Almelas stemme var en hvisken, og hendes øjne blanke. "Det bliver ikke dig Almela. Det lover jeg. Hør, jeg synger for dig indtil du sover?" Almela nikkede og lagde sig ned på hendes seng ved vinduet.

 "Over månen og himlen og stjernerne ser jeg dig

 Dit ansigt lyser så fredfyldt til den blide lyd fra bølgerne

 Smerte og sorg og vrede er væk,

 borte med blæsten som besøgte os igår

 Den tog dig med, men nu ser jeg dig

 Du skinner så klart at du må være en stjerne,

 Min stjerne.

 

 Under sandet og vandet og skallerne ser jeg dig

 Din stemmer er klar og rolig til den blide lyd fra mågerne

 Mit hjerte tog du med på din rejser,

 og jeg troede aldrig jeg ville få det igen

 Den tog dig med, men nu ser jeg dig

 Du skinner så klart at du må være en stjerne,

 Min stjerne"

 Min mors stemme var så fredfyldt og blid, og jeg ønskede jeg kunne møde den stjerne, som sangen handler om. Hun måtte kunne redde os fra Fredsvogterne, Dødssspillene og Capitol. Og efter den nat sad jeg hver aften og bad, bad til denne stjerne om at frelse os alle. Jeg vidste godt dengang, at næsten alle de andre distrikter havde det værre end os. Med sult, kulde og sygdomme. Sådan nogle probemer fik vi næsten aldrig i 4. Men alligevel, alligevel syntes jeg allerede dengang det var forkert.

 Jeg bad om aften, nede ved standen og ude på havet. Jeg holdt på med at bede da vores mor døde. For stjernen kom jo alligevel aldrig og hjalp os. Denne stjerne som vores mor havde sunget så flot om, vendte os ryggen. Hun havde ladet havet tage vores mor, og fra den dag holdt jeg op med at tro på mirakler.

 Selvom jeg kun var 14, ændrede det min opfattelse af Distrikt 4, det ændrede min opfattelse af Panem. Havet blev mørker og storme kraftiger. Jeg så sandheden, som alle prøvede så god at skjule, i deres blikker. Jeg så det hele med nye øjne, og det viste jeg, at Almela også gjorde.

 Og nu, da jeg sidder og ser på en pige i spejlet, med lysegrønne øjne, brune krøller og en smule fregner, ved jeg stadig ikke, om det er mig. Det eneste jeg kan genkende, er den ro hun udsender.

 "Sådan!" Almela er holdt op med at synge, og træder begejstret et skridt tilbage for at betragte mit hår. "Hvordan sidder det?" Jeg rejser mig og drejer hovedt så meget som jeg kan. Hun har samlet mit forreste hår i hver side og flettet det om til nakken, hvor hun har samlet det i en hestehale. Det er smukt, og passer slet ikke til den normale mig med knold i og gammelt tøj. "Hvad med dig?" spørg jeg og kigger på hende. "Jeg behøver jo ikke være pæn," siger hun og blinker. "Jeg kan jo ikke trækkes." Hun smiler blidt til mig, nok for at berolige mig. "Nåh nej, du er jo heldig." mumler jeg og ser væk. Almela fyldte 19 for to måneder siden, så der er ingen chance for at hendes navn bliver udtrukket til Dødsspillet. "Bare rolig," siger hun og krammer mig. "Dit navn er ikke på sæsrlig mange lodder." Mit navn står obligatoisk på 8 lodder, og så har jeg selv valgt at få 6 mere. Så det står i alt på 14 lodder. Jeg er 16, så jeg er over halvvejs da det er fra 12 til 18-årige. "Lad os gå," siger hun og giver mit hånd et klem, og sammen går vi hen mod Torvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...