One Direction forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Tjek trailer;)
Det her er min første novelle så jeg håber at I vil tage godt imod den;)
Hvis I vil se hele coveret(billedet) skal I klikke på det så kommer coveret i fuld størrelse.

30Likes
74Kommentarer
9498Visninger
AA

35. Overhovedet ikke romantisk (Alex synsvinkel)

Der var nu gået yderligere en uge siden jeg så drengene sidst som var den gang jeg var i byen første gang med min forklædning som jeg stadig bruger og som stadig virker. Men desværre er jeg jo også nød til nogle gange at gå ud uden for hvis jeg ikke gør det ligner det bare jeg spærrer mig inde i huset og det ville paparazzierne elske at skrive om. ”Alexandra med lampefeber! Kommer ikke ud ad huset,” ser lige overskriften for mig.  

Lige nu er jeg ved at gøre mig klar til en aftale med Heather. Så nu kan jeg ikke tage parykken på men jeg går alligevel ud igennem havedøren. Jeg kigger ud ad mit vindue og ser det blæser ret meget. ”Så er det ikke i dag man skal tage løse bluser, nederdele eller kjoler på,” mumler jeg. Jeg tager et par stramme bukser på og en t-shirt med en cardigan udover. Jeg sætter mit hår op i en knold og lægger lidt mascara. Jeg går nedenunder og tager et par sorte converse på. ”Jeg smutter,” siger jeg og går ud ad havedøren. Jeg lister ud ad min have og ud på fortovet. Jeg går hurtigt forbi min hus i håb om at paparazzierne ikke opdager mig. Det går også fint men fordi jeg ikke ser hvor jeg går falder jeg over en revne i fortovet. De vender sig alle sammen om imod mig. ”Holy crap,” mumler jeg og rejser mig hurtigt op. ”Hey Alexandra…” jeg hører ikke mere inden jeg er vendt om og begyndt at løbe. Selvfølgelig løber de efter. ”Jeg må virkelig få mig et polititilhold,” mumler jeg imens jeg løber.

Jeg er nu inde i byen. Det så nok ret sjovt ud. Jeg løb en kilometer uden stop med en masse paparazzier i hælene. Men nu er jeg endelig fremme hvor jeg skal mødes med Heather. Jeg sætter mig en bænk med masse paparazzier. De stiler en masse spørgsmål. ”Hvis jeg nu smiler rigtig sødt går I så?” spørger jeg flabet. De bliver bare ved med at stille spørgsmål. ”Okay hvad nu hvis jeg svarer på jeres spørgsmål går I så?” spørger jeg. De nikker stille. Jeg begynder at svare på deres spørgsmål. Da jeg tror vi endelig færdig så kommer der et sidste spørgsmål. ”Hey Alexandra kender du denne pige?” spørger den ene og viser mig et billede. Mit hjerte springer et slag over. Det er Zayn der står og snakker på ’blondine mig’. ”Nej det gør jeg ikke og jeg tror ikke Zayn og hende Blondinen har noget sammen,” siger jeg hurtigt. De kigger spørgende på mig. ”Altså nu er jeg jo venner med Zayn og han har selv -sagt da jeg har set billedet ude på nette og på nogle forsider- at de ikke har noget sammen,” siger jeg så overbevisende som jeg kan. ”Okay I lovede at lade mig være,” siger jeg. ”Søde Alexandra du burde vide at vi siger nogen ting vi ikke mener for at du skal svare på vores spørgsmål,” siger de. Jeg kan mærke vreden indeni. Jeg rejser mig surt op og begynder at gå. De følger efter mig. Jeg tager min telefon op og skriver til Heather at jeg desværre ikke kan mødes i dag da jeg bliver forfulgt. Jeg begynder at løbe alt hvad jeg kan! Jeg kigger tilbage for at se hvor langt bagud paparazzierne er. Pludselig kan jeg mærke jeg løber ind i en. Jeg ryger bagover og lander på røven. ”Fuck det gjorde nas,” mumler jeg. Jeg kigger op for at se hvem jeg løb ind i. Okay det her er pænt akavet. ”Er du okay Alex?” spørger Niall. ”Undskyld jeg løb ind i dig Niall,” siger jeg. Han smiler. ”Det er okay,” siger han. Paparazzierne kommer over til os og begynder på deres sædvandlige spørgsmål og fotografering. Jeg rejser mig hurtigt op. ”Jeg ville gerne blive og snakke med dig Niall men jeg gider ikke de paparazzier,” siger jeg. ”Forståligt nok,” siger han. ”Vi ses,” siger jeg og løber IGEN! Utroligt nok står han stadig og smiler. Den dreng er simpelthen så dejlig positiv.

Hjemme… Det her er åndsvagt! Jeg er løbet hele vejen hjem med paparazzier i hælene! Jeg løber op til min dør og smækker den hårdt i! ”Jeg får da noget motion af alt det løberi,” jeg går ind i køknet og tager noget at drikke. Jeg sætter mig på køkkenbordet og tager et æble.

Næste dag… Jeg vågner af at der en masse piger der råber og skriger. Jeg står træt ud af min seng og går ind på Camilles værelse. Der møder mig et lidt overraskende syn. De er kun tre piger i alt. Det lød som en hel klasse. ”Gider I skrue lidt ned?” vrisser jeg surt. ”Gå Alex! Vi må gerne larme. Du kan bare lære at stå tidligere op,” siger Camille flabet. ”Kl. er jo kun 10.00,” mumler jeg som om at det stadig er tidlig morgen. ”Præcis! Det kan godt være at du sover hele dagen men vi er nogen der står tidligere op,” vrisser hun. Jeg ruller med øjnene og smækker så hendes dør. Jeg går surt nedeunder.

Inde i køknet… ”Mor sig til Camille og hendes veninder de skal dæmpe sig,” siger jeg surt. ”Og godmorgen til dig skat,” siger min far. ”Rolig nu Alex,” siger min mor. Jeg kører træt en hånd igennem mit hår. ”Faktisk skal mig og din far noget i dag hvilket vil sige at du skal passe dem,” siger min mor. Jeg står og måber lidt. ”Skal jeg passe de larmende piger?” mumler jeg. Min mor nikker. ”Det gør jeg altså ikke,” siger jeg. ”Ærgerligt for det skal du,” siger hun koldt. Jeg kan mærke min mor ikke vil diskutere så jeg sukker bare og går op på mit værelse igen. Jeg smider på mig min seng og trækker dynen over mig. ”Holy crap,” mumler jeg irriteret. Jeg kan stadig høre dem inde på Camilles værelse.

”En, to, tre. Nu!” råber Camille. Jeg kan mærke jeg får iskoldt vand i hovedet. Jeg vågner med et sæt. ”WTF?! Hvad fanden har i gang i?” råber jeg. Camille og hendes veninder står bare og griner. Jeg tager fat i Camilles arm. ”Hvorfor gjorde I det?” nærmest råber jeg lige ind i hendes hoved. Hun river sig løs og løber ud ad mit værelse med hendes veninder. Jeg styrer nedeunder til mine forældre som er ved at tage af sted. ”Jamen skat dog,” griner min mor. ”Jeg passer ikke de små monstre! De har lige kastet vand i hovedet på mig,” siger jeg surt. ”Det ved jeg godt. Jeg bedte dem om dette,” siger min mor. Jeg står bare og giver hende dræberblikket. ”Aha,” er det eneste der slipper ud ad min mund. Jeg står med armene over kors. ”Vi ses skat,” siger de. Jeg vender rundt og går op på mit værelse. Jeg går ud på badeværelset og ordner mig.

Inde på mit værelse… Jeg tager bare et par joggingbukser på og en trøje. Jeg gider ikke rigtig gøre så meget ud af mig selv i dag. Den der vandepisode har gjort mig for sur. Jeg lader mit hår hænge løst ned og går så ind på Camilles værelse. ”Okay hør her. Det er mig der har ansvaret for jer så I skal ikke larme! I må gerne have det sjovt men I skal bare ikke larme så meget så jeg kan høre jer nedeunder,” siger jeg. ”Skrid Alex,” siger Camille og kaster en pude efter mig. ”Hold dog op med at være så barnlig Camille! Jeg snakker bare til jer! Så lad da vær med at kaste en pude efter mig,” siger jeg og kaster puden tilbage. Jeg lukker hendes dør og går nedeunder. Jeg smider mig på sofaen og tænder fjernsynet.

Senere… Jeg kan høre det ringer på døren. Jeg rejser mig sløvt op og går hen og åbner. Det er et lidt overraskende syn der møder mig. Men en god overraskelse. ”Harry!” siger jeg. Han trækker mig ind i et langt kram. Der står en masse paparazzier men lige nu er jeg lidt ligeglad. Jeg hiver ham med indenfor og lukker døren. ”Hvad laver du her? Jeg troede I havde travlt,” siger jeg overvældet. ”Vi fik lidt tidligere fri og så tænkte jeg at det var lang tid siden vi sidst har været alene sammen,” siger han og smiler. Vi kysser som udvikler sig lidt til et snav. ”Du må altså virkelig undskylde at jeg ikke har gjort noget ud af mig selv men jeg…” ”Alex du er smuk selv sådan der som du ser ud nu,” siger han og trækker mig ind i et kram. ”Jeg har savnet dig meget,” siger han. ”I lige måde,” mumler jeg med mit hoved på hans brystkasse. Han kysser mig i håret.

Vi går ind i køknet. ”Vil du have noget at drikke?” spørger jeg og åbner køleskabet. ”Nej. Det eneste jeg vil have er dig,” siger han. Jeg kan mærke jeg rødmer. ”Aw hvor er du sød,” siger jeg og kysser ham. Han lægger sine arme rundt om mig og holder mig tæt ind til ham. ”Går du så stadig rundt med den blondineforklædning?” spørger han. Jeg griner lidt. ”Ja og den virker faktisk,” mumler jeg. Vi sætter os ved bordet og begynder at snakke lidt.

Jeg sidder ovenpå Harry og vi sidder og snaver lidt da køkkendøren pludselig bliver slået op. Vi trækker os forskrækket fra hinanden. ”Ej hvad laver I?” spørger Camille. Hendes små veninder står bag hende og griner. Jeg giver dem dræberblikket. ”Bank dog på,” vrisser jeg. ”Hallo det er ikke badeværelset eller dit værelse vel? Vi har lov til at komme ind selvom I sidder og deler mundvand,” siger Camille flabet. Jeg rejser mig surt op fra Harry og går direkte over imod dem. ”Hør her Camille! Jeg har ikke været sammen med min kæreste i tre uger! Det er en uge siden jeg så ham sidst så måske er det ikke så mærkeligt jeg bliver sur når du bare kommer brasende ind! Tag noget mad og skrid op på dit værelse igen,” siger jeg. Hun kigger surt på mig imens hendes veninder bare hiver lidt i hende. Jeg lægger mine arme over kors og nedstirrer hendes lidt. ”Så det er skændes du gerne vil?” spørger hun truende. Jeg hæver den ene øjenbryn og kigger flabet på hende. ”Tro mig du vil ikke skændes med mig. Jeg kender mange flere bandeord end dig. Og desuden er jeg meget stærkere end en lille 11 årig pige,” siger jeg. Hun trækker sig lidt tilbage og vender sig så hurtigt om. ”Idiot,” mumler hun og lukker døren. Jeg vender mig om imod Harry som sidder og smågriner lidt. ”Hvad sidder du og griner af,” spørger jeg og sætter mig med et ben på hver side af ham. Han tager fat om livet på mig og hiver mig ind til ham. ”Det var din sætning med ’jeg kender mange flere bandeord end dig’ jeg bare syntes var lidt sjovt,” griner han. Vi hører en masse skrig og råb oppe fra Camilles værelse. Vi kigger hinanden i øjnene og begynder så at grine. ”Hvis jeg have vidst du kom så havde jeg sørget for at vi var alene,” siger jeg. Harry griner bare lidt videre. ”Det er helt okay Alex. Det vigtigste er at du er her,” siger han og kysser mig. De skriger igen. ”Okay det her er overhovedet ikke romantisk,” griner jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...