One Direction forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Tjek trailer;)
Det her er min første novelle så jeg håber at I vil tage godt imod den;)
Hvis I vil se hele coveret(billedet) skal I klikke på det så kommer coveret i fuld størrelse.

30Likes
74Kommentarer
9447Visninger
AA

8. Løber hjemmefra (Alex synsvinkel)

Dernede… ”Kan I lide maden børn?” spørger min far. ”Fint nok,” mumler jeg. ”Er I uvenner eller hvad piger?” spørger min mor. ”Hun vil ikke have mig inde på hendes værelse,” mumler Camille surt. ”Det passer jo ikke Camille!” vi forklar hver vores side af historien. Da vi er færdige… ”Okay piger nu har vi hørt hver side af historien og vi er enige med jer begge to,” siger min mor. ”Camille du skal banke på inden du går ind på hendes værelse ligesom du slev gerne vil have. Og dig Alex du skal lære at bære lidt over med din søster,” ”Af Hva?!” råber jeg. ”Bære over! Jeg siger det til hende HVER gang! Og hver gang jeg lige glemmer det en enkelt gang så flipper Camille helt ud og I holder bare med hende! Åh I er så nederen!” med de ord rejser jeg mig fra bordet og går ud og tager mine converse på og smutter så ud af døren. Tårerne løber af ned kinderne. ”Hvorfor er mine forældre så meget imod mig?! hvorfor holder de altid med Camille?! Always! Det er så arrhh!” jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen! Jeg ved bare jeg skal væk fra mine forældre! Væk fra min lillesøster!

Lidt tid efter… ”Hvad fik jeg egentlig med i min vrede?” jeg tjekker min taske og ser hvad der er i den. Der ligger lidt penge omkring 500 kr. vil jeg tro og så selvfølgelig min telefon i lommen men eller har jeg ikke rigtig andre ting på nær min jakke som også ligger i tasken. ”Jeg tror jeg går ind på en eller anden café og får noget at drikke eller noget,” imens jeg går kører en bil lige forbi mig igennem en vandpyt så jeg bliver sprøjtet til og bliver gennemblødt! ”I…idiot!” får jeg fremstammet gennem mine klaprende tænder. ”Fuck jeg fryser! Jeg kan ikke gå ind på ind café eller noget andet offentligt sted for den sags skyld når jeg ligner noget der er løgn og så har jeg ikke skifte tøj med! Fuck my life main! Jeg sætter mig på en bænk og begynder at græde. ”Alex?” spørger en velkendt stemme. Jeg kigger op og der står Niall. Jeg bryder sammen i gråd igen. Han skynder sig at sætte sig ved siden af mig. Han tager mig ind i et trygt og beroligende kram men jeg fortæller ham hvad der er sket. ”Stakkels dig Alex,” siger han beroligende. ”Skal jeg ikke følge dig hjem så du kan få snakket ud med dine forældre?” ”NEJ! Jeg vil aldrig se dem igen!” hulker jeg. ”Rolig Alex,” siger han roligt. ”Du kan da ikke klare dig uden penge og skiftetøj. Du er jo gennemblødt,” ”Jeg ved det men jeg vil ikke tilbage og desuden har jeg penge og mobil så jeg kan godt overleve! Jeg kan jo altid købe noget tøj og mad,” ”Alex det går ikke. Du kan tage med mig hjem nu men så skal du altså også love at ringe til dine forældre i morgen,” siger Niall. ”Ja okay,” mumler jeg. Niall hiver mig op og vi begynder at gå. ”Er der langt hjem til dig?” spørger jeg. ”Nej. Ikke så langt,” ”Hvad lavede du egentlig herude?” spørger jeg. ”Jeg skulle hente mig og drengenes aftenmad,” siger han og holder en plasticpose op foran mig. ”Pizza?” spørger jeg. ”Jep,” siger han med et smil. Egentlig lidt mærkeligt at jeg først lagde mærke til den pose nu. ”Så er vi her,” siger Niall.

Vi går indenfor… ”Det var på tide Nialler!” kan jeg høre inden fra stuen. ”Der er nogle der er sultne!” Hører jeg. ”Undskyld drenge men jeg samlede lige en op på vejen!” ”Hvem?” Zayn kommer farende ud til os. ”Hej Alex,” siger han. ”Sshh. Vi skal overraske de andre,” siger Niall. ”Nårhhhh!” siger Zayn. Vi skal til at gå ind i stuen da jeg går forbi et spejl og ser jeg ligner noget der er løgn. Min mascara er løbet så jeg har mørke rander under øjnene, mit hår er samme frisure som hele dagen høj hestehale som er flettet men den er virkelig grim da min fletning er ved at gå op og mit tøj sidder også bare helt forkert. Jeg skynder mig ud til min taske. Sig nu der er en børste og noget make-up fjerner. ”Fuck jeg er heldig. Der er noget jeg så det bare ikke før da jeg tjekkede. Jeg skynder mig at tage det op og styrter ud på badeværelset og smækker døren hurtigt. ”Wauw! Jeg har aldrig været i deres hus før og alligevel kunne jeg finde badeværelset så hurtigt,” jeg glor mig hurtigt i spejlet og skynder mig at fjerne min make-up og børster mit hår. ”Hvor var det heldigt at jeg havde det i min taske,” jeg kigger i min make-uptaske og finder hurtigt en mascara og lægger så et nyt lag. Jeg sætter mit hår op i en knold og går forsigtigt ud af badeværelset. De sidder stadig inde i stuen på nær Niall og Harry som er ude i køknet. Jeg lægger mine ting ned i tasken igen og går så ud i køknet.

Derude… ”Alex!” siger Harry. Han kigger over på Niall som står og prøver at undgå øjenkontakt. Han står og kigger lidt frem og tilbage på os. ”Jeg går lige ud til de andre,” siger Niall hurtigt. Fedt. Tak Niall. Tænker jeg lidt sarkastisk. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at han går men han kunne da godt støtte mig lidt når Harry begynder på spørgsmålene om hvordan det kan være jeg er her. Jeg sætter mig ned på en stol ved deres bord. Harry sætter sig overfor mig. Jeg kan mærke han søger efter mit blik men jeg kigger bare ned i bordet. ”Alex,” begynder han. ”Er der noget galt siden du er her?” spørger han blidt. Jeg sidder bare og kigger ned i bordet da jeg kan mærke tårerne presse på. ”Alex? Er du okay?” ”De…det er mi…mine for…forældre,” får jeg fremstammet inden jeg bryder sammen i gråd igen. Han skynder sig over til mig og lægger armen om mig og prøver at trøste mig. ”Jeg føler mig så lille og ynkelig over at jeg græder over sådan noget men det er bare så irriterende at mine forældre altid holder med min lillesøster,” hulker jeg imens Harry holder om mig. ”Du er overhoved ikke ynkelig Alex. Jeg kender selv til følelsen. Jeg har selv en storesøster,” siger han trøstende. ”Jamen ens forældre holder da mere med ens små søskende end med de store,” hulker jeg. Jeg kan mærke på Harry at han ikke vil sige mig imod nu men prøver at trøste mig. Hvor sødt egentlig. Han holder mig tæt ind til ham og lader mig græde ud. Jeg føler mig virkelig ynkelig men det er som om jeg ikke kan stoppe med at græde. Tårerene vælter bare frem. Jeg kan mærke at jeg begynder at stoppe med at græde. Han hiver mig ud fra ham så vi står og kigger hinanden i øjnene. Han tager blidt sin hånd op til min kind og nusser den blidt. Jeg kan mærke jeg begynder at smile. Han smiler tilbage til mig og kysser mig så på munden. Jeg kysser med og det udvikler sig så til snav. Vi stopper da køkkendøren bliver åbnet. Niall kommer ind og jeg tror han kan se at både mig og Harry fik et chok da vi hørte døren. ”Er I okay?” spørger han venligt. ”Ja,” mumler jeg. ”Har I fået talt ud?” spørger han. Både mig og Harry nikker. Han smiler så ”Kan jeg så godt sige til de andre drenge at de godt må komme ind og spise deres pizza?” spørger han. Både mig og Harry nikker. ”Bliver du her stadig til i morgen Alex?” spørger Niall. ”Det tror jeg,” mumler jeg stille imens jeg kigger ned i gulvet. ”Wauw Niall har du ikke en gang spist endnu?” spørger jeg overrasket. ”jo da! Jeg spiste min lige da jeg var gået ud af køknet så nu skal jeg have en sandwich,” siger Niall. Jeg bryder virkelig sammen af grin. ”Du kan virkelig spise du kan Niall,” siger jeg. ”Du kan gå ind i stuen og se fjernsyn hvis du vil Alex,” siger Niall. ”Okay det gør jeg. Jeg skal nødig være sammen med Louis og Zayn når de hele tiden driller mig,” siger jeg og små griner. Da jeg hører at de andre kommer ind i køknet skynder jeg mig ud af en anden dør og en i stuen. ”Jeg vil se hvor længe jeg kan være her inden Louis opdager mig. Altså Zayn har allerede opdaget mig men heldigvis ikke drillet mig.” jeg begynder at grine lidt.

Inde i stuen… ”Hvor er fjernbetjeningen?” jeg finder den og tænder for fjernsynet. Lidt efter hører jeg en der kommer ind i stuen. Jeg vender mig om og Harry kommer gående. Han har sin pizza på en tallerken og sætter sig ved siden af mig. Vi smiler til hinanden. ”Jeg tænkte at du var lidt sulten,” siger han sødt. ”Jo tak,” siger jeg og han rækker mig noget pizza. Vi ser stadig fjernsyn da jeg kan mærke at han lægger armen om mig. Jeg sætter mig lidt tættere ind til ham. ”Hvor skal vi egentlig hen i morgen?” spørger jeg. ”Overraskelse,” siger Harry og kysser mig blidt på panden. Jeg kommer i tanke om noget! ”Jeg kommer lige om lidt,” mumler jeg og rejser mig hurtigt op. Jeg skynder mig igen ud i min taske for at tjekke om jeg har fået lagt min telefon der da den ikke er i min lomme. Det har jeg. Jeg har en helt masse ubesvaret opkald fra mine forældre og et enkelt fra Heather. Jeg tager også lige min make-up fjerner op da jeg skal fjerne min lidt løbet mascara. Derefter sætter jeg på ind i stuen igen. Der er ingen. ”Mystisk. Så lang tid har jeg da ikke været væk,” jeg hører døren til køknet går op og jeg vender mig om. ”Alex?” siger Louis overrasket. ”Det var det Niall mente da han sagde han havde taget gæster med,” siger han. Jeg kan se at han står og undre sig lidt. ”Mine forældre,” siger jeg hurtigt. Jeg kan se hans blik lyser op som om han har fået en idé til at drille mig igen. ”De blev trætte af dig?” spørger han imens han griner. ”Ja Louis. Selvfølgelig blev de trætte ad mig. Det er derfor jeg er her,” siger jeg sarkastisk. Zayn kommer også gående ud fra køknet. Shit man! Så skal drillerierne nok begynde nu når de begge to er her. ”Jeg skal ikke drilles så jeg smutter inden I når at sige noget,” siger jeg hurtigt og vender rundt og små løber ud af stuen. Jeg hører de griner ad mig.

 Ude i køknet… Jeg skynder mig derud og idet jeg skal til at gå derind støder jeg ind i Liam. ”Ej. Ups. Sorry Liam,” siger jeg lidt forvirret. ”Det er helt okay Alex,”  siger han. Jeg skal til at gå ind i køknet da jeg høre Niall og Harry snakke derude. Jeg burde nok ikke lytte efter men jeg kan ikke lade vær. ”Fandt du hende virkelig bare totalt gennemblødt på en bænk grædende Niall?” spørger Harry. ”Ja. Hun så virkelig trist ud. Men hun fortalte dig da hvad der skete,” siger Niall. ”Ja men jeg er altså lidt bekymret. Mon ikke vi skulle få hende til at ringe til hendes forældre så de kan få talt ud?” spørger Harry bekymret. Hvad? Fuck nej! Jeg ville aldrig nogensinde tale med dem igen. Eller ikke ligefrem aldrig men bare ikke lige nu! Jeg går ind i køknet som om jeg intet har hørt. ”Jeg er altså lidt træt. Hvor er mit værelse?” spørger jeg og prøver at lyde lidt træt. Niall kigger hurtigt over på Harry. ”Nu er jeg med. Niall da du sagde at jeg bare kunne blive til i morgen havde du ikke lige taget højde for der intet værelse var til mig,” siger jeg. Niall smiler lidt klodset og prøver at lade vær med at føle sig lidt skyldig. ”Tænk ikke på det Niall. Hun kan sove hos mig. Hvis du vil?” spørger Harry og prøver at opmuntre Niall igen. ”Det er okay,” siger jeg. Jeg bliver vist op på værelset af Harry. ”Sov godt søde,” siger han til mig og kysser mig på kinden. Jeg smiler tilbage til ham og lægger mig så til at sove da jeg er blevet ret træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...