One Direction forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Tjek trailer;)
Det her er min første novelle så jeg håber at I vil tage godt imod den;)
Hvis I vil se hele coveret(billedet) skal I klikke på det så kommer coveret i fuld størrelse.

30Likes
74Kommentarer
9547Visninger
AA

37. For meget (Alex synsvinkel)

Når I læser det her kapitel vil jeg gerne forslå at I går ind på youtube og søger på: Titanic instrumental eller Titanic Rose theme, da de melodier virkelig hjalp, mig med at skrive det her kapitel

____________________________________________________________________________

Camille er blevet overfaldet,” jeg kunne ikke få de ord til at sætte sig fast i hovedet. Vi var på vej til hospitalet. Bare på vej ud til bilen blev vi overfaldet af paparazzier. Mine forældre var meget sure på de paparazzier lige nu. Jeg var bare så ked af det. Tænk at mit forhold til en kendt person gik udover min uskyldige lillesøster. Jeg kunne bare ikke tage de paparazzier! At ødelægge mit liv var en ting men at ødelægge min families og min bedstevenindes liv var noget der virkelig gjorde mig vred!

Min far svinger hurtigt bilen ind på en parkeringsplads og vi styrter alle ud ad bilen. Vi løber op til receptionen. ”Undskyld men hvor ligger Camille Roberts henne?” spørger min mor grådkvalt imens min far holder om hende. ”Stue 7,” svarer damen. Vi skynder os derhen. Der står en mand og en kvinde udenfor stuedøren. ”Og I er?” spørger manden. ”Vi er Camille Roberts’ familie,” siger min far. Manden nikker. ”Er du lægen der behandler hende?” hulker min mor. Han nikker. ”Jeg er den som gav hendes isposer på hendes hævede steder i ansigtet og mig der har ansvaret for hende.

Det her er Mrs. Wildson. Kvinden der ringede efter ambulancen da hun så din søster,” siger han og peger på en meget berørt kvinde som ser ud til at have grædt lidt. ”Det var forfærdeligt at se på hvordan de overfaldt hende. Jeg prøvede at gøre alt hvad jeg kunne for at få dem væk men de var for stærke,” hulker hun. ”Da de så endelig gik så jeg hendes veninde stå og græde og Camille ligge med hævelser i hele ansigtet. Jeg skyndt mig at få fat på en ambulance og venindens forældre. Da vi kom til hospitalet fik vi fat i jer,” hulker hun. Min mor går over og lægger armen om hende. ”Tusind tak for din hjælp Mrs. Wildson. Du har gjort os en ubeskrivelig stor tjeneste ved at hjælp Camille,” siger min mor varmt men grådkvalt. Jeg står bare og ser på. Jeg kan ikke få en eneste lyd ud igennem mine læber! Jeg kan mærke tårerne trille ned ad kinderne på mig.

Lægen åbner døren til stuen og jeg tror ikke mine egne øjne! Min 11 årig lillesøster ligger nærmest banket synd og samme. Jeg kan mærke min verden bryde sammen inden jeg selv bryder ud i et stort hulk. Mine forældre farer over til Camille som ligger der. Lille og svag. Jeg lader mig dumpe ned ved siden af mine forældre som sidder og græder. Selv kan jeg se Camille er grædefærdig. Jeg kan mærke tårerene få frit løb ned ad kinderne. ”Camille min lille skat,” hulker min mor. Jeg kigger med våde øjne over på min far som sidder og hulker imens han holder Camille i hånden med min mor. Hun åbner sine øjne så meget som hun kan. Hun er helt blå udenom og hendes overlæber er også hævet imens hendes underlæber er flækket. Endelig kommer der ord ud fra min mund. ”Det er min skyld det hele! Undskyld Camille! Undskyld mor og far! I ville være meget bedre tjent uden mig,” græder jeg. Mine forældre trækker mig hen til dem og de holder nu om både mig og Camille. Vi sidder alle sammen og græder.

Lidt efter… Mine forældre er ude og snakke med lægen og jeg sidder sammen med Camille. ”Alex du må undskylde jeg har været så dum ved dig de sidste par dage. Jeg kan godt forstå du blev sur på mig da jeg ikke ville lade dig og din kæreste være alene,” hulker hun. Det stikker langt inde i hjertet på mig. Hun skal da ikke sidde og undskylde overfor mig! Det er mig der skal undskylde til hende! Det hele er min skyld! Hvordan kan hun bebrejde sig selv?! ”Camille… hvordan kan du sidde og undskylde overfor mig? Det hele er min skyld! Du skal da ikke sidde og undskylde overfor mig! Det er mig der skal undskylde overfor dig! Camille jeg er virkelig ked af det der skete,” hulker jeg. ”Så du er ikke sur på mig?” spørger hun grådkvalt. ”Sur? Hvordan i alverden skulle jeg kunne være det når alt det her lort er min skyld? Camille jeg er ikke sur på dig. Hvis nogen skal være sure så er det dig der burde være på mig,” græder jeg. Hun tager stille min hånd. ”Jeg fatter ikke hvordan I kan finde jer i det? Hvordan kan mine forældre finde sig i at vi bliver stalket af paparazzier? Hvordan kan Heather finde sig i at jeg bliver nød til at droppe aftaler på grund af paparazzier? Men værst af alt. Hvordan kan du finde dig i at blive overfaldet af paparazzier og så bebrejde dig selv bagefter? Jeg fatter det ikke. I burde alle være sure på mig men I finder jeg i alt sammen? Hvordan kan det være?” græder jeg.

 Mine forældre kommer ind ad døren og kommer straks over til os. Camille forklar hvad jeg lige har sagt. ”Skat. Vi finder os i alt det fordi vi bare gerne vil have du skal være lykkelig og det ser du ud til at være med de drenge,” siger min mor blidt. ”Men I finder jer i alt?” hulker jeg. ”Fordi vi vil have du skal være lykkelig skat,” siger min far. ”Og Heather,” hulker jeg. ”Det samme vil hun,” siger min mor. ”Men jeg kan ikke stå og se på at paparazzierne ødelægger jeres liv! Det kan jeg bare ikke. Jeg kan aldrig tilgive mig selv for det her der lige er sket! Jeg kan ikke bare stå og se på hvordan paparazzierne ødelægger jeres liv bare fordi I gerne vil have jeg skal være lykkelig! Det kan jeg bare ikke! Hvem ved hvad de kan finde på næste gang?!” hulker jeg. ”Skat hør nu…” ”Nej mor. Jeg kan ikke bare stå og se på mere selvom de også nærmest har overfaldet mig men jeg kan ikke se på mere hvordan de piner jer! Jeg ved godt at det er en sød tanke med at I bare vil have jeg skal være lykkelig men her bliver jeg nød til at sætte grænsen! Jeg kan ikke mere pinen og plagen, forsidebilleder, sladder, løgne alt! I can’t anymore,” græder jeg. Vi sidder alle sammen og græder igen. Jeg kan mærke jeg er nød til at skride til handling lige nu. Jeg rejser mig op. ”Jeg låner bilen. Jeg kommer tilbage igen,” mumler jeg grædefærdig. Mine forældre nikker stille.

Jeg starter bilen og begynder at bakke ud. Jeg ved hvad jeg er nød til at gøre nu. Om så det koster mig min lykkelighed! Jeg tørrer nogle tårer væk fra kinderne og begynder så at køre.

Jeg parkerer bilen og går med faste skridt op til døren. Jeg ignorerer alle paparazzierne! Nu gælder det bare om at jeg skal op til den dør. Jeg kan mærke tårerene presse på igen og idet døren bliver åbnet løber de ned ad kinderne på mig. ”Alex,” siger en skræmt stemme.

Nialls synsvinkel

Jeg ser med det samme at der er noget galt med Alex. Hun står og græder. Jeg hiver hende med indenfor. Væk fra alle paparazzierne. ”Alex,” siger jeg. Hun kigger bare tomt ned i gulvet. Jeg løfter hendes hoved op og ser hendes ellers så livsglade øjne er fulde af sorg. ”Er Harry her?” mumler hun grædefærdigt. Jeg nikker stille og fører hende med ind i stuen.

Harrys synsvinkel

Vi kigger op og ser Niall stå med en grådkvalt og grædende Alex ved sin side. ”Alex hvad er der dog sket?” spørger Liam. Hun svarer ikke men kigger tomt ud i luften. Jeg kigger over på Niall men jeg kan se han ikke ved noget. Jeg rejser mig hurtigt op og går over og omfavner hende. ”Hvad er der dog sket?” spørger jeg om og tørrer nogle tåre væk fra hendes våde kinder. Alle drengene kigger over på os. Hun ryster på hovedet. ”Harry jeg vil gerne snakke med dig alene,” hulker hun. Jeg nikker og kigger hen på de andre drenge. ”Vi går lige,” siger jeg. ”Kender du et sted vi kan være? Uden nogen andre. Uden nogen paparazzier?” hulker hun. Jeg tænker mig lidt om og kommer så i tanke om det perfekte sted. ”Kom,” siger jeg og hiver hende med ud i gangen. Vi træder kun lige udenfor hovedøren inden paparazzierne kommer. Vi skynder os over til Alex’ bil da jeg kan mærke det sidste hun vil nu er de paparazzier. Jeg starter bilen og vi kører. Jeg ser over på hende og ser hende græde. ”Alex er du…” ”Bare kør,” hulker hun.

Alex synsvinkel

Vi kører ind på en parkeringsplads. ”Hvor er vi?” hulker jeg. ”Den bygning vores pladestudie ligger i har en park som er på privatgrund hvilket vil sige at der ingen paparazzier er,” svarer han. ”Så det vil sige vi er på jeres pladestudies grund?” mumler jeg. Harry nikker. Han tager fat i mig og fører mig over til en lille park med nogle træer og lidt bænke. Vi er de eneste der. Vi sætter os ned på en af bænkene. ”Alex fortæl nu hvad der er sket?” siger han og søger efter mig blik. Jeg sidder bare og kigger ned. Jeg kan mærke tårerene løbe ned ad kinderne. Harry løfter mit hoved op og tørrer dem væk. ”Harry min lillesøster er blevet overfaldet af paparazzier,” hulker jeg. ”Hun ligger på hospitalet nu,” jeg kan mærke alle mine tåre løber ned ad kinderne nu. ”Hvor forfærdeligt! Er hun okay?” spørger han. Jeg nikker stille. ”Men Harry jeg kan ikke klare presset længere. Mine forældre finder sig i alt! Min bedsteveninde finder sig i alt! Min lillesøster bebrejder sig selv for at hun blev overfaldet! Jeg kan ikke se på længere hvordan paparazzierne ødelægger deres liv mere. En ting er at genere mig og mit liv. En anden ting er at genere min families og bedstevenindes liv! Jeg kan ikke klare det længere Harry. De skal ikke lide på grund af mig,” græder jeg. Han tørrer mine tårer væk. ”Alex det skal nok gå. Vi skal nok finde ud af det. Paparazzierne forfølger dig jo ikke for evigt,” siger han. Jeg kigger ind i hans øjne som selv er fyldt med tåre. ”Det kan godt være de ikke gør det Harry men jeg kan alligevel ikke mere. Jeg kan ikke klare at se dem skulle lide sådan bare for min skyld. Jeg ved det er sødt af dem men de skal ikke lide på grund af mig. Så Harry… jeg er ked af det men…” jeg tager en dyb indånding og kigger ham lige i øjnene. ”…Vi kan ikke være sammen længere…”

Slut

_____________________________________________________________________________________________

Jeg ved godt den slutter meget åbent og fortsættende, men det er fordi jeg gerne vil lave en 2'er, hvis I vil have en:)

Jeg vil rigtig gerne sige tak til alle jer som har liket den, sat den på farvoritlisten, og kommenteret den:) Det har virkelig betydet meget for mig, at nogen kunne lide den:) Så tusind tak:)!!!

Og som sagt vil jeg gerne lave en 2'er hvis I vil have en:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...