Never let go(The Wanted - Nathan Sykes) 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Nathan er det yngste medlem af the wanted, og det vidst ikke altid det nemmeste...
Det ender specielt op i hat og briller, da Nathan møder en helt normal pige til en fest, og ender i et kæmpe skænderi med sine med-medlemmer, over om det er rigtigt eller forkert at elske en pige, som har ingen 'rang'.
Og Melissa har det ikke lettere. Hendes liv bliver vendt op og ned på alle mulige måder, da hun må kæmpe med en alkoholiker mor, og ikke har andre at betro sig til end sin før ikke så gode veninde, Nicole.
Jeg undskylder på forhånd hvis nogle af kapitlerne ikke er så lange, men jeg er en ret stor fan af clif-hangers!;) OBS! DENNE HISTORIE ER SAT PÅ PAUSE FOR ØJEBLIKKET!

16Likes
5Kommentarer
2364Visninger
AA

9. ~kapitel 8~

Hun var gået. Hun var trådt ned ad trappen og var gået, som om intet kunne rage hende mindre. Var det virkelig alt det de havde haft? En nats sjov og ellers ikke andet? Jeg var målløs.Jeg tror jeg havde siddet dér på trappen i flere timer, da Max til sidst kom ud og klappede mig på skulderen.

"Hun er ikke det værd, dude." Sagde han stille, og så kiggede jeg ned på trappetrinene igen. Jo hun var. hun havde været det hele værd, men åbenbart ikke nok. Han kunne være løbet efter hende, kunne havde taget hende om livet endnu en gang og have kysset hende så inderligt, at hun aldrig ville forlade ham igen. Men der havde været en tone i hendes stemme, som havde sagt ham, at han for alt i verden skulle lade være med at følge efter hende, og inden han nåede at modsætte sig den, var hun inde i taxaen og var væk.

"Hun var alt værd." Mumlede jeg stille, da Max havde opgivet at få mig indenfor og var gået ind igen. Jeg stirrede trist op på den nedgående sol og slog armene ud, mens jeg lod tårerne få frit løb.

"Hvorfor?!" Det havde været meningen, at jeg ville have råbt det ud over hele byen, men i stedet kom det bare ud som en hæs hvisken, og jeg slog igen armene om min mave, mens jeg kiggede på mine tårer, som dryppede langsomt ned på trappe trinnet under mig.

"Helt ærligt, Nath. Hun var en pige. Der findes flere af hendes slags derude." Lød Toms stemme bag mig, og jeg kunne tydeligt høre undertonen af den sædvanlige 'Jeg-ved-bedre-end-dig-fordi-jeg-er-ældre'-tone, som han havde hørt i alle drengenes stemmer, lige siden bandet var startet. Og klart nok, han var den yngste, men det betød ikke at de kendte Melissa bedre end ham. Det gjorde de ikke.

"Everyone I talk to, is just another not you..." Sang jeg stille, med jeg samlede en ensom sten op, som lå ved siden af mig. Tom trådte langsomt ud af huset og satte sig ned ved siden af mig.

"Du ved godt at det ikke er sandt, Nath. Replace your heart er bare en sang." Der var tonen igen, og jeg sukkede irriteret.

"For helvede!" sagde jeg og så hævede jeg stemmen, så drengene indefor kunne høre mig. "jeg er  træt af at i alle sammen behandler mig som et barn!" Jeg kiggede surt hen på Tom, og så rejst jeg mig.

"Du er 19, Nath. Du er stadig teenager!" sagde Tom nedladende, og jeg sparkede surt til stenen, som jeg havde taget op lidt før.

"Hvis jeg er en teenager, hvorfor får jeg så ikke lov til at opføre mig som én?" Snerrede jeg surt, og så stampede jeg ind ad døren, op ad trappen og ind på mit værelse, hvor jeg låste døren g smed mig i sengen, mens jeg skruede op for musikken i mine høretelefoner. 

Jeg lå længe og kiggede op i loftet, mens flere stemme lød ude fra min dør. Efter flere minutter - som føltes som timer - rejste jeg mig og gik hen og tog min mobil frem, hvorefter jeg brugte flere minutter på at ringe til Melissa, og ligge flere og flere tåbelige beskeder på hendes telefonsvarer.

 

***

 

Der gik dage. Der gik uger. Der gik en måned. Stadig intet svar. Jeg sad inde på mit værelse stort set hele dage, og jeg lagde kun svagt mærke til fansne, når vi var ude og holde koncert. Selv Max havde opgivet at holde mit humør oppe. Jeg ringede flere gange dagligt til Melissa, med samme håb om at hun denne gang ville svare, men der kom som sædvanligt ikke noget svar. Til sidst mistede jeg helt håbet, og jeg indså bedrøvet at Melissa havde været en 'one time shot'. Hun ville ikke komme tilbage. Hun var en af de dér sjældne diamanter, som tyve stjal, hvorefter de blev fanget og sat i fængsel.

Så den morgen stod jeg ud af sengen, selvom jeg vidste at der ikke skulle ske noget. Jeg trak tøvende i et par jeans og en T-shirt, og så åbnede jeg for første gang længe døren ud til resten af huset, hvorefter jeg traskede ud på trappen, hvor jeg stod lidt og stirrede ned mod døren til køkkenet. Sulten krøb op i mig hurtigere end en slanges hug.

Jeg listede stille ned ad trappen, for jeg vidste ikke hvad klokken var, så jeg vidste ikke om drengene sov. Jeg fik hurtigt svare, da jeg trådte ned ad trappen og hørte deres stemmer inde fra stuen.

"What's up? Jah, det er Wantedwedensday!!" lød Max', og jeg kunne tydeligt høre hvor halvhjertet deres jubel var, og den blev også hurtigt stoppet igen. de var igang med at optage en video til fansne. Jeg skulle lige til at gå derind og spørge hvorfor helvede de ikke havde sagt det til mig, mens jeg overvejede om dette var den eneste gang jeg skulle være sur over - og om jeg overhovedet behøvede at være sur - men Toms let nervøse stemme afbrød mig.

"Jah, jeg kan jo starte med at sige på alle fem's vegne, at vi er meget ked af at vi har måttet aflyse de seneste koncerter..." Der blev stille i et kort øjeblik og jeg rynkede undrende på panden. Havde de måttet aflyse de seneste koncerter? Tom fortsatte. "... Og så ved vi jo, at nogle af jer har spurgt meget efter Nathan på det sidste." Jeg blev målløs, og ventede utålmodigt på Toms forklaring. Det virkede som lang tid inden Siva's rystende stemme brød igennem stilheden.

"Vi har måttet holde lav profil lidt, fordi Nathan har døjet længe med lidt af en halsbetændelse, så han har haft problemer med at synge, og doktoren siger at han skulle lade være med at sige noget den næste uges tid." Sagde Siva stille, og så brød Jay ind med et halvhjertet forsøg på at lyde begejstret.

"Men det er snart overstået!" Sagde han, og jeg kunne tydeligt se for mig, hvordan han lænede sig ind foran kameraet og smilede skævt. Det var dét der fik mig til at bestemme mig. Jeg ville vise fansne a jeg var blevet okay igen, og jeg ville gøre det samtidig med at jeg viste drengene, at det var okay.

"God! Jeg er så sulten, jeg kunne spise en ko!" Sagde jeg, mens jeg gik ind i stuen med strakt arme, og jeg lod med vilje min stemme være en smule lav og lidt hæs - så det var mere realistisk, at jeg ikke havde talt i flere dage.

"Nath! Du har det bedre?" Sagde Max, og jeg kunne tydeligt se det forpinte i hans ansigt, da han vendte sig væk fra Jane Collins, som sad med kameraret. Jeg kunne pludselig huske de første dage af mit indelukke, hvor han havde stået udenfor min dør og havde skyldt min sorg på ham.

"Er du gal?! Jeg kunne lave en flikflak lige på stedet!" Sagde jegmed et grin, og så forsvandt drengene halvhjertede forsøg, og vi fik det alle oprigtigt sjovt.

"Gud! How have i missed your voice!" Sagde Jay, mens han klappede mig på ryggen med et smil, og Jane lavede sjov ved at køre kameraet helt op i ansigtet på mig.

"Back from the dead!" Sagde Tom med et grine og så krammede vi alle, hvorefter videoen gik som den normalt ville - Jane læste spørgsmål fra fans op og vi svarede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...